Bliv klogere på Fagkongres 2025: Hvordan bruger vi evidensen til neurorehabilitering efter stroke?

Et af de symposier, som du kan glæde dig til på fagkongressen, beskriver den nyeste evidens inden for neurologisk fysioterapi, fortæller fysioterapeut Katrine Lyders Johansen, der er ansvarlig for sessionen.

Nu er der efterhånden kun to måneder til, at Danske Fysioterapeuters Fagkongres 2025 løber af stablen, og rigtig mange medlemmer har allerede tilmeldt sig kongressen.

Er du en af dem, kan du blandt andet glæde dig til at deltage i et symposium om neurorehabilitering efter stroke i den store plenumsal. 

Og der er meget ny viden om neurologisk fysioterapi at komme efter i oplægget. Det fortæller fysioterapeut og formand for Dansk Selskab for Neurologisk Fysioterapi, Katrine Lyders Johansen, som vi her har interviewet om symposiet:

Hvorfor er netop dette fokus vigtigt?

Vi ved, at vi er nødt til at levere mere intensitet også ud over interventionerne. Vi vil gerne lave en ramme for at tale om, hvordan vi får mere træning ind i en hverdag, hvor vi alle sammen er presset på ressourcer, og hvor vi ville ønske, at vi havde bedre tid til den enkelte, end vi egentlig har. For det er vigtigt, at vi går ud og leverer evidensbaseret praksis.

Hvad får deltagerne ud af at høre oplægget?

Vi har inviteret Simone Dorsch, australsk professor i fysioterapi, til at sætte rammen. Hvad er evidensen? Hvilke barrierer kan vi have som neurologiske fysioterapeuter? Og hvad kan vi tænke anderledes i klinisk praksis?

Bagefter vil vi trække det over i en dansk kontekst og facilitere refleksioner og drøftelser blandt deltagerne: Kan vi gøre det anderledes i praksis? Hvorfor er det svært for os at få det, vi ved, der virker? Hvilke barrierer kan der være, der gør, at det stadig ikke er det, vi leverer? Det er den slags spørgsmål, som vi håber, at deltagerne vil være med til at nuancere og komme med deres bud på og idéer til undervejs.

Hvordan taler oplægget ind i fagkongressens tema?

Vi er nødt til hele tiden at udvikle os. Ikke kun evidensmæssigt, men i det hele taget. Når vi ved, at der er evidens for en given intervention, så er det vores opgave som neurologiske fysioterapeuter at sikre os, at vi får den viden omsat til klinisk praksis.

Læs mere om Fagkongres 2025

Køb din billet i dag