”En cadeau til grunduddannelsen”
Tidligere underviser på grunduddannelsen, Nanna Linde, modtog i dag Danske Fysioterapeuters Pris. Prisen uddeles hvert år til en fysioterapeut, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for faget og professionen. Nanna Linde fik især prisen for sit store faglige engagement i fysioterapeutuddannelsen på Københavns Professionshøjskole, hvor hun har været underviser i 39 år.
”Du har altid insisteret på, at praksisfærdigheder skal gå hånd i hånd med teoretiske og akademiske færdigheder. Du har været garant for høj faglighed og reflekteret pædagogik, og ikke mindst har du været håndværkets ambassadør,” sagde formand for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht, og fortsatte:
”Du får også prisen for din unikke evne til at se det bedste i dine studerende. For med dine høje forventninger til dem og dit stærke klasserumslederskab, har du fået de studerende til at vokse og lære.”
Sendte hilsen til kollegaer
Det er 17 fysioterapeuter, der underviser på Københavns Professionshøjskole, som har indstillet Nanna Linde til prisen. Hun gik på pension 1. maj og sendte i sin tale en særlig hilsen til sine tidligere kollegaer:
”Jeg er benovet og overrasket og taknemmelig for, at der er nogen, som har peget på mig. Jeg betragter det, som at hovedbestyrelsen har valgt at give grunduddannelsen en anerkendelse ved at give mig prisen. Så jeg håber, at mine tidligere kollegaer føler, at det er en cadeau til alle dem, som egentlig arbejder meget i det stille, og som dagligt giver vores hjerteblod for at uddanne fysioterapeuter.”
Læs mere om Nana Linde
Blå bog - Nanna Linde
- Uddannet fysioterapeut fra Fysioterapeutskolen i København 1977.
- Praktiserende fysioterapeut 1977-1980, plus i perioder i løbet af årene.
- Ansat som underviser 1980.
- Diplomeksamen i Almen Pædagogik (B.Ed) fra Danmarks Pædagogiske Universitet, 2001.
- Master i Professionsudvikling (M.Ed) fra Danmarks Pædagogiske Universitet, 2007.
Danske Fysioterapeuters Pris
Danske Fysioterapeuters Pris bliver uddelt hvert år til en fysioterapeut, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for faget og professionen. Med prisen følger 50.000 kr.
Nanna Linde fik prisen overrakt på Danske Fysioterapeuters dialogmøde den 6. december på Hotel Storebælt i Nyborg. Det var 17 tidligere kollegaer fra Fysioterapeutuddannelsen i København, som havde indstillet den tidligere underviser fra Københavns Professionshøjskole.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.