"Massagen er jo grundpillen i vores fag"

Unge ansigter løfter sig fra lærebøgerne og lyser op, og der bliver uddelt masser af kram og "Hej, Nanna!", da Nanna Linde viser rundt på sin tidligere arbejdsplads, Københavns Professionshøjskole.

Hun har ikke været i bygningen siden juni, hvor hun førte sit allersidste hold til eksamen. Det er her, hun har slået sine folder i 39 år, og som underviser har hun haft tusindvis af fysioterapeutstuderende gennem hænderne.

”Det giver da lidt kriller i maven at komme tilbage hertil,” siger Nanna Linde, som går hjemmevant omkring i auditoriet og klasselokalerne. Særlig stolt virker hun, når hun fremviser lokalerne, hvor massagebrikse og et godt brugt skelet står side om side med tavler og pulte i den anden ende. For det er netop kombinationen af teori og praksis, som har stået hendes hjerte nært.

”Jeg har altid elsket at se de studerende opdage dét med deres hænder, som de lige har siddet og læst om. Hold nu op, her er det knæled, jeg lige har hørt om, jeg kan faktisk mærke ligamenterne! Den der aha-oplevelse af, at det ikke bare er et stykke papir, det har været det allerbedste,” siger hun.

Nanna Linde har undervist førstesemesterstuderende i faget fysioterapi og metode, siden hun blev ansat på skolen i 1980. De seneste ti år har hun desuden undervist i anatomi. Inden da nåede hun at få tre år på klinik, men arbejdet var fysisk hårdt, og da hun blev tilbudt jobbet som underviser, slog hun til.

Siden har hun set generation efter generation af kommende fysioterapeuter sætte sig på skolebænken, fyldt af spænding og lyst til at gøre en forskel for patienterne. Hun har set mændene gøre deres indtog i faget for alvor, og hun har set optaget på skolen vokse fra to hold med ca. 18 studerende på hvert til nutidens fire hold med ca. 25 – næsten en tredobling af indtaget.

Den største omvæltning har dog været skredet fra den klassiske fysioterapi med det manuelle som hovedfokus, til den mere teoretiske og evidensbårne undervisning.

Det manuelle er røget ud

”De studerende er blevet meget dygtige, dygtigere, end de var før i tiden. Deres viden og evne til at søge information er blevet betragteligt bedre, og det er et meget stort fremskridt. Bagsiden af medaljen er, at det sluger meget tid. Den klassiske fysioterapi er blevet skubbet til side, det manuelle har fået en mere beskeden plads, og det er en høj pris at betale.”

Nanna Linde skrev fagbogen ‘Lærebog i Massage – manuel vævsbehandling for fysioterapeuter’ med kollegaen Jytte Borg for 16 år siden, og den har siden indgået som pensum på grunduddannelsen. Lærebogen beskriver den klassiske massage, og det var vigtigt, at den blev udgivet:

”Massagen er jo grundpillen i vores fag, men den fylder mindre og mindre,” siger hun ærgerligt og understreger, at hun med massage også mener palpation, undersøgelse og behandling af vævet. Evnen til at bruge manuelle teknikker er et vigtigt aspekt, som fysioterapeuter også skal kunne håndtere.

”Det er en kerne, som vi skal passe på ikke forsvinder, og den bør indgå som en stor del af fysioterapi dér, hvor det er relevant. Men der er ikke nok af det i undervisningen i dag,” siger hun og bekymrer sig for fagets udvikling.

”Fysioterapi er ikke bare træning, og vi er jo ikke trænere, vi er fysioterapeuter. Vi skal ikke være nogen, der står og råber instruktioner ud henne i et hjørne med armene over kors. Vi skal også kunne noget andet. Og når studerende i dag tænker i elastikker og andre redskaber frem for manuelle teknikker, er det en konsekvens af den udvikling.”

Hendes bekymring går særligt på de svageste patienter. For det er dem, der især har brug for at mærke et par varme hænder.

”Jeg kan se, at det er en frustration for de studerende, for de føler sig ikke rustede til det, når de kommer ud. De føler, at de mangler redskaberne, og jeg ville ønske, at vi kunne gøre noget ved det, for de vil gerne. Problemet er, at vi har så lidt tid til at undervise i det manuelle, at det er elastikken, der kommer først. Det er ikke de studerendes fejl.”

Nanna Linde anerkender, at faget har brug for evidens, men tager hun de sorte briller på, frygter hun, at berøring helt er på vej ud af faget. Det vil være en stor misforståelse, mener hun.

”Mennesket er et væsen, der skal berøres. Det ved vi alle sammen, og det behøver vi ikke evidens for at forstå. Berøring er en væsentlig del af vores relation til andre og vores opfattelse af os selv. Der er jo også undersøgelser, der f.eks. påviser, at bestemte typer berøring medfører smertedæmpning.”

Vi havde en relation

Hun beskriver, hvordan den medicinske virkelighed historisk set har haft en dominerende rolle i den fysioterapeutiske virkelighed.

”Det har den stadigvæk, og det er der ikke noget forkert i. Men der er andre måder at se kroppen og sygdomme på, som ikke har plads i den biomedicinske måde at tænke på. Det kunne jeg godt tænke mig fik lov at fylde mere. At de studerende fik mere psykologi og pædagogik. For ethvert samarbejde med en patient er også en pædagogisk situation.”

For relationen er kernen i fysioterapi. Patienterne skal motiveres, de skal forstå, og de skal have formidlet det, som er vigtigt. Nanna Linde trækker en parallel til sit arbejde som underviser. Her har relationen mellem studerende og lærer stået i centrum for hende i alle årene.

Hvad vil du gerne huskes for?

”At de studerende fik styr på noget fagligt, som var svært at få styr på. Og at vi havde det godt imens, at vi havde en relation. Jeg var et menneske og ikke bare en underviser og robot.”