Afgørelse om krav om tilbagebetaling vedr. ydelser med manglende journalføring
En region havde i gennemgang af en stikprøve af journalnotater vedr. 137 afregnede ydelser konstateret manglende journalføring i 33,6% af de afregnede ydelser. Regionen lagde til grund, at der ligeledes manglede journalføring på 33,6% af de afregnede ydelser i en periode på 2 år og stillede på denne baggrund et tilbagebetalingskrav på godt 250.000 kr. Regionen lagde til grund, at det er et krav i lovgivning og i overenskomsten, at behandleren skal føre journal i forbindelse med hver behandling, og at en ydelse dermed ikke er honorarværdig, hvis der ikke foreligger et journalnotat. Heller ikke selvom behandlingen er udført og underskrevet af patienten. Regionen lagde dermed ikke vægt på, at der forelå P-markering på langt de fleste ydelser, eller vægt på, at fysioterapeuten havde indhentet underskrifter efterfølgende på de regninger, der manglede elektronisk registrering af patienthenvendelsen.
Ved behandlingen i Landssamarbejdsudvalget (LSU) den 15. november 2024 kunne der ikke opnås enighed om sagen.
RLTN støttede regionens vurdering af sagen og fandt, at der har været grundlag for et tilbagebetalingskrav.
Danske Fysioterapeuters repræsentanter i LSU fandt, at der først og fremmest må lægges vægt på, om der foreligger underskrift fra patienten, enten elektronisk eller en fysisk regning. Hvis afregnede ydelser ikke kan dokumenteres på denne måde, kan regionen bede om dokumentation via journalgennemgang.
Danske Fysioterapeuters vejledning om journalføring:
Særligt set i lyset af tilbagebetalingskravet vedr. udførte ydelser, hvor der mangler journalnotat, skal det understreges, at det er meget vigtigt, at der skal føres journal i forbindelse med hver behandling.
Danske Fysioterapeuter har på sin hjemmeside en vejledning om journalføring. Patientjournalen skal alene indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Journalen sikrer kvaliteten og fysioterapeutens læring af behandlingen.
Journalen fungerer også som det nødvendige kommunikationsmiddel mellem det personale, der deltager i undersøgelse og behandling af patienten og sikrer dermed kontinuiteten af patientens behandling.
De nærmere krav til indholdet af fysioterapeuters journalføring, hviler på den aktuelle faglige norm inden for fysioterapi og eventuelle relevante speciale.
Omfanget af journalføringspligten tager derfor udgangspunkt i fysioterapiens egne generelle faglige krav til, hvad der anses for en nødvendig journalføring.
Fysioterapeuten skal derfor føre journal hver gang, også selvom patientens tilstand eller behandlingen ikke afviger fra forrige behandling. Hvis fysioterapeuten vurderer, at patienten, herunder på hold, har fulgt sin behandlingsplan, kan fysioterapeuten f.eks. skrive "i.a." (intet abnormt), ”efter planen” eller ”uændret i.f.t sidste behandling”.