"Jeg bliver trist, når jeg hører, at demente ikke kan trænes"

Det kan være svært at få borgere med demens til at deltage i øvelser eller fastholde motivationen i træningen af nye færdigheder. Borgerne får ofte af sundhedspersonalet skyld for ikke at være samarbejdsvillige og umulige at træne - men er det rimeligt?

Nej, mener den amerikanske fysioterapeut og demensforsker Julie Ries fra Marymount Universitet.

”Jeg bliver trist, når jeg hører, at demente ikke kan trænes, for i de fleste tilfælde er det fysioterapeutens skyld, at genoptræningen ikke lykkes”.

Hun har i årevis forsket i rehabilitering af borgere med demens og publicerede sidste år en artikel, der opsummerer den nyeste viden inden for området. I artiklen kommer hun ind på, hvordan fysioterapeuter i deres tilrettelæggelse af rehabiliteringen skal tage højde for, at demente borgere har helt andre læringsstrategier og en helt anden måde at blive motiveret på end ikke kognitivt svækkede borgere.

I artiklen understreger Julie Ries, at det fører til frustration hos både fysioterapeut og den demente borger, hvis fysioterapeuter behandler kognitivt svækkede borgere på samme måde som alle andre. Og den manglende succes med genoptræningen får ofte den konsekvens, at disse borgere ikke får den fysioterapi, de har brug for. En træning, som denne patientgruppe i allerhøjeste grad behøver.

”Mennesker med demens viser sig ofte at være mere motorisk handicappede, end deres fysiske og funktionelle kapacitet egentlig tilskriver. Det skyldes formentlig, at der stilles for få krav til dem, og at de har færre muligheder for på egen hånd at udføre vanlig ADL. ”Use it or loose it”-tankegangen passer fint ind her”, siger Julie Ries til Fysioterapeuten.

Andre læringsstrategier

Ældre med demens skal træne det samme som alle andre. Men der skal være forskel på, hvordan træningen tilrettelægges. For kognitivt svækkede borgere har ofte svært ved at følge verbale instruktioner og forstå, hvorfor de skal træne. De kræver derfor langt mere supervision, opmuntring og personlig interaktion med terapeuten end andre, hvis de skal holde motivationen oppe.

Fejl i udførelsen af en motorisk opgave fører ikke til læring, da den demente ikke evner at reflektere over den motoriske opgave og tilpasse den til de nye erfaringer. Derfor er det vigtigt udelukkende at indøve den rigtige bevægelse.

”Den motoriske læring hos personer med demens sker mere implicit. Det vil sige med ”learning by doing”. Terapeuten må tilrettelægge træningen og omgivelserne, så de befordrer brugen af gentagelser af den rigtige bevægelse i indlæringen”, siger Julie Ries.

Evnen til at planlægge en motorisk opgave er i særdeleshed ramt hos borgere med Alzheimers sygdom. Det betyder, at det er svært for borgeren at efterligne en øvelse, der forevises. I disse tilfælde er det ifølge Julie Ries bedre at guide bevægelserne med f.eks. berøring.

Hvis det er svært for en patient at gennemføre en given bevægeopgave, kan det være en fordel at dele den op i delopgaver for til sidst at indøve den samlede bevægelse. For den demente borger er det vigtigt, at det enkelte delelement giver mening og er funktionelt.

”Det kunne for eksempel være at rejse sig fra en stol, hvor borgeren træner at flytte sig frem i stolesædet, lægge vægten frem i den siddende stilling og skubbe fra med benene. Til gengæld ville jeg aldrig opdele gangen i komponenter til mennesker med demens. Det kunne jeg ellers godt finde på til borgere uden kognitive deficits, for de forstår det terapeutiske mål med at gøre det. ”

Fysioterapeutens rolle

Det relationelle forhold til terapeuten har en større betydning for borgere med kognitiv svækkelse end andre.

”Fysioterapeuten skal vise borgeren, at de er sammen om opgaven. Hvis fysioterapeuten lærer navnene på for eksempel familie, venner og kæledyr, ved hvor borgeren er vokset op, og hvad der var og er vigtigt for ham, er det et stærkt redskab, hun kan bruge i kommunikationen og træningen. Helt basale redskaber i den interpersonelle kommunikation som at smile, være i øjenhøjde, bruge et tillidsvækkende og venligt tonefald er også væsentligt for denne gruppe af mennesker,” siger Julie Ries.

Hun håber, at fysioterapeuter, der savner respons fra en ældre borger med demens, fremover vil tænke over, hvordan de kan ændre deres tilgang, så borgeren får lyst til at træne og dermed får den træning, de har brug for. I stedet for at opgive træningen og blive frustrerede.