"Jeg giver de unge et sted, hvor de kan føle sig normale"

Hvor arbejder du?

Jeg er fysioterapeut og rideterapeut på Holmstrupgård, som er en socialpsykiatrisk behandlingsinstitution for unge i alderen 14 til 23. Nogle bor på stedet, og andre bruger vores dagstilbud. De unge er normaltbegavede, men alvorligt syge med diagnoser som angst, spiseforstyrrelse, selvskade, autisme og skizofreni. Nogle er stadig indlagt på psykiatrisk afdeling, når de starter hos os, og andre flytter ind direkte efter udskrivelsen.

Hvad laver du?

Sammen med min leder står jeg for stedets rideterapi. Det er et frivilligt tilbud til de unge, som de enten kan tage som et fag på skoleskemaet eller som en fritidsinteresse om eftermiddagen. Jeg underviser seks til otte unge om dagen, individuelt eller i små hold.

Formålet med rideterapi er blandt andet at styrke de unges selvfølelse. I én øvelse ligger de på ryggen af hesten og mærker efter dens vejrtrækning, mens jeg afgrænser deres krop til den anden side med blide tryk. Det lærer dem blandt andet at mærke efter, hvor grænsen går mellem dem selv og deres omverden. Vi har også øvelser, hvor vi arbejder med hesten fra jorden, rider i skoven eller sidder stille på hesten og øver os i at slappe af i kroppen.

Hvorfor lige heste?

Der er kontant afregning, når man arbejder med heste, fordi den er et flokdyr, der overlever ved at spejle sine omgivelser. Derfor kan de unge lære deres egen krop bedre at kende ved at betragte hestens reaktioner. Hvis man står ved siden af en hest og synker sammen, som man typisk gør, når man har det dårligt, vil hesten være modvillig og stritte imod.

Men hvis man retter ryggen og tør tage plads i verden, kan man få den til at gøre hvad som helst. Flere af de unge har svært ved at turde bestemme, og så er det en overvældende oplevelse at kunne flytte så stort et dyr ved at ændre kropsholdning.

Hvordan kombinerer du rideterapi og fysioterapi?

Nogle forveksler rideterapi og ridefysioterapi, men det er ikke det samme. I ridefysioterapi arbejder man typisk med handicappede for at få kroppen til at fungere bedre. I rideterapi arbejder vi også med kroppen, men målet er at få psyken til at fungere bedre. Derfor læner jeg mig primært op ad den psykiatriske fysioterapi og ressourceorienteret kropsundersøgelse, hvor jeg arbejder med ting som kropsholdning, spændingstilstande og respiration. Vi laver også fysioterapeutiske øvelser på hesteryg som diagonalstræk, lændesvaj og hold-slipafspænding.

Er der evidens for at rideterapi virker?

Der er lavet studier, der viser, at fysisk kontakt med dyr får tilfredshedshormonet oxytocin til at stige og dæmper stresshormonet kortisol. Der er også lavet studier, der tyder på, at rideterapi kan hjælpe patienter med psykiske lidelser. Men om virkningen skyldes hesten, den specifikke terapeut i undersøgelsen eller noget tredje, er ikke nærmere undersøgt.

Personligt tror jeg på, at det virker, fordi de unge selv siger det. Jeg har en pige, som ofte er indlagt på psykiatrisk afdeling med en opmærksomhedsforstyrrelse, og som har en konstant oplevelse af uro i krop og sind. Hun siger, at hun kun har ro, når hun er sammen med hestene.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

At jeg giver de unge et sted, hvor de kan føle sig normale. Når jeg ser dem sammen med hestene, kan jeg have svært ved at genkende de diagnoser, der står i deres journaler. Her er de bare almindelige unge med håb, drømme og ambitioner. Og kompetencer til at tage lederskab over hesten. For nogle af dem er rideterapi den eneste ting i deres liv, de gør af lyst, og det synes jeg er fantastisk.

Hvad er det værste ved dit arbejde?

Vi oplever desværre sommetider, at en ung forsøger at tage sit eget liv. Det er svært at acceptere, hvis man selv havde en opfattelse af, at det gik bedre med behandlingen. Jeg ser jo gennem arbejdet med hestene, at de unge har både kompetencer og passion. Så det kan være svært at forstå og acceptere, at de på grund af deres vanskeligheder ikke altid lykkes med at brede de evner ud over resten af deres liv.

Hvordan håndterer du det?

Det gælder om at være klædt på fagligt, når man arbejder med så sårbar en målgruppe. Heldigvis er det et krav fra mine arbejdsgivere, at jeg får supervision af en psykolog. Jeg kan især blive i tvivl om, hvornår jeg presser de unge for meget, men det giver mig en tryghed at vide, at jeg altid har et sted at vende min tvivl.