Mindre agressivitet med BBAUM

Case nr. 1: Kvinde med agressiv adfærd

BBAUM blev oprindeligt udviklet til en 84-årig kvinde med paranoid skizofreni og Alzheimer. Kvinden havde hallucinationer og var særdeles urolig og aggressiv. Hun slog personalet og de andre beboere på afdelingen, og derfor var de ansatte utrygge ved hende, mens de naboer, der kunne, skyndte sig ind i deres egen lejlighed, når hun viste sig i fællesområdet.

Kvinden havde tømt sin lejlighed ved at kaste inventaret ud af vinduerne, så der kun stod de store møbler tilbage. Ting i fællesområderne smed hun også ud af vinduerne. I lejligheden havde hun splittet komfur og skabe ad, ødelagt elinstallationer og smurt afføring på væggene.

Kvinden talte hele tiden med sine hallucinationer og var i konstant bevægelse en stor del af sine vågne timer. Hun kom jævnligt løbende ned ad gangen i fællesområdet, mens hun råbte og rev ting ned på sin vej. Hendes døgnrytme var meget ustabil, og hun var tit vågen om natten. Hun kunne være vågen i flere døgn, hvor hun var i konstant aktivitet for derefter at sove et halvt døgns tid, inden hun fortsatte med samme høje aktivitetsniveau.

Da BBAUM-forløbet begyndte, havde kvinden tilknyttet en fast vagt 24 timer i døgnet. Der havde været afprøvet diverse psykofarmaka og socialpædagogiske tiltag. Plejepersonalet gik tur med hende flere gange dagligt, så hun fik mulighed for at bevæge sig og bruge energi. Desuden havde der været afprøvet diverse former for sansestimulering. Ingen af tiltagene havde haft tilstrækkelig effekt.

I behandlingsforløbets første uge fik kvinden én daglig behandling fra mandag-fredag. Behandlingen blev givet lige efter frokost. Efter den første uge var kvinden fortsat urolig og vågen om natten, så derfor blev behandlingsfrekvensen øget til også at omfatte en aftenbehandling, der blev givet i forbindelse med, at hun skulle i seng.

Hver behandling varede ca. 45 minutter inklusiv den tid, der blev brugt på at skabe kontakt, følge hende på toilettet osv. I forbindelse med hver behandling blev der desuden brugt ca. 15 minutter på samtale med personalet for at arbejde med deres relationelle kompetencer samt evne til at være bevidste/reflekterende på den demente kvindes vegne.

I begyndelsen af forløbet var kvinden hypersensitiv samt taktil sky og kunne derfor kun rumme en meget enkel berøring. I forløbets første par dage faldt hun til ro, når der blev lagt en hånd på centrum (blid facilitering), mens andre former for berøring øgede symptombilledet. Efter et par dage kunne berøringen udvides til at omfatte tryk under den ene fod (dybe tryk) samtidig med, at der blev holdt en hånd på centrum (borgeren i sideliggende stilling).

Ved dette dobbeltgreb faldt hun til ro, mens uroen og talestrømmen blev forøget, hvis hånden på centrum blev fjernet, eller hvis der blev forsøgt andre former for berøring. Efter endnu et par dage kunne hånden på centrum fjernes, uden at det medførte øgning i symptombilledet, og der kunne arbejdes med begge hænder underhendes fødder.

Behandlingsindholdet blev på denne måde gradvist progredieret igennem forløbet, så det til sidst også omfattede kropsafgrænsning (dybe tryk) og brug af alle berøringerne i kombination.

Figurtekst: Adfærdsregistreringen af den 84-årige kvinde
Tallene angivet under adfærdsformerne er antal timer pr. uge. Uge 0 er baseline. I uge 1 blev der givet én daglig behandling mandagfredag. Fra og med uge 2 blev der også givet aftenbehandling.

Markant reduktion af aggressiv adfærd

Resultatet af behandlingsforløbet var en markant reduktion i urolig og aggressiv adfærd (se opgørelsen over adfærdsregistreringen). Kvinden kunne nu forholde sig i ro og fremstod glad samt mere velfungerende. Hun havde tidligere haft en karakteristisk humor, som hun begyndte at udvise igen. Samtalerne med hallucinationerne blev reduceret, og det blev nemmere for hende at samarbejde med personalet.

Hun fik en stabil døgnrytme, idet hun kunne falde i søvn hver aften og sove igennem om natten. Desuden holdt hun op med at ødelægge ting, smøre afføring rundt i lejligheden og kaste ting ud af vinduerne. Plejepersonalet var efterfølgende på loppemarked for at købe nips og andre ting til lejligheden, så hendes hjem blev genskabt. Det blev også muligt for plejepersonalet at køre tur med hende i plejecentrets bus, hvilket hun holdt meget af.

Case nr. 2: Kvinde med depressiv og agressiv adfærd

72-årig kvinde med depression og Alzheimer, der fremstod meget lidende og ked af det. Kvinden græd ofte og udtrykte ønske om at dø. Utallige gange hver dag spurgte hun efter sin ægtefælle eller søn og gav tydeligt udtryk for, at hun ville hjem. Ønsket om at komme hjem bevirkede, at hun forlod plejecentret for at lede efter sin mands bil på parkeringspladsen eller selv forsøgte at finde hjem til ægtefællen.

Når hun forlod plejecentret, kunne det være særdeles svært for personalet at få hende med tilbage. Kvinden slog ofte personalet og havde også slået andre beboere. Hun var hyperseksuel i både tale og handling, og hun befamlede det mandlige personale og forsøgte at kysse dem.

Generelt havde hun en meget urolig adfærd. Hun var ofte i bevægelse, flyttede rundt på ting, tog tøj af og på og havde flere lag tøj på. Hun talte uafbrudt i en stor del af sine vågne timer, og det var ofte vanskeligt at forstå hende, da ordsammensætningen ikke gav mening.

Hendes døgnrytme var ustabil, og hun havde vågne perioder hver nat. Kvinden havde svært ved at forstå verbal kommunikation, guidning og spejling, og det var vanskeligt for hende at samarbejde omkring toiletbesøg og andre hverdagsrutiner. Personalet kunne f.eks. ikke få hende i bad eller få lov til at vaske hende. Når de forsøgte, resulterede det i aggressivitet.

Figurtekst: Adfærdsregistreringen af den 72-årige kvinde før og efter to ugers BBAUM
Tallene angivet under adfærdsformerne er antal timer og minutter pr. døgn.

Da BBAUM-forløbet startede, havde kvinden tilknyttet fast vagt 24 timer i døgnet. Hendes psykofarmaka havde flere gange været reguleret af distriktspsykiatrien. Der havde været arbejdet med diverse socialpædagogiske tiltag, og hun sov med kugledyne. Plejepersonalet gik desuden lange ture med hende flere gange dagligt, så hun fik mulighed for at bevæge sig og bruge energi. Ingen af tiltagene havde haft tilstrækkelig effekt.

Kvinden fik tre behandlinger dagligt fordelt på formiddag, eftermiddag og i forbindelse med sengetid om aftenen. De to dagsbehandlinger varede ca. 20 minutter, mens aftenbehandlingen varede ca. 45 minutter. Behandlingerne blev udført i et samarbejde mellem plejepersonale og fysioterapeut, idet plejepersonalet udførte dagsbehandlingerne, mens fysioterapeuten udførte aftenbehandlingen. I weekenden udførte plejepersonalet alle behandlingerne.

Kvinden var glad for berøring, og det var nemt at komme til hende, så der var ingen begrænsninger i brugen af de forskellige behandlingsgreb. Der blev arbejdet med hånd på centrum (blid facilitering), hånd på respirationen (blid facilitering), midtlinjen (blid facilitering), kropsgrænser (dybe tryk), tryk under fødderne (dybe tryk) og kombinationer af de forskellige greb.

Desuden blev der arbejdet med plejepersonalets relationelle kompetencer og evne til at være bevidste/reflekterende på den demente kvindes vegne. Resultatet af behandlingsforløbet var en markant reduktion i urolig og aggressiv adfærd. Kvinden fremstod nu glad, rolig samt mere afbalanceret, og hun udtrykte ikke længere ønske om at dø. Den motoriske uro og talestrømmen stoppede, og det samme gjorde hyperseksualiteten.

Hun holdt op med at være dørsøgende og talte ikke længere om at skulle hjem. Hun efterspurgte heller ikke familien. Kvinden fik en stabil døgnrytme, da hun var i stand til at falde i søvn hver aften og sove igennem om natten.

Desuden blev det nemmere for hende at samarbejde med personalet. Hun kunne gennemføre bad uden at blive aggressiv og kunne bruge toilettet til toiletbesøg. Der blev observeret kognitive forbedringer, idet hendes tale blev relevant, og hun kunne nu genkende personer på billeder, hvilket hun ikke kunne før behandlingsforløbet. Desuden blev hun i stand til at koncentrere sig om simple aktiviteter som f.eks. at farvelægge en malebog.