Fysioterapeuter lærte fra sig i Ukraine

På et hospital tilser en fysioterapeut en patient, som har fået amputeret et ben. Efter først at have spurgt, om hun må kigge, undersøger terapeuten patienten og beder ham derefter om at komme op og stå på det raske ben. Fysioterapeuten ved, at mobilisering, bevægelse og aktivitet er afgørende for en hurtig og vellykket rehabilitering. Men denne patient er ikke i Danmark. Han har mistet sit ben i krigen i Ukraine og ligger på hospitalet i Lviv i det nordvestlige Ukraine.

Fysopterapeuten er imidlertid dansk. Og mens den ene halvdel af de lokale terapeuter måber ved synet af patienten, der bliver ‘jaget’ ud af sengen, suger den anden halvdel til sig med faglig nysgerrighed. De andre patienter på stuen følger med fra sengene og ønsker sig samme behandling.

“Der var helt klart en følelse af, at de patienter, som blev tilset af os, var de heldige,” siger Tilde Randsborg, der til daglig arbejder på Rigshospitalets børnefysioterapi.

Sammen med Rasmus Sylvest Mortensen og Paulette Larsen var hun i september 2022 fem dage i Lviv for at tilse patienter med krigsskader og undervise personalet. En tur, der gav et stort udbytte både fagligt og personligt.

Vil I med til Ukraine?

Det hele startede med, at Rasmus Sylvest Mortensen kort efter krigens start i foråret 2022 blev kontaktet af en større dansk velgørende organisation. Fonden ville starte et projekt i Ukraine med proteseforsyning og rehabilitering, fordi det lokale vidensniveau var lavt, og behovet desværre var blevet stort i forbindelse med krigen, også hos børn.

Han sagde ja til at deltage i projektet og tog alene afsted til Lviv første gang i juni. Herefter pegede han hurtigt på de to, han ville have med på sit team: Paulette Larsen, leder af rehabiliteringsafdelingen i Sahva og underviser i rehabilitering af benamputerede i ind- og udland, og Tilde Randsborg, der har speciale i traumer hos børn på Rigshospitalet i København. Både Tilde Randsborg og Paulette Larsen sagde ja. Men ikke uden betænkeligheder.

“Det er sjældent, at man bliver spurgt, om man vil tage ud og gøre nytte med det, man brænder for, og den faglige del af mig sagde straks: “Ja, det vil jeg vildt gerne!”. Her var jo en unik mulighed for at videndele. Men det kunne også være farligt, så jeg syntes også, at jeg skyldte min familie at tænke mig godt om,” siger Paulette Larsen.

Tilde Randsborg blev også tændt af den faglige og idealistiske ild.

“Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville ned og gøre en forskel, uden at tage et gevær i hånden, men med min faglighed. Men jeg var da spændt på, hvad vi mødte dernede. Min familie syntes ikke, at jeg var dagens helt i skysovs, men de havde en stor respekt og forståelse for, at jeg ville udfordre mig selv fagligt,” siger hun.

En anden virkelighed

Ud over de tre tog en bandagist med til Lviv, og der var masser af skader at tage fat på.

“De børn, jeg så, havde skader fra krigen. Der var teenageren, som var sprunget fra 5. sal for at undgå missiler og som havde store traumer. Der var børn, som ikke nåede at springe, men var blevet forbrændt på grund af missiler, og der var børn, som var blevet ramt af skudsalver, mens de legede,” siger Tilde Randsborg.

De tre fysioterapeuter opdagede snart, at standarderne for behandling var helt anderledes i Ukraine. Begreber som tidlig mobilisering og vigtigheden af den postoperative behandling er helt naturlige i den nordeuropæiske tradition, men sådan var det ikke der.

“De er stadig der, hvor man er tilbageholdende og afventer en bedring, mens patienten er passivt sengeliggende. I Danmark tilskynder vi bedring via aktiviteter, bevægelse og mobilisering,” siger Paulette Larsen:

“Vi har en helhedsorienteret tilgang med fokus på det menneske, vi behandler. I Ukraine er det lokalt skadede væv i fokus og behandles mere i stil med apparatfejlmetoden.”

Rasmus Sylvest Mortensen ønsker dog på ingen måde at kritisere de lokale terapeuter.

“De var virkelig engagerede og gjorde det bedste, de kunne, ud fra de forudsætninger de havde. De var totalt overbebyrdede med patienter og havde ikke meget tid til f.eks. at indføre ny praksis, men de var meget nysgerrige og engagerede,” siger han.

Smed patienterne ud af sengene

Den danske måde at gøre tingene på blev bemærket af ukrainerne.

“Vi prøvede at udfordre patienterne til at blive selvstændige, og noget af det lokale personale var ved at skvatte ned ad stolen over, at vi kunne finde på at bede en borger om at stå på det ene ben, når han nu manglede det andet. Det var nogle gange, som om de ventede på, at det manglende ben ville gro ud igen,” siger Ramus Sylvest Mortensen.

Andre terapeuter var meget imponerede over danskernes faglighed og aktive rehabilitering.

“Det var vildt at opleve, at vi efter få dage fik en særstatus, der gjorde, at alt, hvad vi sagde, nærmest blev opfattet som lov. Så vi fastlagde behandlingsplan, træningstider, opstart af kompressionsbehandling og blev hentet op til andre patienter og spurgt til råds.”

De danske terapeuter kunne se, at der blev arbejdet videre med deres metoder.

“Jeg spillede med en ballon og high-five’de med en dreng, som personalet kun havde haft i passiv behandling, men de kunne se, at det virkede, og allerede dagen efter var der flere aktiviteter i gang på gulvet i børnefysioterapien,” fortæller Tilde Randsborg.

Besværligt hierarki

Ikke bare behandlingens indhold var markant anderledes i Ukraine end i Danmark. Hierarkiet blev også taget særdeles alvorligt på det ukrainske hospital.

“Den opererende kirurg havde det sidste ord, og man kunne ikke som fysioterapeut kontakte operatøren direkte. Det faglige personale måtte først henvende sig til gang-sygeplejersken, som henvendte sig til afdelingssygeplejersken og derefter gennem flere læger til kirurgen, og så skulle det hele vejen tilbage igen,” siger Paulette Larsen.

Rasmus Sylvest Mortensen supplerer:

“De lokale fysioterapeuter spurgte tit: “Må vi det? Har I spurgt lægen?” De havde klare instrukser, og der var ikke meget plads til selv at tænke og eje behandlingen. Omvendt var der ting, de ikke vidste; for eksempel om en patient måtte vægtbære. Det vidste de ikke! Og de vidste ikke, hvorfor de ikke vidste det. Så de måtte igennem hele den der kæde af mennesker for at finde ud af det. Det tog flere timer, før man havde et røntgenbillede, og man kunne ikke gøre noget i mellemtiden.”

Små kroppe med krigsskader

I fem dage arbejdede de tre fra morgen til aften og havde dårligt tid til at spise.

Krigen mærkede de ikke meget til i Lviv, der på det tidspunkt var det sikreste sted i Ukraine.

“Vi var i den smukkeste by, det var sommer, og vi kunne sidde ude og hygge om aftenen inden spærretid kl. 22. Men næste dag kom vi jo op på hospitalet og så patienter, der var skadet af krig i det land, vi var i,” siger Tilde Randsborg, der dog sammen med Rasmus Sylvest Mortensen oplevede at måtte i beskyttelseskælder en enkelt gang på børnehospitalet, da luftalarmen gik. Især de tilskadekomne børn gjorde indtryk.

“Et er, at jeg kender skaderne på den lille krop, for dem har jeg jo set i 22-23 år. Men i konteksten var det hårdt at opleve,” fortæller Tilde Randsborg.

Særligt satte en dreng spor, som var blevet beskudt på en fodboldbane. Han havde skader på vitale organer og havde også fået bevægeapparatskader, herunder nerveskader.

“Han smilede og grinede for første gang, da vi spillede ballon,” fortæller Tilde Randsborg.

Patienter ind under huden

Selvom terapeuterne kun var af sted så kort, kom patienterne ind under huden på dem.

“Vi havde for eksempel en 70-årig mand, Alexander, der havde fået sprængt benet af, da han ryddede miner i sin egen baghave, så hans børnebørn kunne lege der. Første gang vi så ham, var han en trist ældre herre. Han var bange og ville ikke røre ved sin benstump. Terapeuterne arbejdede nænsomt med ham.

“Da vi havde haft ham i hænderne en time, fandt vi ud af, at han var gammel basketball-spiller,” siger Tilde Randsborg. Med den information gik de danske terapeuter i gang med at udfordre manden i at spille basket for at styrke hans balance.

“Vi spillede med ballon og kreerede et fiktivt net med bold,” siger Paulette Larsen.

“Han blomstrede op under behandlingen, og hans kone sagde, at det var de første smil i månedsvis.”

Små dryp

Alle tre fysioterapeuter kom hjem med en masse indtryk og oplevelser – og med en stolthed over deres egen faglighed.

“Det var et stort rygklap, at vi kunne få det hele vendt op og ned og så alligevel levere noget af høj faglig kvalitet, selv om konteksten var så flydende. Vi leverede et produkt på et højt plan,” siger Tilde Randsborg.

Siden de tre var afsted, er det desværre blevet farligere at være i Ukraine, og en tur tilbage er ikke på tegnebrættet lige nu. Men Rasmus Sylvest Mortensen er i gang med at forberede et undervisningsforløb for ukrainske fysioterapeuter, der kan komme til Danmark og lære om proteser og rehabilitering – hvis de kan undværes i Ukraine. Både Tilde Randsborg og Paulette Larsen er dog klar til at tage af sted igen, hvis muligheden opstår.

“Vi fik startet nogle små dryp, der kan blive til store søer,” siger Paulette Larsen.

“Men hvis bare fem fysioterapeuter kan komme herop og blive undervist, så kan det gøre en kæmpe forskel,” siger Tilde Randborg.