Patienter med fodsår må gerne træne

Thomas Vedste Aagaard stødte ofte på diabetespatienter med fodsår i sit arbejde på Holbæk og Slagelse Sygehus. Når han blev tilkaldt, var det for at vurdere, hvordan patienterne kunne komme fra A til B – for eksempel for at aflægge et toiletbesøg. Anbefalingen var nemlig, at de skulle bevæge sig mindst muligt. En anbefaling der, som Thomas Vedste Aagaard fortæller det, var ‘udstukket af læger og sygeplejersker og ikke baseret på evidens’.

“Der var noget, der strittede på mig som fysioterapeut. Når jeg mødte diabetespatienter med fodsår, der fortalte, at nu havde de været passive i syv måneder, fordi deres læge havde sagt, at de bare skulle have en støvle på og sidde i sofaen, tænkte jeg, at det må vi kunne gøre bedre,” siger Thomas Vedste Aagaard.

Han gik derfor i gang med et ph.d.-projekt. Formålet var at undersøge, om det er skadeligt for patienterne at træne, og om det endda kunne have en gavnlig effekt.

Mange bliver henvist til kørestol

“At have et diabetisk fodsår er ekstremt alvorligt. Der er høj risiko for amputationer og dødsfald. Et åbent sår på foden er indgangsport for en masse bakterier. Der kan gå infektion i såret, og det kan medføre, at man skal amputere en fod eller et ben. Helt grelt kan man dø af det. Inden for en femårig periode er risikoen for at dø ca. 50 procent, hvilket er en større risiko end af visse typer af cancer”, forklarer Thomas Vedste Aagaard. I dag består behandlingen til patienterne ofte i aflastende fodtøj. Nogle gange får patienterne gips eller beskyttende støvler på, andre gange bliver de placeret i en kørestol. Udfordringen er, at sårene kan være måneder og år om at hele, hvis de nogensinde gør det. Paradokset er, at sårene sidder på personer, der har diabetes og derfor ofte også har problemer med nyrer og hjerte og ville have ekstra godt af fysisk aktivitet.

“Samtidig er det enormt frihedsindskrænkende for patienterne. De kan jo ikke køre bil eller handle ind med en stor støvle på,” siger han.

Han fortæller, at mange patienter først bliver set af en fysioterapeut meget sent i forløbet. Som eksempel nævner han en mand, som havde fodsår i halvandet år, hvor han blev bedt om at være passiv. Han fik amputeret underbenet, og først bagefter mødte han en fysioterapeut, som bad ham om at være aktiv.

“Det er jo både uhyggeligt og sørgeligt, at en fysioterapeut ikke har haft fat i ham før,” siger han.

Næsten ingen evidens for passivitet

Thomas Vedste Aagaard har forsket i emnet siden 2019. I den forbindelse har han undersøgt, hvorvidt der er evidens for, at fysisk træning skader ophelingen af fodsår. Det viste sig, at der er skrevet forbavsende få artikler om emnet.

“Hvis nogen allerede havde lavet træningsstudier, jeg kunne læne mig op ad, kunne man måske bare implementere dem i Danmark. Men min gennemgang viste, at meget få havde skrevet artikler om emnet, og jeg syntes heller ikke, at kvaliteten af forskningen var i top, når man kiggede den efter i sømmene,” siger han.

Thomas Vedste Aagaard har også interviewet patienter med diabetiske fodsår om deres forhold til fysisk aktivitet. Hvad fyldte for dem? Hvordan havde de det med at skulle forholde sig passivt? Og hvad gjorde de helt konkret, hvis de skulle ud at handle eller hente børnebørnene?

Patienterne fortalte blandt andet, at de følte sig begrænsede, og at de ikke altid overholdt formaningen om at sidde helt stille – blandt andet fordi mange ikke kan mærke smerten fra såret.

“Når man har haft dårligt reguleret diabetes i mange år, kan nerverne begynde at gå i stykker, og det kan føre til nervebetændelse, hvilket blandt andet betyder, at man kan have svært ved at mærke sine fødder.”

Forsigtig træning til patientgruppen

Næste skridt i Thomas Vedste Aagaards forskning var at udvikle og afprøve et træningsprogram i samarbejde med patienter. Sårene sidder ofte på hælen eller på ydersiden af tæerne, hvor man træder. Det gør det vanskeligt at finde en træningsform, som ikke belaster såret, og som giver huden ro.

“Det handler ikke om at danse squaredance eller løbe maraton. Men det kan være at sidde ned og cykle på en motionscykel, lave benløft og styrketræning af resten af kroppen. Vi skal have pulsen op og blodet rundt i kroppen. Mange gentagelser, men mindst mulig belastning på det ben, hvor såret sidder,” siger han og uddyber:

“Øvelserne skal øge blodgennemstrømningen ned til benene, for det er vigtigt for, at såret kan hele.”

Desværre var det ikke nogen nem sag at hverve forsøgspersoner. Thomas Vedste Aagaard mener selv, at det blandt andet skyldtes corona, men også den mangeårige – og altså ifølge ham – formentlig misforståede tilgang.

“Hidtil har sundhedspersonale jo rådet til immobilitet, og en del patienter er derfor meget forsigtige, når de hører ordet træning,” siger han.

Træningsprogram gav muskelmasse og energi

Det lykkedes dog den ph.d.-studerende at køre tre patienter gennem programmet. Ingen af dem oplevede en forværring af deres tilstand. Derimod fik de opbygget mere muskelmasse, bedre kondition og oplevede at få mere energi i hverdagen. Patienterne havde dermed god gavn af træningen. Og frem for alt forværrede træningen ikke sårene, fortæller han.

Studiet er lille, men Thomas Vedste Aagaard har netop modtaget forskningsmidler, så han kan udvide det til en eller flere kommuner. Her vil han afprøve træningen på flere patienter, i omgivelser tættere på deres hjem, hvilket forhåbentlig gør det nemmere at få patienter med. I sidste ende håber han, at hans forskning vil give fysioterapeuterne i kommuner og på hospitaler noget at støtte sig til, når de møder patientgruppen.

Er du sikker på, at træningen ikke skader patienterne?

“Nej. Men der er ikke noget i forskningslitteraturen der tyder på, at det er skadeligt. Men vi skal være opmærksomme på, at træner de forkert, så kan sårene springe op, og der skal ikke meget til for at skabe et nyt sår hos disse patienter. Derfor er vi nødt til at spørge hver gang, vi møder dem, om der er sket noget siden sidst? Hvordan sidder skoene, er de for løse eller stramme? Målgruppen skal så at sige holdes i hånden.”

Thomas Vedste Aagaard afslutter sin ph.d. i februar 2023, og hans håb er, at den nye viden kommer ud at flyve hos læger og fysioterapeuter i almen praksis, på hospitaler og i landets kommuner. Han vil gerne videreudvikle en værktøjskasse, med træning til personer med diabetiske fodsår, som andre kan bruge som inspiration.

”Det er klart, at en diabetespatient med fodsår ikke skal i hænderne på en gymnasieelev i Fitness World, men henvises til en uddannet fysioterapeut,” siger han.