Svært at komme afsted til verdens brændpunkter

Hvis danske fysioterapeuter har lyst til at drage ud i verden og hjælpe folk, der er ramt af krig, naturfænomeners hærgen eller humanitære katastrofer, bør de kontakte udenlandske nødhjælpsorganisationer. Danske nødhjælpsorganisationer har nemlig ikke tradition for at udsende fysioterapeuter.

Sådan lyder det fra Rasmus Sylvest Mortensen, der var en af tre fysioterapeuter, der i september rejste til Ukraine for at assistere ukrainske fysioterapeuter med at hjælpe ofre for krigen. Turen til Ukraine var ikke Rasmus Sylvest Mortensens første erfaringer med opgaver i et kriseramt land.

I 2008 fik Rasmus Sylvest Mortensen lyst til at benytte sin faglighed til at hjælpe nødstedte befolkningsgrupper, men det lykkedes imidlertid ikke at komme ud med en dansk organisation. I stedet kontaktede han den belgisk-franske organisation Handicap International, der har 4.000 ansatte og opererer i 55 lande.

“Handicap International er specialiseret i at sende fysioterapeuter ud i felten. Det samme gør sig desværre ikke gældende for danske nødhjælpsorganisationer, og det synes jeg er rigtig ærgerligt,” siger Rasmus Sylvest Mortensen.

Handicap International sendte ham til Myanmar i seks måneder som projektleder. Landet var ramt af en naturkatastrofe, og Rasmus Sylvest Mortensens arbejde bestod i at rejse rundt i katastrofeområdet for at få overblik over omfanget af tilskadekomne og hvilke skader, der typisk var tale om. Ud fra de indsamlede data blev det besluttet at oprette to genoptræningscentre i katastrofeområdet. Inden Rasmus Sylvest Mortensen igen forlod landet, havde han været med til at ansætte lokale terapeuter og skaffe lokaler og udstyr til de to centre.

Fysioterapeuter en sjældenhed

I Danmark hører det til sjældenhederne, at nødhjælpsorganisationer sender fysioterapeuter ud i verden. Folkekirkens Nødhjælp oplyser, at organisationen ikke udsender fysioterapeuter eller andre specialister. I stedet benytter Folkekirkens Nødhjælp sig som hovedregel af samarbejder med lokale partnere. Kun når det er projekter, der handler om minerydning, sender organisationen specialister afsted. Der er kun enkelte undtagelser for denne praksis.

Til dem hører et projekt i Myanmar, hvor en bandagist blev udstationeret for at efteruddanne lokale fysioterapeuter til at betjene et proteseværksted og en mobil proteseklinik. Her foregik samarbejdet med den lokale organisation The Leprocy Mission Myanmar.

Røde Kors’ afdeling i Danmark har heller ikke tradition for at udsende fysioterapeuter. Organisationen har et netværk – et såkaldt roster – bestående af læger og sygeplejersker, som kan udlånes til International Røde Kors (ICRC), der udsender nødhjælpspersonale til krigsområder. Men indtil videre er der ingen fysioterapeuter i netværket. For at blive tilknyttet netværket, skal man have mindst to års international erfaring fra kriseområder. Desuden skal man kunne tale flydende engelsk samt mindst et andet fremmedsprog – eksempelvis fransk eller arabisk.

Den danske afdeling af Læger Uden Grænser er den eneste af de tre organisationer, som Fysioterapeuten har kontaktet, der har erfaring med at udsende fysioterapeuter, dog i meget begrænset omfang.

Tælles på en hånd

Ifølge katastrofetalsperson Stine Bloch Jensen kan antallet tælles på én hånd, og i øjeblikket er der ingen af de mellem 50 og 70 danskere, som Læger Uden Grænser årligt sender ud i verden, der er fysioterapeuter.

“Vi har typisk sendt fysioterapeuter ud til behandling af traumepatienter og patienter, der generelt har brug for genoptræning. Men vi sender i langt overvejende grad sygeplejersker og læger ud, og desuden er langt den største andel af vores ansatte lokale folk,” siger Stine Bloch Jensen.

Hun anerkender, at fysioterapeuter spiller en væsentlig rolle med hensyn til genoptræning af patienter.

“Der er jo brug for fysioterapeuter overalt, især når det gælder træning af traumepatienter, men til de opgaver, som Læger Uden Grænser løser, er der især brug for sygeplejersker og læger,” siger Stine Bloch Jensen.

Tre uger i Belgien

Rasmus Sylvest Mortensen måtte i 2008 en tur til Belgien til tre ugers introduktion, inden Handicap International sendte ham videre til Myanmar.

“Hvis man som dansker vil ud med en nødhjælpsorganisation, må man kigge ud over landets grænser,” konstaterer han.

Inden han drog til Myanmar og igen for nylig til Ukraine, vægtede han nøje fordele og ulemper ved at rejse ud: Risiko kontra oplevelsen.

“Det lyder måske lidt underligt, men det var oplevelsen af at komme ud på eventyr, der tiltrak mig. I Myanmar befandt jeg mig desuden godt med at stå med et stort ansvar, der indebar, at der skulle træffes hurtige beslutninger,” siger Rasmus Sylvest Mortensen.

Handicap International sørgede for alle forberedelser vedrørende forsikringer og nødvendige vaccinationer, men trods alle sikkerhedsforanstaltninger, er der altid en risiko forbundet med at rejse til et katastrofeområde som Myanmar.

“I det floddelta, som jeg befandt mig i, var der for eksempel risiko for at få denguefeber,” forklarer han.

Denguefeber skyldes infektion med denguevirus, som spredes med myg. Der findes ingen vaccination eller behandling mod denguefeber, og bliver man udsat for smitte flere gange, kan denguefeber have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser.

Da han sammen med to kolleger drog til Ukraine i september på et fem-dages ophold, var det også med en nøje kalkule af forholdet mellem risiko og oplevelse.

Ukraineturen blev gennemført uden en professionel nødhjælpsorganisation i ryggen, og derfor måtte han og kollegerne selv stå for risikovurderingen.

“På det tidspunkt lå Lviv, som vi opholdt os i, uden for krigszonen, og via vores lokale kontakter fik vi tjekket, at der var eksempelvis beskyttelsesrum på de hoteller og hospitaler, vi opholdt os på. Vi tjekkede også, at vi var dækket af både livsforsikring og arbejdsskadeforsikring. Det eneste, vi ikke var dækket af, var evakueringshjælp, men der var kun 80 kilometer til den polske grænse, så hvis der skulle ske noget, kunne vi forholdsvis hurtigt komme ud af landet,” forklarer Rasmus Sylvest Mortensen.