Mobilisering er kommet i fokus på intensiv

Sidste nummer af Fysioterapeuten gav et indblik i fysioterapeut Katrine Astrup Sørensens arbejdsliv, som det tager sig ud på intensiv- og opvågning-afdelingen OVITA på Århus Universitetshospital. Fysioterapeuter er ikke noget ukendt syn på intensivafdelinger, men det er ikke almindeligt, at fysioterapeuten indgår som en fast del af det tværfaglige team omkring patienterne, som tilfældet er i Aarhus.

Også på Intensiv Terapiklinik på Rigshospitalet skiller en intensiv afdeling sig ud for så vidt angår tilstedeværelsen af fysioterapeut. Her har oversygeplejerske Susanne Sebens nemlig valgt at finde ressourcer til fast fysioterapeut i afdelingen.

For mange tryksår
”Vi kan ikke forsvare, at vi giver patienterne decubitus, når vi bruger så mange ressourcer på at holde liv i dem”, forklarer Susanne Sebens om baggrunden for beslutningen om at afsætte ressourcer til en fysioterapeut.

Hun og hendes kolleger i afdelingen oplevede, at teknologien var kommet til at fylde så meget, at den var kommet til at skygge for mobiliseringen af patienterne. 28 procent af patienterne på afdelingen havde begyndende tryksår, ligesom den manglende mobilisering førte til tab af muskelmasse.

Det manglende fokus på mobilisering viste sig blandt andet i, at afdelingen kun havde to stole til at mobilisere 18 patienter i, og en del af løsningen blev at investere i for eksempel flere stole, glidestykker, fodcykel og loftlifte med forskellige løftestykker. Og samtidig blev der tegnet kontrakt med terapiafdelingen om 25 timers fysioterapeut pr. uge som supplement til de fysioterapeuter, der følger med fra patienternes stamafdelinger.

”Det var bare en idé…”, fortæller Susanne Sebens, men tilføjer, at ideen udspringer af en blind tillid til, at tværfaglighed gavner den samlede indsats. Jeg tror grundlæggende på, at den enkelte faggruppe ikke kan ret meget alene. Det er, når de kompetencer, vi har hver især, kommer i spil, at vi kan løfte det enkelte patientforløb”.

Ressourcerne til den ekstra fysioterapeut er taget fra afdelingens driftsbudget, men Susanne Sebens understreger, at der ikke er gået ressourcer fra plejen. ”Vi havde i forvejen ikke en særlig høj normering, så det kunne jeg slet ikke forsvare”, siger hun.

Fast procedure
Proceduren for mobilisering ligger fast: Alle patienter scores til fem kategorier i forbindelse med den daglige stuegang, hvor både læge, sygeplejerske og fysioterapeut så vidt muligt deltager, og den valgte mobiliseringsgrad noteres på et skilt ved patientens seng, så alle kan se, om der er tale om en patient, der ikke må mobiliseres eller en, der skal op at gå med rollator eller noget midt imellem.

Og det virker. Antallet af patienter med begyndende tryksår er på to år faldet fra 28 procent til kun 7 procent, og stamafdelingerne melder, at de får patienterne tilbage i bedre form både psykisk og fysisk, end de gjorde før.

Desuden har fysioterapeutens tilstedeværelse på afdelingen betydet et faldt i antallet af arbejdsskader som følge af tunge løft og forkerte arbejdsskader. Tallene er ikke endeligt gjort op, men Susanne Sebens er ikke tvivl om, at de 25 timers fysioterapeut er en god investering: ”Det er først nu, vi kan begynde at stille et regnestykke op, men jeg er helt sikker på, at der er en gevinst, der kan måles”.

Susanne Sebens har for nylig fortalt om gevinsterne ved at investere i fysioterapi på intensivafdelingen i tidsskriftet Sygeplejersken under overskriften ”Godt arbejdsmiljø og færre tryksår går hånd i hånd”. Heller ikke her opstiller hun et egentligt regnestykke, men lægger op til at læseren selv kan tænke sig til facit, for som hun spørger i artiklen: ”Hvad er dyrest – en fysioterapeut i 25 timer eller 10 sygemeldte sygeplejersker?”

Der mangler evidens
Hvor Susanne Sebens på Intensiv Terapiklinik mere eller mindre har handlet pr. gehør, er en anden afdeling på Rigshospitalet, Thoraxanæstesiologisk Intensiv, gået i gang med et projekt, der skal dokumentere effekten af tidlig mobilisering af patienter, som behandles med respirator i mere end 48 timer. MIT-projektet (early Mobilisation in Intensiv Therapy) er et fælles projekt med Intensivt afsnit på Slagelse Sygehus, hvor klinisk sygeplejespecialist Anne Skafte er en del af projektledelsen.

Ideen til en mobiliseringsundersøgelse i Slagelse opstod i forbindelse med vejledning på en specialuddannelsesopgave, hvor det viste sig svært at finde systematiske undersøgelse vedrørende mobilisering, og senere opstod den fælles interesse mellem Slagelse og RH, der er resulteret i det projekt, der nu er i gang på tværs af de to afdelinger.

Projektet, der er et før/efter interventionsstudie er i øjeblikket i observationsfasen, går ud på at beskrive den nuværende mobiliseringspraksis for siden at kunne sammenligne med resultaterne for de patienter, som modtager den systematiske mobilisering. Ifølge Anne Skafte afhænger den nuværende mobiliseringspraksis af personalets erfaring, og den uerfarne sygeplejerske eller fysioterapeut har ofte svært ved at overskue at mobilisere patienten, som typisk er ustabil og tilkoblet meget monitoreringsudstyr.

”Det er endnu ikke kendt viden, hvor tidligt den intensive patient kan mobiliseres, og det er vores antagelse at patienten bliver i sengen længere, end det er nødvendigt. Desuden er det min oplevelse, at patienten først mobiliseres til stol via lift, en forholdsvis passiv mobilisering. Her er der ikke så megen opmærksomhed mod patientens aktive deltagelse gennem for eksempel balanceøvelser”, siger Anne Skafte.

Projektet har til formål at validere et mobiliseringsprogram og efterprøve den hypotese, at tidlig systematisk mobilisering reducerer patienternes indlæggelsestid og giver hurtigere tilbagevenden til selvstændigt funktionsniveau og hermed en forbedret livskvalitet.

Selvom indsatsen foretages på intensivt afsnit forventes effekten først at kunne ses i stamafdelingen eller efter udskrivelsen, fortæller Anne Skafte. ”Her i afdelingen er patienterne meget fysisk svækkede. De test vi indtil videre har fortaget på patienten ved udskrivelsen fra afdelingen, peger mod et stærkt forringet funktionsniveau i forhold til at klare daglige fornødenheder som at spise, bade, rejse sig eller gå”.

Den fysioterapeutiske indsats på Intensivt afsnit i Slagelse går i dag udelukkende på lungeterapi og kontrakturprofylakse og har ikke fokus på mobilisering, fortæller Anne Skafte. På Thoraxanæstesiologisk Intensiv på RH deltager fysioterapeuten derimod allerede i dag i mobiliseringen. I undersøgelsen er det planlagt at fysioterapeuten bistår sygeplejersken med at screene patienten til mobiliseringsfase 1,2 eller 3. Patienterne mobiliseres tre gange i døgnet – i dagtimerne ved fysioterapeut og sygeplejerske, mens aftenvagten mobiliserer alene.

Interventionsfasen går i gang til efteråret, og de første resultater forventes at foreligge i juni 2013.