Vendte hjem med overvægt af faglig stolthed i bagagen

Budskab

Du kan ikke tage til Sierra Leone, verdens femte fattigste land, uden at komme hjem som et forandret menneske og uden overvægt i form af ekstra faglig stolthed i bagagen.

For mig har de seks måneder, jeg tilbragte som frivillig fysioterapeut dybt inde i Sierra Leones jungle med vilde mangostorme, hårde tørkeperioder,primitive forhold og dybt trængende patienter, været som at træde ind i en total parallelverden.

Du fatter ganske enkelt ikke, at mennesker kan leve så forskelligt. Der var 45 sygeplejeassistenter og to uddannede sygeplejersker, som dækkede op til 100 patienter i døgndrift med et minimum af hjælpemidler.

Først virker det som et chok, men så begynder du at arbejde med de få ting, du kan få fat i – jeg fandt f.eks. ud af, at cykelslanger er glimrende i mangel af elastikker. Det var nok for ham, der skulle oparbejde tilstrækkelig styrke i sit raske ben til at stå på det efter at have fået amputeret det andet.

Opholdet i Sierra Leone har været en reminder for mig, om hvor vigtig især viden er. Selv basal vidensdeling, som jeg praktiserede ved at uddanne fire fysio-assistenter, physio aids.

Da jeg kom var der ingen fysioterapi på stedet, og da jeg forlod Masangas Venner (navnet på organisationen, red.), var der pludselig otte hænder, der kunne pleje sår og genoptræne patienterne. Mit simple budskab er: Hvis du har glemt, hvorfor du læste fysioterapi og er i tvivl, om du gør en forskel, så tag til Afrika!

Slægtskab

Jeg er flasket op med fysioterapi, fordi min mor er fysioterapeut og har arbejdet på hospital. Så selvfølgelig var fys det eneste, jeg i hvert fald ikke skulle være. Som ung virker det for nemt at uddanne sig til det samme som sine forældre, man vil helst finde sit eget.

I en del år var jeg i tvivl om, hvad jeg ville, overvejede folkesundhedsvidenskab og en overgang også medicin, indtil det på et vist tidspunkt gik op for mig, hvor vanvittigt korte patientforløb, du har som mediciner. Jeg endte altså med alligevel at gå min mor i bedene, og gudskelov for det.

Min mor har altid haft ”gode hænder”, og det har jeg til min store glæde arvet fra hende. Forleden kom vi til at tale om, at vi begge to havde registreret, at vi tit har stået med en patient og tænkt: ”Jamen, hvorfor har man dog ikke prøvet sådan her med ham/hende?” Det kommer måske til at lyde lidt forkert, men vi er åbenbart gode til at fornemme væv.

I øjeblikket er alternativ behandling lidt et fyord i vores fag, men hvad med alle dem, vi ikke kan forklare, udrede, kategorisere, veje og måle, skal de ikke have hjælp på en eller anden måde?

Vildskab

Jeg står off piste på ski, har roet kapkajak og kitesurfet. Jeg elsker i det hele taget sport og rejser.

Der skal helst ske noget, jeg vil gerne opleve så meget som muligt. Derfor kunne man også let tro, at det var ren eventyrlyst og vildskab, der hev mig til Afrika. Men den beslutning trækker også på nogle andre egenskaber i mig, nemlig på behovet for at se en dybere mening med tingene og gøre en forskel.

Jeg vidste allerede, da jeg søgte ind på fysioterapeutuddannelsen i Aarhus i 2005, at jeg ville til Afrika som fysioterapeut på et tidspunkt. Jeg nåede dog at få fire års klinisk erfaring som ballast, bl.a. hos Quick Care, hvor jeg var i 3½ år, før jeg tog springet.

Makkerskab

Min kæreste Christoffer og jeg rejste til Masanga sammen for at udleve en fælles drøm. Han er sygeplejerske, og vi havde ikke kendt hinanden ret længe, før han proklamerede: ”Jeg skal til Afrika og arbejde på et tidspunkt”, og det var jo sjovt, eftersom jeg havde gået rundt med præcis samme tanke.

I organisationen Masangas Venner fandt vi de rammer, vi ledte efter. Vi kunne komme af sted sammen og arbejde med hvert vores fagområde.

Den danske læge Peter Bo Jørgensen genåbnede hospitalet for syv år siden og har løbende haft mange danske frivillige tilknyttet, men Christoffer og jeg var blandt de første, der blev udsendt for at arbejde på selve hospitalet.

Før vi tog af sted, skulle vi lave projektbeskrivelser for, hvad vi ville opnå dernede – jeg havde en meget åben beskrivelse, mens Christoffer skulle udvikle og kvalitetssikre plejen og højne hygiejnen.

Det har været godt at være sammen om denne rejse, fordi det på alle måder er en parallelverden, du træder ind i. I regnsæsonen falder der op til fem meter vand på få måneder, og hospitalet ligger inde i junglen med kæmpestore vilde mangotræer. Når det er tørt, er det 45 grader i skyggen. Folk bor i lerhytter, glem strøm og vand. Sierra Leone var smadret af borgerkrig indtil for tolv år siden, så folk er virkelig trængende.

Christoffer var en stor støtte for mig, både i forhold til de frustrationer, jeg følte, når jeg ikke kunne hjælpe tilstrækkeligt, og helt lavpraktisk: Hvordan plejer jeg det sår? I Sierra Leone er sårpleje en del af det fysioterapeutiske arbejde, og selv om der var ansat tre mænd til det, var det langt fra nok. Måske kan du regne ud, hvordan folks sår så ud, da jeg kom som den første fysioterapeut i årevis?

Venskab

På min morgenløbetur, som foregik senest kl. 6.30 af hensyn til varmen, mødte jeg tit et hold lokale minearbejdere på vej til job. Når jeg løb forbi dem, råbte de: ”Thank you for running!”. Er det ikke vildt?

Herhjemme ville man blive mistænksom, hvis folk sagde noget pænt og opmuntrende, når man løb forbi, endsige takkede. I Sierra Leone er folk taknemmelige og glade for, at vi frivillige er til stede og hjælper dem med at bygge landet op igen.Jeg hørte ordet ”momo”, som betyder tak, fra morgen til aften, mens jeg var der. Tak for dit, tak for dat.

Måske var det derfor, jeg ikke havde én eneste off-dag og sprang glad ud af sengen om morgenen for at gå på arbejde.

Det hospital, jeg var på, har engang før krigen været kendt som et godt hospital indenfor fysioterapi, så da jeg kom, løb jungletrommerne i de nærliggende landsbyer: ”Physiotherapy has come back! Physiotherapy has come back!”.

"De lange indlæggeser - halve til hele år - gør, at man får en meget tæt relation til de
indlagte, store som små. Børnene er alle steder på hospitalet og følger gerne med i alt, hvad
vi laver. De har et fantastisk humør og energi på trods af svære kontrakturer og kroniske
sår".

Uvenskab

Du bliver ikke populær af at påpege fejl og mangler, heller ikke i en velgørende organisation. Men jeg kunne ikke lade som ingenting, for hospitalet var præget af, at der var hovedfokus på det kirurgiske og ikke på den postoperative pleje på afdelingerne.

De knoklede det bedste, de havde lært og havde opbygget et velfungerende operationsteam, men bagefter lå patienterne immobiliserede med liggesår, kontrakturer og manglende sårheling i halve og hele år. Nogle af dem havde op til 4-5 cm forkortede akillessener, og folk, som måske kom ind med et sår, pådrog sig i stedet andre komplikationer og lidelser i bevægeapparatet, mens de var indlagt.

Djævelskab

I det sierraleonske samfund kæmper man mod fattigdom, manglende uddannelse og mod fortidens skygger i form af stammeregler, der virker på tværs af love og sund fornuft.

Som udsendt skal du være klar over, at det stadigvæk er medicinmanden, der bestemmer alt, også om folk overhovedet må opsøge en læge eller henvende sig på et hospital. Når folk er syge, går de til ham først og spørger om lov. Heksedoktoren kan ødelægge uskyldige menneskers liv ved at praktisere sort magi, f.eks. bruge en witch gun.

For os ser det komplet latterligt ud, for han bruger alt fra enden af en paraply til en træpind til at forhekse sine ofre med, når han peger på dem og ”skyder”. Men for dem er det drabelig alvor, folk besvimer, taler i tåger og hele familier bryder sammen og hævder, at de har set de små sorte kugler krybe ind i kroppen på ”den forbandede”.

Når du har fået én heksedoktors forbandelse på dig, er du nødt til at finde en anden heksedoktor, der kan ophæve den – ellers kan det gå grueligt galt for dig og din familie. Det er djævelsk alvor!

Galskab

På hospitalet lå den smukkeste pige. Tynd og meget indelukket. Hun var blevet voldtaget af sin far, hvilket havde medført en mental lammelse af begge ben og højre arm.

Pigen havde ligget i en seng i to år, da jeg kom, så hvis hun rent fysiologisk havde været i stand til at gå før, kunne hun i hvert fald ikke mere. To år uden mobilisering havde medført svære kontrakturer i alle led, så den benede pige var stiv fra skuldre til ankler. Området over bækkenet var ”ædt” væk af dybe væskende liggesår. Hendes knæ så lige sådan ud.

Det gode ved, at niveauet er så ufatteligt lavt, er, at du kan gøre så stor forskel. I pigens tilfælde opnåede vi en 80 graders fleksion i hoften, hvilket gjorde det muligt for hende at komme op at sidde i en kørestol og komme væk fra hospitalets fire vægge.

Hendes skønne væsen og optimisme gjorde stort indtryk på mig, hun var den mest intelligente unge pige, og den der talte bedst engelsk af alle.Derfor var det næsten også ubærligt, da jeg en dag fangede hende i et sort øjeblik, hvor hun sagde. ”Hvad skal der blive af mig? Jeg ligger jo bare her”, mens tårerne trillede ned ad kinderne.

(Ny)skabelse

- Jeg føler, at jeg har været med til at skabe noget betydningsfuldt i Sierra Leone i og med,
at jeg har uddannet landets fire første fysioassistenter.

Onsdag før jeg rejste tilbage til Danmark, indviede vi den ”nye” træningssal, som var en gammel bygning, som jeg havde fået inddraget til træning og behandling. Den var ikke fancy, men der var trapper og barrer til gangtræning, yogamåtter og bolde. Men selve lokalerne var nu ikke det afgørende den dag.

Det var derimod certificering af ”mine” studerende, der fra da af kunne kalde sig de første physio-aids på Masanga hospital og i hele Sierra Leone. Det var meget større end
de ydre bygninger for mig.

Der eksisterede reelt ikke en fysioterapeutuddannelse i Sierra Leone, da jeg kom, og jeg sammensatte selv det pensum i anatomi, patologi og fysiologi, de fire studerende blev undervist i. Det var på et meget højt fagligt niveau, og jeg sørgede for at få uddannelsen godkendt af og optaget på Tonkolille District College.

"Kroppens og dens opbygning med led, knogler og muskler er ikke barnelærdom, som den er herhjemme. Det var derfor en helt ny verden, der åbnede sig for de studerende, da vi præsenterede dem for anatomien. Det er fantastisk spændende og udfordrende at skulle undervise på så basale niveauer".

Jeg var indimellem i tvivl, om jeg forlangte for meget af mine studerende. Derfor var det ekstra rørende at opleve, at de alle fire bestod med glans, efter at de i tre måneder havde knoklet med praktisk undervisning om formiddagen og teori om eftermiddagen. De var så stolte, og jeg var så stolt - over dem og det, vi sammen have opnået.

Til receptionen kom en af Sierra Leones indfødte fysioterapeuter (der er fire fysioterapeuter i landet, alle uddannet i udlandet, red.). Han ønskede tillykke og bød mine studerende ”velkommen i fagforeningen”. Der blev klippet snore og drukket sodavand, og jeg holdt en tale, hvor jeg gennemgik milepælene i mit ophold. På seks måneder var det lykkedes for mig – én fysioterapeut – at etablere en uddannelse, som der i den grad var brug for, og som nu er en del af det faste uddannelsesudbud på Tonkolille District College, og på den måde udbrede fysioterapien fra Masanga ud til resten af Sierra Leone.

Følgeskab

Min efterfølger, Majbrit Hansen fra Aalborg, er allerede godt installeret i Masanga, og det føles godt. Hun fortsætter, hvor jeg slap med at løse de daglige fysioterapeutiske opgaver, som der er mange af i et land, hvor f.eks. amputationer er hverdagskost.

Hun underviser hver torsdag, men hendes opgave bliver især at organisere den daglige pleje og de ansatte. For det er én ting, som der virkelig er brug for, og som jeg slet ikke nåede til bunds i.

Hvem kommer som afløser, hvis nogen kommer for sent? Eller er syge? I Afrika tænker man cirkulært, noget i retning af ”det, jeg ikke når i dag, når jeg i morgen… eller en anden dag”. En sierraleoner føler sig ikke tarvelig, fordi han glemmer en aftale eller kommer for sent, hvilket er sindssygt frustrerende for os vesterlændinge rent arbejdsmæssigt. Vi har brug for systemer og planer – og det har patienterne i øvrigt også. Men på det menneskelige plan kan de lære os meget, disse stærke mennesker, der er så taknemmelige for så lidt.