Hvordan får man fat i ”de unge?”

”Hvordan kommunikerer vi med fremtiden”? Dette simple spørgsmål var temaet for to dages konference for 62 medlemmer af Danske Fysioterapeuters fem regioner i begyndelsen af juni.

Baggrunden er, at antallet af yngre medlemmer i foreningen er stigende og også gerne skulle blive ved med at være det. De mange nyuddannede fysioterapeuter skulle gerne - ligesom stort set alle deres ældre kolleger - se et medlemskab af Danske Fysioterapeuter som en naturlig del af det at være fysioterapeut.

For at få et billede af, hvordan de nye medlemmer ser ud, var sociolog Henrik Dahl inviteret til at komme med sit bud på, hvad der interesserer de nye unge, og hvordan de motiveres til det politiske arbejde. Men det stod hurtigt klart, at den simple opskrift ikke findes.

Henrik Dahl havde en god og en dårlig nyhed med til forsamlingen. Den gode nyhed var, at ungdommen i dag varer, indtil 60-årsalderen. Allerede når et barn er 10 år, er det ”en ung”, og den identitet slipper vi ikke igen, før vi er 60, for derefter at blive midaldrende, og så endelig gammel, når vi er over 80 – eller som Henrik Dahl udtrykte det – to år efter, vi statistisk set vil dø.

Den dårlige nyhed var, at ”en ung” ifølge Henrik Dahl ikke er en entydig størrelse.

Henrik Dahl var i sin tid forfatter til den meget omtalte bog ”Hvis din nabo var en bil”, der opdeler befolkningen i fire segmenter med hver sine værdisæt. Og sådan er det også med de unge, mener han. Hvad der tiltrækker og fastholder en ung har mere at gøre med eksempelvis de normer, hun er vokset op med, eller den fagkultur, hun tilhører, end det har at gøre med alder.

Det eneste, man med sikkerhed kan sige om de unge, er, at de er vokset op i en anden begrebsverden, end deres forældre, og derfor er det også en fejl, hvis man bruger nutidens begreber, når man forsøger at forestille sig fremtiden, mener Henrik Dahl.

Foreningslivet afskrækker
De medlemsundersøgelser, Danske Fysioterapeuter har foretaget, ser umiddelbart ud til at bekræfte Henrik Dahls forestilling om de unges forskellighed. Kommunikationschef i Danske Fysioterapeuter Mikael Mølgaard præsenterede deltagerne for to undersøgelser, hvor både køn og sektor spiller en større rolle for, hvordan man havde svaret, end alder. Et sted, hvor de unge skiller sig ud, bekræfter dog behovet på at få dem højt op på foreningens dagsorden: Færre fysioterapeuter under 30 år (75 procent) betragter det som en selvfølgelighed at være medlem af foreningen i forhold til deres ældre kolleger (95 procent).

Det er også denne gruppe, der er mest kritiske over for kontingentets størrelse, og som er mindst aktive i foreningen. Men et lys i mørket er det, at en fjerdedel af de yngre svarer bekræftende på eventuelt at ville deltage aktivt i foreningens arbejde under en eller anden form. Er man over 35, er man tilsyneladende allerede aktiv eller har besluttet aldrig at blive det.

Uden at have undersøgt det til bunds, så det ikke umiddelbart ud som om, der var ret mange under 35 år til stede blandt de forsamlede regionsbestyrelsesmedlemmer. Med god grund. Regionsbestyrelserne vælges på regionsgeneralforsamlingerne, og ifølge undersøgelsen har kun 6 procent af foreningens yngre medlemmer deltaget i en sådan, mens 22 procent af medlemmerne over 35 år har været deltagere på en regionsgeneralforsamling.

I den efterfølgende paneldebat afslørede Henrik Dahl sit bud på hvorfor de yngre medlemmer er svære at lokke til generalforsamlinger: ”Noget af det, der kan være afskrækkende for yngre mennesker, er foreningsliv”, mente han og opfordrede til, at foreningen indrettes som et hus med mange døre, hvor man kan komme ind og deltage uden at skulle have været tillidsrepræsentant eller udført andet fagligt arbejde i traditionel forstand først.

Foreningen anno 2017 inklusiv en "iFys" og et globaliseret arbejdsmarked.

Bevægelse eller serviceorganisation
Men hvorfor overhovedet forsøge at tiltrække yngre mennesker med foreningsskræk til en forening?

”Skal vi ikke bare indrette os, så vi selv har lyst til at være her, og så håbe på, at det smitter?”, mente et regionsbestyrelsesmedlem, mens en anden plæderede for, at foreningen finder ud af, hvad den er for en størrelse, og hvem den gerne vil tiltrække - ”er vi en bevægelse eller en serviceorganisation?”, lød spørgsmålet, der dog ikke umiddelbart blev mødt med et svar.

Svaret er måske, at man godt kan være både/og, og at det måske lige netop er det, der er meningen med de mange døre. Flere havde erfaringer med, at når folk først har været med til noget, kommer de igen – måske først lokket ind ad den ene dør af et fagligt arrangement, men senere frivilligt gået ind ad en anden dør for at stille op til en tillidspost.

Johnny Kuhr var blevet så glad for billedet med dørene, at han blev i det: ”Det er vigtigt, hvordan vi maler dørene – hvordan vi kommunikerer med medlemmerne. Vi vil gerne ryste fagforeningsstøvet af os”, sagde formanden og lagde dermed på malende vis op til eftermiddagens kreative udfoldelser, hvor konferencedeltagerne fik en bunke oliekridt og skulle illustrere Danske Fysioterapeuter anno 2017. Billederne blev vidt forskellige, men ingen af dem var prydet med faner eller andre traditionelle fagforeningssymboler. Fagets udvikling stod centralt i flere af dem, med udgangspunkt i digitale netværk som for eksempel MitFysio. En enkelt gruppe havde designet hele fremtidens forening omkring en såkaldt IFys, der til forveksling lignede en IPad, som samtlige medlemmer ville få ved indmeldelsen. På flere af plancherne så det ud som om, det regionale led var helt forsvundet, men forklaringen lød i hvert fald et enkelt sted, at det snarere var foreningen centralt, der var væk eller i hvert fald digitaliseret, mens det regionale bestod som dér hvor alle aktiviteter vil foregå.

Kunder i stedet for medlemmer
Selvom regionsbestyrelsesmedlemmerne var kreative og tænkte nyt, var det dog med basis i det bestående - en begrebsramme, hvor ord som forening og medlemmer gik igen. Tidligere formand for ingeniørforeningen, Lars Bytoft, fik derfor rørt lidt op i gryden, da han sit indlæg dagen efter opfordrede til en virksomhedstankegang, hvor man betragter medlemmerne som kunder. ”Folk vil gerne fællesskabet, men det skal være på egne præmisser”, sagde Bytoft, der selv kun var 31 år, da han satte sig i formandsstolen, og som søgte at provokere regionsbestyrelsesmedlemmerne ved efter et kig ud over forsamlingen at karakterisere dem som ”erfaringstunge”.

Ifølge Bytoft kan man godt pakke ord som solidaritet og ansvar for fællesskabet væk. I en moderne fagforening kan den slags ord kun bruges i festtaler, mens det, det handler om til hverdag, er at skaffe folk nogle goder, der gør, at de ikke vil melde sig ud. ”Hvis jeg ikke får et godt produkt, en god pris og en god service, så finder jeg en anden leverandør”, advarede han.

Vi skal reklamere for os selv
Regionsbestyrelsesmedlemmerne fik lov at møde et af ”de yngre mennesker” live, idet Agnes Holst, der er de fysioterapeutstuderendes observatør i hovedbestyrelsen, var blevet bedt om at komme med et indlæg.

”Hvis de unge ikke ved, hvad foreningen gør for dem, hvordan kan man så forvente, at de engagerer sig?”, spurgte hun. ”Regioner og foreningen centralt skal ud og reklamere for, hvad det er, vi laver. Vi skal ud på faglige arrangementer og gøre reklame for os selv”.

Solvejg Pedersen fra hovedbestyrelsen indvendte, at det kan være svært at matche foreningens tilbud med en hverdag, hvor kun fag er i fokus, men blev beroliget af Agnes Holst: ”Vi diskuterer masser af fag i Danske Fysioterapeuter, så dét er ikke noget problem. Når jeg fortæller om de faglige diskussioner, vi har i hovedbestyrelsen, så siger mine studiekammerater ”gud er det sådan noget, I laver – vi troede, at I sad og forhandlede løn”. Du får ikke studerende til at synes, at fagpolitik er helt vildt spændende. Det bliver ikke vedkommende, før vi er færdige”.