Uddannelsen i fysioterapi bør ændres: En unik mulighed

Fysioterapeutuddannelsen i Danmark bør ændres til at være en en-strenget akademisk kandidatuddannelse, i stil med hvad der findes i visse andre lande (eks. USA), hvis man ønsker øget evidensbaseret terapi, øget selvstændig ordinationsret til behandling, og øget anseelse af faget fysioterapi.

Den aktuelle fysioterapeutiske forskning i Danmark er tiltagende, og i forhold til en lang række andre erhverv i Sundhedskartellet står fysioterapeuter med unikke muligheder for at etablere et selvstændigt akademisk område med såvel forskningsmæssigt indhold som med et velafgrænset praktisk-fagligt område. Med en total akademisering af fysioterapiområdet opnås, at også de fysioterapeuter, der ikke forsker, vil være uddannet i at tænke forskningsbaseret og evidenssøgende.

Som et historisk eksempel kan nævnes etablering af tandlægeuddannelsen som et selvstændigt akademisk område. Fysioterapeuter kunne opnå samme status som tandlæger gennem etablering af en akademisk uddannelse. Selvom forskningsaktiviteten ikke er høj blandt alle tandlæger, og mange af dem udelukkende er involveret i praktisk arbejde, er der gennem en akademisk uddannelse bibragt alle tandlæger en evidensbasering i deres tilgang og en respekt for forskning og dets resultater.

En tilgang, hvor man advokerer for en tilgang til fysioterapiuddannelsen i hvilken professionsbacheloruddannelser opretholdes, den samlede uddannelse forlænges lidt, og der tiltænkes en såkaldt ”toning”, så flere professionsbachelorer kan opgraderes til en kandidatgrad, sikrer ingen akademisering af uddannelsen.

Akademisering af uddannelsen vil betyde en kompetenceforøgelse og anseelse, som vil sikre en selvstændig diagnostiserings- og behandlingsret på lige niveau med eks. læger. En akademisering af fysioterapiuddannelsen skal ikke primært ske for at øge lønningsniveauet, men for at etablere en akademisk platform. Lønningsniveauet vil naturligt på langt sigt stige i takt med en højere status og et klart defineret ansvarsområde.

Et af de væsentlige problemer i dag er, at de klassiske universitære kandidatuddannelser ligger under Forsknings- og innovationsministeriet, mens fysioterapeutskolerne (professionshøjskoler) ligger under undervisningsministeriet. Dette giver - og vil til stadighed give - interessemodsætninger.

Tilgangen til undervisning og uddannelse er væsensforskellig i de to ”grene” og det vil ikke være realistisk at søge et samspil mellem de to grene ved eksempelvis blot at muliggøre en lettere adgang til kandidatuddannelse fra professionshøjskolerne. Fysioterapeuter som er uddannet på professionshøjskoler vil ikke kvalifikationsmæssigt kunne glide over i en kandidatuddannelse, da den grundlæggende tilgang i de to grene er så forskellig. Ved at have et to-strenget system vil der til stadighed højst kunne opnås en todeling af fysioterapeuter, med etablering af en lille elite, som er akademisk uddannet, og en større gruppe, som har en praktisk-erfaringsmæssig tilgang. Den forskningsbaserede viden vil således nok kunne skabes, men ikke blive modtaget, forstået, implementeret og udnyttet af den store gruppe af fysioterapeuter.

Danske Fysioterapeuter bør gøre sig helt og utvetydigt klart, hvorvidt man ønsker et klart skift i retning af at ændre uddannelse til at være akademisk og dermed blive universitær og forskningsbaseret. Det er vores klare opfattelse, at enhver anden løsning, som søger en kombination at professionsbachelor- og kandidatuddannelse med deraf følgende forsøg på at lette overgange i et tostrenget system, ikke vil løfte fysioterapeut faget i relation til anseelse, ordinationsbeføjelser, eller evidensbaseret behandling. Hvis man ønsker en akademisering, bør dette meldes ud og øvrige strategiske målsætninger kompromisløst underlægges dette hovedmål.

Professor, overlæge dr.med Michael Kjær Københavns Universitet og professor, dr.med. S. Peter Magnusson, Bispebjerg Hospital, Københavns Universitet