Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Kodning skaber overblik ved komplekse problemstillinger

Ved at anvende ICF-kodning sikrer den tværfaglige gruppe, at der er enighed om vurderingen af en patient. Det gør det lettere at tilrettelægge et effektivt og relevant rehabiliteringsforløb.

MarselisborgCentret i Århus har påtaget sig som det eneste sted i landet at samle, udvikle og formidle viden om ICF-klassifikationen. Ved at tilbyde undervisning, afholde kurser og konferencer, gennemføre projekter og deltage i det danske arbejde med klassifikationen under WHO er centeret med til at udbrede kendskabet til ICF og til at gøre det lettere for relevante sundhedspersoner, socialrådgivere og pædagoger med flere at anvende ICF i daglig praksis.

Da en gruppe ledere af syv rehabiliteringscentre for traumatiserede flygtninge ønskede et fælles dokumentationsredskab med udgangspunkt i ICF til den tværfaglige gruppe af læger, psykologer, socialrådgivere og fysioterapeuter, der arbejder på centrene, henvendte de sig til MarselisborgCentret. Centeret har på baggrund af deres viden og erfaring med ICF og tidligere projekter på området netop afsluttet et projekt, hvor der er udviklet et tværfagligt dokumentationsredskab til beskrivelse af de traumatiserede flygtninges helbredstilstand, og redskabet er afprøvet før og efter et rehabiliteringsforløb på centrene. I artiklen "Vurdering af funktionsevnen hos traumatiserede flygtninge" beskriver projekt- og udviklingskonsulent Hanne Melchiorsen arbejdet med at få udarbejdet et ICF Core Set (et udvalgt antal ICF kategorier), der bruges til at vurdere de traumatiserede flygtninges funktionsniveau.

Men hvorfor valgte lederne, at der skulle tages udgangspunkt i ICF-klassifikationen? Ifølge Hanne Melchiorsen er det særligt relevant at bruge ICF som andet end en almindelig forståelsesramme, når det drejer sig om komplekse problemstillinger med flere forskellige faggrupper repræsenteret i rehabiliteringsteamet. Kodningen bruges dels til at afdække funktionsevnenedsættelse og dermed rehabiliteringsbehov. På den baggrund kan der i samarbejde med klienterne vælges og prioriteres indsatser i den samlede rehabiliteringsplan.

Brug af VAS-skala
Der findes 1454 forskellige kategorier i ICF-klassifikationen, der dækker kroppens funktioner og anatomi, aktivitet og deltagelse og omgivelsesfaktorer. Ud af dem stod Hanne Melchior for udarbejdelsen af et Core Set, der indeholdt 32 kategorier, der skulle bruges i det aktuelle projekt. ”Typisk vælges der mellem 30-50 koder til en problemstilling eller diagnosegruppe. 50 er det maksimale, man realistisk kan overkommer at bruge”, siger Hanne Melchiorsen. De 32 koder er således det core set, som alle traumatiserede flygtninge i projektet blev vurderet ud fra.

WHO’s core set
WHO udarbejdede i 2004 primært 12 forskellige Core Set til diagnosegrupper. Der er udarbejdet Core Set for følgende: Diabetes mellitus, kroniske smerter, low back pain, overvægt, osteoartritis, kronisk obstruktiv lungesygdom, osteoporose, brystcancer, depression, reumatoid artrit, stroke, kronisk iskæmisk hjertesygdom. De udarbejdede Core Set bliver i disse år valideret samtidig med, at stadig flere Core Set bliver udarbejdet. Se referencer til Core Set på (PC) kortlink.dk/marselisborgcentret/7s9t

Hvad er core set?
”Et CORE SET er et kernesæt eller en samling af udvalgte ICF kategorier, udvalgt specifikt for konkrete helbredstilstande/diagnosegrupper. Formålet med Core Set er at gøre ICF klinisk anvendelig ved, at der på forhånd er udvalgt et afgrænset antal kategorier for et givent område. Hvis der udvikles internationalt validerede og anerkendte Core Sets for afgrænsede helbredstilstande eller diagnosegrupper, vil det på sigt være muligt at sammenligne data på tværs af sektorer og lande” (kilde: MarselisborgCentret).

I starten vil det ifølge Hanne Melchiorsen tage cirka to timer for den tværfaglige gruppe at kode de 32 funktionsområder. Hver enkelt fagperson har inden det tværfaglige møde gennemført deres egen fagspecifikke undersøgelse og testet den enkelte flygtning med deres egne målemetoder. Herefter samles gruppen og skal i fællesskab blive enige om den overordnede vurdering af patienten. MarselisborgCentret har valgt, at den tværfaglige gruppe bruger VAS-skalaen til at give et mål for, hvor stort et problem en given funktion er for flygtningen. Skalaen har et spænd fra 0-100 procent, hvor 0 betyder, at den vurderede funktion ikke er et problem. VAS-skalaen giver ifølge Hanne Melchiorsen et klarere billede af, hvordan den enkelte funktionsnedsættelse hos patienten skal gradueres end hvis man havde valgt at bruge ICF-klassifikationens gradienter: intet problem, let problem, moderat problem, alvorligt problem og komplet problem”.

Hanne Melchiorsen giver følgende eksempel på, hvordan søvnløshed vurderes tværfagligt: Psykologen vurderer funktionsnedsættelsen ud fra graden af påtrængende tanker, flashback og angst under indsovningen, og kan have givet scoren 50 procent, mens fysioterapeuten vil vurdere funktionsnedsættelsen ud fra evnen til at kunne slappe af i kroppen og kan have givet scoren 60 %. Omfanget af funktionsnedsættelsen i dette tilfælde søvn, der samlet er scoret til 55 procent med, svarer til et ”alvorligt problem” på ICF-skalaen.

Bløde formuleringer i prosa som moderat, let eller alvorligt lægger ifølge Hanne Melchiorsen op til en fri fortolkning og derfor er brugen af VAS-skalaen med til at gøre det lettere at blive enig om en præcis indplacering. Kodningen tvinger den tværfaglige gruppe til at argumentere sig til enighed og til at fatte sig i korthed, når de skal vurdere den enkelte klient, hvilket ifølge Hanne Melchiorsen er med til at skabe overblik over klientens samlede situation og rehabiliteringsbehov.

Brug af ICF i kommunerne
Selv om ICF klassifikationen har eksisteret siden 2001, er det primært ICF som forståelsesramme, der er slået igennem. En kortlægning af brugen af ICF i Danmark gennemført at MarselisborgCentret i 2004 (1) viste ikke overraskende, at det primært er ergo- og fysioterapeuter, der bruger ICF, mens det stadig kniber med at få lægerne til at bruge klassifikationen. Og det kan være en barriere for den videre implementering for eksempel i forbindelse med genoptræningsplaner, hvor Hanne Melchiorsen mener, en ICF-kodning kunne være et relevant redskab.

ICF er især slået igennem på det kommunale område og på specialinstitutionerne, mens det stadig kniber på hospitalerne. Hanne Melchiorsen, der har holdt oplæg i flere kommuner om anvendelsen af ICF, er ikke i tvivl om, at der er vilje og lyst til at bruge klassifikationen også til mere end bare forståelsesramme, men at manglende tid er en barriere for implementeringen.

Hun forslår, at man går stille og roligt i gang med for eksempel at sammenligne egen praksis for vurdering af udvalgte grupper af borgere med de core set, der er udviklet af WHO og ud fra dette udarbejder tjeklister for, hvordan borgernes rehabiliteringsbehov skal vurderes. Hanne Melchiorsen mener desuden, at især visitatorerne i kommunerne kunne have glæde af at anvende ICF kategorierne i arbejdet med at vurdere pleje- og hjælpemiddelbehov.

Genoptræningsplaner og journaler bliver ofte fagspecifikke og kan let komme til at mangle det generelle blik for borgerens samlede situation. Her vil brugen af ICF-kodning kombineret med uddybende prosa tvinge den enkelte faggruppe til at se mere på tværs.

MarselisborgCentret tilbyder hjælp og støtte til de arbejdspladser, der ønsker at komme i gang med ICF og ICF-kodning. Hanne Melchiors artikel illustrerer, hvordan man på den enkelte arbejdsplads i samarbejde med MarselisborgCentret kan arbejde på at udvikle et relevant redskab til at vurdere veldefinerede problemstillinger eller patientgrupper.

Reference:
http://www.marselisborgcentret.dk/fileadmin/filer/ICF/Danmark.pdf