En udfordrende balancegang

Lars Engelst Petersen er ikke helt klar over, hvornår han begyndte som tillidsrepræsentant for kollegerne på Regionshospitalet i Randers.

”Det har jeg saftsusemig været i mange år!”, lyder hans umiddelbare kommentar, inden han ved hjælp af hurtig hovedregning når frem til, at det nok er omkring 15 år siden, han påtog sig hvervet.

Der var ikke ligefrem kampvalg, husker han. ”Sådan er det nok for mange, at man stiller op, fordi der ikke rigtig er andre, der gør det, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til. Men jeg var også drevet af, at jeg altid har været sådan en, der melder mig til elevrådet, de studerendes råd og så videre, så jeg har nok ikke været så svær at overtale”.

Og det er han heller ikke til oktober, når der igen er TR-valg i Danske Fysioterapeuter. Så længe han har kollegernes opbakning, bliver han på posten, som han finder både spændende og udfordrende. Og arbejdet som tillidsrepræsentant er ikke blevet mindre udfordrende med årene på trods af den voksende erfaring.

”Tidligere var der en masse regler. Man kunne slå op i en bog og se, hvilke rettigheder og pligter man havde. I dag er det mere værdibaseret. Det er befriende, men også en pædagogisk opgave, når man for eksempel skal forklare kollegerne, hvorfor den ene ikke bliver behandlet præcis som den anden”, fortæller Lars Engelst Petersen.

Et dilemma når der skal afskediges

Særlige udfordringer har der også været de gange, arbejdspladsen har været igennem omstruktureringer, fortæller han.

”Da vi fusionerede med Grenå Sygehus i 2004, og igen i forbindelse med kommunalreformen i 2007, skulle vi sige farvel til nogle kolleger, og det skal vi til igen nu på grund af besparelser. I den slags situationer er man som tillidsrepræsentant i et dilemma. På den ene side vil man gerne have så meget indflydelse som muligt på udvælgelseskriterier osv., men på den anden side er det også vigtigt med armslængdes afstand, så man ikke bliver fedtet ind i ledelsens beslutninger. Hvis jeg skal kigge kritisk tilbage på mit TR-liv, er det nok noget af det, jeg gerne ville have gjort anderledes”, siger Lars Engelst Petersen.

Hvis han også skal prøve at se den anden vej, fremad, og sige noget om, hvad der bliver udfordringerne for en tillidsrepræsentant i de kommende år, peger han på opgaven med overhovedet at få formidlet betydningen af en fagforening.

”Fysioterapeuter er jo meget selvkørende - autonome i ordets gode betydning. De er vant til at have et selvstændigt behandleransvar, og det afspejler sig også i den måde, de går til ledelsen på. Jeg tror, der er en voksende opgave i at kunne overbevise kollegerne om, at det fortsat giver mening at have et TR-system; om at på trods af værdibasering er man også nødt til at have struktur, og om at løn- og arbejdsvilkår ikke er kommet ud af ingenting. Den udfordring, tror jeg, bliver større og større”.

Efter endnu et kig i krystalkuglen gætter Lars Engelst Petersen på, at opgaven med at sikre, at Regionshospitalet i Randers også fremover vil være en attraktiv arbejdsplads, kommer til at fylde mere.

”Det vælter næppe ind med penge til sundhedsvæsenet, så jeg tror, at vi kommer til at tale mindre om løn og mere om for eksempel kompetenceudvikling, hvis vi skal kunne tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft i det offentlige”, siger Lars Engelst Petersen, der sidder både i hoved-MEDudvalget og i det lokale MED-udvalg. Men kun så længe, det giver mening, understreger han.

”Vi er ved at fusionere to afdelinger og snakker i den forbindelse om sammensætningen af det nye lokale MEDudvalg. For mig er det vigtigt for at være med, at jeg føler, jeg har reel indflydelse. Ellers mister jeg lysten til at bruge tid på det”.

Får han den indflydelse, han gerne vil have, er møderne i MED-udvalgene til gengæld noget af det, der gør det spændende at være TR, mener han. ”Det har for eksempel været rigtig spændende at være med til at præge, hvad det er for en personalpolitik, der skal gælde for sygehuset, og så synes jeg, at det er vigtigt, at vores faggruppe er repræsenteret i MED. Den synlighed, vi kan få dér, tror jeg, har en afsmittende virkning på vores image i resten af huset.

Et MED-udvalgsmøde kan nemt tage en hel dag, men Lars Engelst Petersen har aldrig oplevet kollegerne knurre over, at han nu skulle til møde igen. ”Men det skyldes nok, at de ikke rigtig regner med mig i forvejen, fordi jeg er klinisk underviser og derfor i er i en lidt særlig position”, gætter han. Det giver en fleksibilitet i forhold til TR-rollen, men er også en ulempe, idet han ikke har fingeren lige så meget på pulsen. ”Jeg er nødt til at være lidt mere opsøgende for for eksempel at finde ud af, hvordan det står til på sengeafdelingerne, og om vi kan levere det, vi skal, når vi er blevet skåret ned”.

En fordel og en udfordring at være så åbenmundet

Pi Rasmussen fra Guldborgsund Rehabilitering har været tillidsrepræsentant i fire år - ”og nu er jeg jo kommet ind i det, så nu ville det være dumt at holde op”, så også hun stiller op igen, når der er TR-valg til oktober.

Pi Rasmussen blev tillidsrepræsentant kort før konflikten i 2008, så arbejdet var spændende fra begyndelsen, og det er det faktisk endnu, mener hun. Dog må hun af til undertrykke en let gaben, når hun skal pløje sig igennem alenlange referater fra område-MED-møder, der kun perifert har noget med fysioterapeuter at gøre, men den slags følger med, og det er ok, når bare det er det vedkommende, der fylder mest. ”Man får simpelthen så meget viden. Om hvordan de andre dele af kommunen fungerer, og hvordan rådhuset fungerer. Og om, hvad der sker i Danske Fysioterapeuter; man taler med Johnny Kuhr og er bare generelt mere oplyst. Det passer til en person som mig”.

Pi Rasmussen beskriver sig selv som meget åbenmundet ”man ved, hvor man har mig”. Det er en fordel, men også en udfordring i rollen som tillidsrepræsentant. ”Det er jo en balancegang indimellem. Man kan have en leder, man synes er idiot, men man kan jo faktisk også have en kollega, men synes for meget”.

Aktuelt har Pi Rasmussen været udfordret på sin balance, da medarbejderne i Rehabiliteringen gik fra at være totalt selvstyrende til at blive en underlagt en vis grad af koordinering, hvad angår eksempelvis afholdelse af ferie- og fridage. ”Her er jeg nødt til at sige, at jeg godt forstå, at det kan være irriterende for den enkelte, at man ikke som før helt selv kan bestemme, hvornår man vil holde fri; men jeg synes jo faktisk, at det giver mening i forhold til arbejdspladsen. Og det siger jeg”.

Når dét er sagt, kommer man ikke langt som TR ved at insistere på altid at ville sige, hvad man mener, tilføjer hun. ”Dem, der kender mig, vil nok grine nu, men jeg mener faktisk, at den moderne tillidsrepræsentant først og fremmest er diplomat. Det er jo ikke længere noget med at stå på en papkasse og råbe. Vi kæmper ikke med arbejdsgiverne, men arbejder sammen med dem om at skabe en fornuftig arbejdsplads”.

Selvom Pi Rasmussen har tænkt sig at blive siddende på posten, ”til der kommer en, der er bedre”, er hun først og fremmest fysioterapeut. ”Jeg er fagligt ambitiøs, så jeg vil stadig gerne have de sjoveste hold og med på de spændende faglige kurser”.

Og det kan godt lade sig gøre at forene de to ting, understreger hun. Man behøver ikke at være en dårligere fysioterapeut, fordi man er en god tillidsrepræsentant. Eller omvendt.