Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Ny retningslinje for udredning af nakkebesvær

Praksisfonden har givet økonomisk støtte til udarbejdelse og implementering af ”Klinisk retningslinje for udredning af personer med nakkebesvær”. Anbefalingerne er publiceret i en rapport og en pjece på hjemmesiden.

Med den nye kliniske retningslinje for udredning af nakkebesvær har fysioterapeuter fået en række anbefalinger, de kan bruge til at klassificere nakkepatienterne. Dette er en forudsætning for at yde den bedst mulige behandling til patientgruppen og blive i stand til at identificere risikofaktorer, der gør, at patienten kan sendes til yderligere udredning.

Danske Fysioterapeuter har stillet arbejdskraft til rådighed og Praksisfonden har finansieret udarbejdelsen og implementeringen af den nye retningslinje.

En arbejdsgruppe bestående af fysioterapeut, ph.d. Per Kjær, fysioterapeut, specialist Inge Ris og fysioterapeut Heidi Eirikstoft står for det faglige indhold.

”Da der ikke var økonomi til både at se på udredning og behandling, valgte vi at tage fat i udredningen, som der findes en del forskning på, og som, vi skønner, er vigtigt for den videre håndtering af patienterne”, siger Per Kjær.

Anbefalinger
Den kliniske retningslinje anbefaler, at fysioterapeuten i sin anamnese udelukker alvorlig patologi og forholder sig til, hvor længe patienten har haft nakkebesvær. Der gives i anbefalingerne konkrete forslag til, hvad fysioterapeuten skal huske at spørge ind til i forbindelse med anamnesen.

Den kliniske undersøgelse kan omfatte kliniske test, der kan styrke mistanken om alvorlig patologi. Ved risiko for langvarige forløb anbefales fysioterapeuten at tage udgangspunkt i spørgsmål om psykologiske og sociale faktorer (Örebro Musculoskeletal Pain Questionnaire, Fear-Avoidance Beliefs Questionnaire). Wadells undersøgelse for cervikale non-organisatoriske tegn (palpationsømhed, simulation, bevægeudslag mv) kan eventuelt indgå.

Patienterne med nakkesmerter inddeles overordnet i kategorier (grad 1-4) svarende til påvirkning i hverdagen relateret til underliggende patologi, varighed og mønster (episoder).

Med udgangspunkt i patientens symptomer kan fysioterapeuten bruge en række kliniske test som en del af klassificeringen (Spurlings test, traktion, plexus brachialis test, neurologisk undersøgelse, undersøgelse af retningspræference og centralisering).

Arbejdsgruppen har sammenfattet anbefalingerne i figuren herunder, der giver et overblik over de forskellige faser i udredningen.

Anbefalinger afspejler tre tilgange
Den kliniske retningslinje inkluderer viden fra tre af de mest almindelige tilgange, der bruges, inden for udredning og behandling af nakkebesvær: Muskuloskeletal Fysioterapi, Mekanisk Diagnostik og Terapi (MDT) og neuromuskulær kontrol. ”Dygtige fysioterapeuter benytter i dag alle tre tilgange i deres behandlingspalet, og det afspejler sig også i anbefalingerne, der således er med til at skabe bro mellem forskellige teorier”, siger Per Kjær og fremhæver den amerikanske fysioterapiorganisations (APTA) forslag til klassifikation (Childs et al; Jorunal of Orthopedic and Sports Physical Therapy (2008), vol 38, no 9, A1-A34), der også har taget det bedste fra de tre forskellige tilgange.

I forbindelse med publiceringen af de kliniske retningslinjer og som en del af implementeringen afholdes en række workshop, hvor arbejdsgruppen gennemgår anbefalingerne og underviser i de anvendte test.

”Mit håb er, at fysioterapeuter vil læse pjecen, og at de fysioterapeuter, der ikke kender de anbefalede test, sætter sig ind i dem og eventuelt melder sig til en af workshops, der afholdes rundt omkring i landet”, siger Per Kjær.

Ved at følge anbefalingerne får fysioterapeuter ifølge Per Kjær mulighed for at gennemføre en undersøgelse på et højt fagligt niveau, som kan lede til en god og relevant behandling.

Per Kjær håber, der på et tidspunkt bliver udarbejdet et standardskema, der kan benyttes i forbindelse med undersøgelse af patienterne. Han mener, fysioterapeuter skal registrere, hvilke patienter de har (akutte, subakutte etc.) i klinikken, og hvordan det går dem efter behandling.

”Man skal vide hvad man gør ved patientens problemer, hvorfor og hvad der kommer ud af det. Hvis vi kunne registrere det hele i en fælles database, ville det give uvurderlige informationer og man kunne som forskere begynde at sammenligne patientgrupper, behandling og resultater”.