Arkitekter vil gerne lytte
Fysioterapeuter har pligt til at fremme en tankegang om fysisk aktivitet ved at søge indflydelse i byggeprocessen i forbindelse med renovering af eksisterende eller bygning af nye sygehuse. Det mener fysioterapeut Rasmus Sylvest Mortensen, der både teoretisk og praktisk har beskæftiget sig med omgivelsernes betydning for rehabiliteringen
Terapeuter har et stort ansvar for at få sagt ’fysisk aktivitet’ så ofte som muligt, mener Rasmus Sylvest Mortensen, der opfordrer fysioterapeuter til at byde sig til i alle de brugergrupper, de kan komme i nærheden af ifm byggeri og nyindretning
Perspektiver
- Gør hele afdelingen til et rehabiliteringsområde. Glem de gamle fysioterapier i kældrene og sørg for, at der er mindre lokale fysioterapier på afdelingerne; det skaber et aktivt rehabiliteringsmiljø også efter lukketid.
- Investér tid i at udtænke, hvordan man integrerer andre (eksisterende) miljøer end afdelingens miljø i rehabiliteringsprocessen.
- Eliminér forhindringer, der forstyrrer de visospatielle systemer samt spontan aktivitet. For meget 'rod' og forstyrrelser på f.eks. gangene giver visuelt 'rod'.
- Vær sikker på, at patientstuerne giver plads til manøvrering af kørestole.
- Arrangér møblerne på patientstuer og i opholdsrum, så de sikrer og fremmer den sociale interaktion.
- Vær åben for, at selv små ændringer har betydning. Røde farver kan f.eks. hjælpe patienter med visse kognitive handikap til at skelne mellem former.
- Hjemlige miljøer på sygehusene kan øge patienttilfredsheden og reducere stress.
(Kilde: Rasmus Sylvest Mortensen)
Når det er nybygning eller nyindretning af sygehuse til milliarder af kroner, der er på tegnebrættet, og afdelingsledelser slås om kvadratmetre, kan det for den menige fysioterapeut være svært at se, at man har en rolle i kampen eller bare en berettiget røst i debatten. Men det har man, mener fysioterapeut og master i klinisk neurologi og neurovidenskab Rasmus Sylvest Mortensen. Han er fagleder for terapeuterne på Lionskollegiet i København, men er ved siden af videnskabelig konsulent på freelancebasis i sammenhængen mellem arkitektur og sundhed.
”Vi har som terapeuter et utrolig stort ansvar for at få sagt fysisk aktivitet så ofte som muligt. Vi skal byde os til i alle de brugergrupper, vi kan komme i nærheden af” mener han.
”Jeg tror slet ikke, at terapeuterne er engagerede nok i, hvordan patienterne kan være fysisk aktive uden for afdelingerne. Vi skal tænke ud over den egentlige genoptræning. Vi skal ikke overlade brugergrupperne til læger og sygeplejersker. Vi skal fremme en tankegang, hvor det handler om at fremme fysisk og social aktivitet. Arkitekten er som regel lydhør, så man skal ikke bare lade sig overtrumfe af argumenter om, at rengøringsrummene skal have mere plads”.
Begyndte med irritation
Rasmus Sylvest Mortensen ved, hvad han taler om, når han siger, at arkitekterne som regel er lydhøre, men han ved også, hvor lidt en arkitekt som udgangspunkt ved om syge mennesker. Og om hvor vigtigt det er at koble viden om arkitektur med viden om, hvordan arkitekturen påvirker patienternes adfærd.
”Min interesse begyndte med en irritation over den måde, sygehusene institutionaliserer patienterne på, så de mister lysten til at komme ud af sengene. Derfor kom min masterafhandling også til at handle om, hvordan omgivelserne motiverer neurologiske patienter. Der er lavet utrolig meget af den slags forskning på dyr, og det er helt vildt signifikant, hvordan mus og aber med en påført læsion udvikler sig forskelligt afhængigt af det miljø, de placeres i i rehabiliteringsfasen”.
Rasmus Sylvest Mortensen er tilknyttet rådgivningsfirmaet Archimed og har tidligere arbejdet for en tegnestue, Architema, der blev nummer to i arkitektkonkurrencen om bygning af det nye universitetshospital i Skejby.
”Jeg synes, det er spændende at kigge på grundplaner af afdelingerne og forsøge at forestille mig, hvordan de streger, arkitekten har slået, kan komme til at påvirke patienternes adfærd. Når en arkitekt skal omsætte ideen om det fysisk aktive sygehus til noget konkret, er det ikke lige den måde, vi som fysioterapeuter ville gøre det på. Arkitekten tænker fysisk aktivitet lig med kvadratmetre; at skal man være fysisk aktiv, skal der være for eksempel en sal med god plads, og så er det lige meget, hvordan salen er placeret. Når jeg så kom ind over, så stillede jeg de der spørgsmål om, hvordan patienter, der ikke kan komme ud, skal komme hen til en sal langt væk. Hvis et sygehus skal være fysisk aktivt, skal der være aktivitet over det hele og nem adgang til udendørs arealer. Det vil være forkert at lægge for eksempel neurorehabliteringen øverst oppe i sygehuset, for ingen ville have den nødvendige tid til at hjælpe patienterne med at komme den lange vej ud. De neurologiske patienter er dem, der lettest lader sig påvirke af miljøet, og det er dem, der er mest afhængige af andre, så man skal tænke i, hvordan de lettest kommer i kontakt med et stimulerende miljø”, mener han.
”Under processen med Skejby havde arkitekterne for eksempel tegnet en afdeling, der var visuelt flot med gange med skarpe knæk og skabe, der stak ud af væggene. Men hvis man i forvejen er visuelt forvirret på grund af en neurologisk skade, hvor interesseret vil man så være i at komme ud på den gang?”
Selvregulerende rehabilitering
I indretningen af sygehuse bør det handle om at fremme den selvregulerende rehabilitering, mener Rasmus Sylvest Mortensen.
”Som terapeuter er vi der en del af tiden, men rehabiliteringen strejker sig over 24 timer. Vi skal sørge for, at der er miljøer, der gør, at man får lyst til at gå hen og gøre det, man nu engang kan. Derfor er det vildt vigtigt, at der er lokale træningsrum på afdelingerne. Det første, man tænker på, er en stor træningssal, men det er vigtigt at skabe muligheder lokalt, og heldigvis er det ikke svært at få arkitekterne med på den tankegang”.
Hvis der i kampen om kvadratmetrene skal prioriteres mellem den store træningssal og de mindre træningsrum på afdelingerne, så er afdelingerne vigtigst, mener Rasmus Sylvest Mortensen. ”Der vil garanteret være mere træning på afdelingerne end i den store træningssal. Men så kommer spørgsmålet, hvor de små træningsrum skal ligge? For enden af afdelingen, med udsigten? Eller lige inden for døren, så man er opmærksom på, at de er der? Eller i siden, hvor man får flest kvadratmetre? Man skal også tænke på gangenes udformning. Får man lyst til at gå en tur ned ad en alenlang gang, hvis man kan se fra den ene ende til den anden, eller er det mere motiverende, hvis gangen for eksempel runder, så man ikke kan se, hvor den slutter?”.
Evidensbaseret design
Inden for moderne sygehusbyggeri taler man meget om evidensbaseret design. Amerikanerne er førende, og trenden er at indrette enestuer til alle ud fra det rationale, at flersengsstuer kan sprede smitte, og at det, man eventuelt vil kunne spare på flersengsstuer, vil blive brugt til at håndtere smitsomme sygdomme.
Denne del af evidensbaseret design tillader Rasmus Sylvest Mortensen sig dog at sætte et spørgsmålstegn ved. Der er nemlig et parameter, der ikke er forsket tilstrækkeligt i, mener han: Den negative effekt af social isolation.
”Tidligere handlede evidensbaseret design det mest om hygiejne og mindsket infektionsrisiko, men i dag inddrager man også neurobiologiske parametre. Jeg tror på enestuer til dem, der har et meget lille behov for mobilisering, dem der er selvmobiliserende, og som kan gå et andet sted hen, hvis de ikke gider opholde sig på stuen. Men for de rigtigt dårlige vil der være en værdi i at have en at snakke med og i, at der sker noget på stuen. Man kan se det i forbindelse med rotter; når de bliver placeret sammen, betyder dét, de får ud af det socialt, mere for deres udvikling af funktion, end om de har en trædemølle at spæne rundt i. Hvis man absolut vil bygge enestuer til alle, er det endnu mere vigtigt, at man skaber mulighed for social og fysisk aktivitet uden for stuen, på afdelingen”.
Søg indflydelse
Det bringer Rasmus Sylvest Mortensen tilbage til det ansvar, han mener, man som fysioterapeut har for at få fysisk aktivitet så højt op på dagsordenen som muligt.
” Hvis man bruger sin terapeutfaglige tankegang, er man meget langt og taler med megen vægt, når man argumenterer for, at patienterne skal være fysisk aktive - og ikke lader sig trumfe af overlægens krav til mindst mulig infektionsrisiko og sygeplejerskens krav til korte afstande om natten. I processen med brugerinddragelse er der ikke noget, der er fastlagt. Vær fræk nok til at spørge, hvad arkitekten har tænkt på. Arkitekter ved ikke noget om syge mennesker og tror, at de alle har samme behov. Men de vil gerne lytte. Selvom de arbejder med standarder og på forhånd definerede nøgletal, kan der flyttes rundt på rigtig meget i processen. Men når først sengene er placeret på et sygehus, er det for sent at flytte rundt på dem, hvis det viser sig, at der ikke er plads til de nødvendige hjælpemidler. Der skal jo ting ind i væggene, så sengene står, hvor de står. Som menig terapeut, synes jeg, man har pligt til at påvirke processen og minde om, at ikke alle patienter har brug for det samme”.
Og så har man pligt til at følge op, minder Rasmus Sylvest Mortensen om: ”Man kan sagtens tillade sig at spørge arkitekter og direktion, hvad deres møder resulterer i, og hvad der er ændret i forhold til sidst, så man kan se, hvad man har været med til at påvirke, eller om der slet ikke er blevet lyttet”.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
