At turde at gå nye veje

I Kirurgisk Terapiafsnit på Regionshospitalet Silkeborg arbejder vi bevidst og kontinuerligt med kvalitet i træningen. Et af de primære fokusområder er udvikling af de fysioterapeutiske ydelser i de elektive kirurgiske patientforløb. Herunder hører organisering og optimering af arbejdsgange på tværs af hospitalsafdelinger samt på tværs af sektorgrænsen til kommunerne. Ud fra lokale kulturelle og organisatoriske perspektiver vil vi med denne artikel redegøre for, hvordan vi som faggruppe arbejder med kvalitet, samt hvordan dette understøtter og udvikler vores faglighed.

Vi udfordres på økonomi, kvalitet og effektivitet
Ortopædkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Silkeborg har et mål om at blive den største og mest foretrukne afdeling blandt patienter og personale inden for det elektive ortopædkirurgiske felt i Region Midtjylland. Dette skal opnås ved fortsat udvikling af det excellente patientforløb. Udviklingen er præget af en konstant forandring som følge af dokumenteret klinisk og organisatorisk viden, men også i takt med at kravene fra Region Midtjylland og Indenrigs- og Sundhedsministeriet øges år for år.

Som hospitalsenhed udfordres vi på økonomi, kvalitet og effektivitet. Kravene og udviklingen medfører, at vi, som fysioterapeuter og som hospitalsenhed, kontinuerligt skal kunne ændre strategi, fokusområder og arbejdsgange. Eksempelvis er indlæggelsestiden væsentligt reduceret for især patienter, der har fået isat en hofte- eller knæprotese i løbet af de sidste to år som følge af ny viden på området i kombination med besparelser.

Vi kæmper ikke imod udfordringerne, men forsøger i stedet at bruge energien fra forandringsprocesserne til at turde gå nye og til tider ukendte veje. Denne udvikling drives blandt andet i kraft af kulturen i ortopædkirurgisk afdeling samt af opbakning fra ledelsen.

Aktuelt står vi over for udfordringen med at implementere Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM. Formålet med DDKM er at fremme udviklingen af patientforløb samt den kliniske, organisatoriske og patientoplevede kvalitet og at synliggøre kvaliteten i sundhedsvæsenet. Dette falder helt i tråd med Danske Fysioterapeuters kampagne om kvalitet i træning og har givet yderligere næring til dialog i medarbejdergruppen om, hvad kvalitet er.

Og netop dialog og engagement kendetegner kulturen i Kirurgisk Terapiafsnit og vores måde at arbejde på. Igennem et par år har vi arbejdet med at give og modtage konstruktiv kritik. Forløbet blev sat i værk for at give medarbejderne kompetencer til på en positiv og legal måde at kunne give hinanden kritik og undre sig over daglig praksis. Vi har erfaret, at kulturen med at kunne spørge hinanden undrende om begrundelser for vores faglige valg eller handlemåder har gjort en forskel. Både for kvaliteten i træningen med den enkelte patient og i arbejdet med udviklingen af patientforløbene.

En anden side af kulturen er det tætte tværfaglige samarbejde mellem kirurger, forløbskoordinatorer, sygeplejersker og fysioterapeuter, hvilket ofte fører til lærerige faglige diskussioner i korridoren og på kontorerne. Det kan både relatere sig til den enkelte behandlingsplan og vores overordnede organisering af forløbene.

Samtidig er der gennem de senere år oparbejdet en gensidig respekt mellem faggrupperne. Fysioterapeuterne er ikke bange for at indgå i sparring og dialog, og døren er altid åben på kontorerne rundt omkring ved behov for faglig sparring. Denne åbenhed giver plads til, at nye idéer formes og udvikles, og giver måske senere grobund til nye tiltag. Eksempler herpå følger senere.

Patienterne kunne ikke forstå øvelserne
Vi mener, at høj kvalitet ikke kun bygger på den enkelte terapeuts faglige kompetencer, men i lige så høj grad på dokumentation samt forløbsbeskrivelser og instrukser, der løbende revideres og opdateres i forhold til ny viden og evidens inden for subspecialerne. Helt konkret har vi fra afsnitsledelsen, en udtalt forventning om, at ”vi skal vide, hvorfor vi gør, som vi gør”. Dette har bidraget til en kultur, hvor terapeuterne konstant forholder sig kritisk til egen behandling og reflekterer over, hvordan vi får den mest hensigtsmæssige genoptræning ud fra tid og ressourcer til rådighed i afsnittet.

Et eksempel herpå er inden for rygområdet, hvor der er blevet udarbejdet et tværsektorielt forløb for patienter, der skal have foretaget dekompression eller operation for diskusprolaps. Forløbet er udarbejdet i samarbejde mellem hospitalet og kontaktkommunerne.

Behovet opstod blandt fysioterapeuterne, som arbejder med rygpatienter på sengeafdelingen. De havde en oplevelse af, at patienterne havde svært ved at tilegne sig viden og forstå de anvendte øvelser på den korte tid de var indlagt. Vores udviklingsfysioterapeut blev involveret og gennemførte et litteraturstudie. Desuden blev fysioterapeuter fra kontaktkommunerne inviteret til dialog, videre udvikling samt indgåelse af nye aftaler. Endelig blev de specialeansvarlige læger involveret i forhold til ændring i behandlingstilbuddet. På baggrund heraf blev der udarbejdet nye instrukser, hvor antallet af øvelser blev reduceret, og en træningsdagbog blev introduceret.

I stedet for opfølgende øvelsesinstruktioner på hospitalet, modtager patienterne nu den egentlige genoptræning i nærmiljøet i kommunen kort tid efter udskrivelsen. Det var en lang, men spændende arbejdsproces, der har medført et væsentlig forbedret tilbud til patienterne, der giver kontinuitet i interventionen på hospitalet og i kommunerne. Den tværsektorielle og tværfaglige dialog om forløbet har skabt en fælles forpligtelse mellem kommune og hospital, som sikrer et fortsat og kvalitetsforbedrende samarbejde.

Et andet eksempel på medarbejdernes initiativ til at forbedre kvaliteten af et konkret behandlingsforløb opstod i forbindelse med ansættelse af fysioterapeuter i Skadeambulatoriet, hvor der foretages opfølgende kontroller efter mindre traumer og frakturer. I samarbejde med læge og sygeplejerske foretages undersøgelse og behandling af bl.a. patienter, der har fået sutureret en achillesseneruptur.

Det anvendte behandlingsregime gav anledning til faglig debat blandt fysioterapeuterne og lægerne, både om det var den rette efterbehandling patienterne modtog, og hvordan vi bedst vejledte patienterne til at vende tilbage til dagligdags aktiviteter. Igen blev der etableret et samarbejde med udviklingsfysioterapeuten, der gennemførte et litteraturstudie, og samtidig blev der taget kontakt til andre hospitaler i regionen for at få deres erfaringer på området. Et forslag til nyt behandlingsregime blev udfærdiget, hvor bl.a. immobiliseringsfasen blev væsentligt forkortet. Desuden kunne der ved at øge fokus på vejledning, herunder mere specifikt skriftligt materiale, spares en af de tre efterkontroller, hvilket var en økonomisk gevinst. Behandlingsregimet blev diskuteret og justeret med de specialeansvarlige læger, inden det blev godkendt til implementering.

Makkerskab styrker faglighed
Arbejdsprocesserne i de to eksempler har været lærerige for alle involverede parter, og det har krævet mange overvindelser undervejs især af logistisk karakter, når man arbejder på tværs af afdelinger og sektorer. Men det har bevist for fysioterapeutgruppen, at det betaler sig at forholde sig kritisk til de daglige behandlinger og tage initiativ til forandringer, hvilket i sig selv virker motiverende for det fortsatte innovative arbejde med kvalitet.

Igennem det sidste år er fysioterapeutgruppen blevet omorganiseret internt, hvilket har styrket vores muligheder for faglig sparring. Vi arbejder nu ugevis, så man enten har ”ambulant uge”, hvor man behandler ambulante patienter og har diverse efterkontroller, eller man har ”indlagt uge”, hvor man udelukkende går på sengeafdelingen. Det har givet kontinuitet på afdelingen, så patienterne undgår at møde mange forskellige terapeuter. I forhold til de ambulante forløb har det faciliteret til yderligere faglig sparring, idet vi er i makkerskab to og to omkring hver patient, hvorved en kritisk forholden sig til den enkelte behandling og selve forløbene er styrket. Ofte ser man fysioterapeuter to og to diskutere behandling og afprøve forskellige behandlingsteknikker. Dette, mener vi helt klart, er en forbedring i kvalitet for patienterne, ligesom det styrker fysioterapeuterne i deres faglighed.

Vores ønske med denne artikel var at se ud over kvalitet i træningen i den enkelte behandlingssituation og se ud over den enkelte fysioterapeuts kompetencer og faglighed i forhold til kvalitet. Ikke fordi vi underkender disse aspekter tværtimod, hvilket, vi også mener, fremgår af artiklens eksempler. Men vi tror på, at hvis vi som fysioterapeuter skal kunne bestride andre stillinger, få nye opgaver fremover og fremstå som en stærk og afgørende aktør i sundhedsvæsenet, er der flere væsentlige faktorer, der har betydning.

Efter vores opfattelse handler det om at skabe en stærk udviklingsorienteret monofaglig terapeutkultur, der baserer sine handlinger på dokumenteret viden og samtidig forholder sig kritisk til daglig praksis. Samtidig er det nødvendigt med forståelse for og fokus på tværfaglighed og tværsektorielt samarbejde samt have blik for effektive og alternative arbejdsgange og måder at organisere sig på. Samlet set mener vi dette medfører høj kvalitet i træningen for patienterne.