Det bedst opnåelige

Selvom det ikke er meget, der slipper ud derfra, er forhandlingerne om en ny overenskomst for ansatte i regioner og kommuner i fuld gang. Også Sundhedskartellets forhandlere har haft flere møder med arbejdsgiverne, og om alt går vel, kan parterne præsentere et færdigt resultat senest den 28. februar. Resultatet skal derefter til urafstemning blandt medlemmerne i Sundhedskartellets organisationer, før en aftale om en ny overenskomst kan være en realitet.

Tre fysioterapeuter er lidt tættere på begivenhederne end de fleste andre i kraft af deres pladser i foreningens forhandlingsudvalg, hvor Kirsten Thoke fra Odense Universitetshospital repræsenterer det regionale område, Charlotte Larsen fra Københavns Kommune repræsenterer det kommunale område, og Lisbeth Ulnits fra Herlev Hospital repræsenterer lederområdet.

Der er sat en krise-dagsorden
Charlotte Larsen sad også i forhandlingsudvalget ved deseneste overenskomstforhandlinger i 2008, men stemningen har fra begyndelsen været anderledes denne gang, fortæller hun.

”Der er sat en krise-dagsorden, og selvom vi i forbindelse med formuleringen af krav har forsøgt at lægge det lidt til side, så har vi jo været nødt til at tage den finansielle krise med i betragtning. Det vigtigste har derfor været ikke at komme ud med et minus; på trods af de økonomiske omstændigheder går vi til forhandlingerne for at få noget ud af det”, fortæller Charlotte Larsen.

Men selv med en spinkel ambition om ikke at komme ud med et minus kan det være op ad bakke, vurderer hun. ”Når man læser arbejdsgivernes krav, tænker man da ’hold da op - her er vores forhandlere da rigtig nok kommet på arbejde’”.

Med de små forventninger, der er til et resultat denne gang sammenlignet med for eksempel situationen i 2008, er Charlotte Larsen urolig for, om det vil afholde for mange fra at stemme. Det er ofte dem, der er kritiske, der stemmer, og manglende stemmer kan derfor let komme til at vægte på nej-siden, advarer hun.

”Selvom man ikke mener, at der er noget at råbe hurra for, skal man kun stemme nej, hvis man tror, en konflikt vil kunne give mere. Jeg tror ikke, medlemmerne er interesseret i at komme i konflikt igen, så man skal virkelig tænke sig om, inden man lader være med at stemme. Men tager vi en konflikt, så tager vi den selvfølgelig med alt, hvad det indebærer”, understreger hun.

Vil kæmpe til sidste blodsdråbe
Også Kirsten Thoke er bevidst om faren for, at et stort tavst flertal kan blive trukket med ud i en konflikt af nogle få utilfredse. ”Det er dem, der stemmer, der bestemmer”, minder hun om.

Det store flertals forventninger er afstemt efter det bedst opnåelige resultat, gætter hun. ”Man kan sige, at folk udviser rettidig omhu; der er en forståelse for, at det ikke lige er i år, vi kan forvente at kradse til os, og at vi skal være glade, hvis vi bare kan få lov at beholde det, vi har. Vi får at vide, at vi skal arbejde, til vi bliver 72 år; der er fyringsrunder og ansættelsesstop, og de unge har svært ved at få et ben indenfor. Det er nok ikke lige nu, vi skal bede om højere løn. Men når arbejdsgivernes udgangspunkt er, at vi skylder, og at vi skal gå derfra fattigere, end da vi kom, så er det også godt nok, hvis vi kommer ud med en nulløsning. Jeg har stor tillid til vores forhandlingsdelegation og til, at det resultat, de kommer ud med, er det bedst opnåelige. De går ikke derfra, før de har kæmpet til sidste blodsdråbe”.

Stod det til Kirsten Thoke ville der slet ikke være blevet samlet krav ind blandt medlemmerne op til denne overenskomstforhandling, fortæller hun.

”Jeg mente, at det var uærligt at give et indtryk af, at man kunne prioritere mellem højere løn og mere ferie, når der slet ikke ville blive tale om nogen af delene. Men flertallet mente, at det var mere demokratisk med en kravsindsamling”.

Folk ved det godt
Lisbeth Ulnits er en af dem, der har holdt fast i, at en kravsindsamling var vigtig og sammenligner situationen med arbejdsmiljøet på hendes hospitalsafdeling.

”Her døjer vi med et dårligt klimaanlæg, og selvom vi godt ved, at det vil koste en masse penge at få det skiftet, og at der ikke er råd til det, beder vi da alligevel om det, hver gang der er APV. På samme måde skal vi heller ikke undlade at gøre opmærksom på eksempelvis, at lederlønningerne er sakket bagud i forhold til de mange specielle stillinger. Det kan godt være, vi ikke får noget denne gang, men så ligger den parat til næste gang”, siger hun.

Lisbeth Ulnits tilføjer, at en kravsindsamling også er med til at give foreningen et overblik over, hvor medlemmerne er, og hun tror ikke, at medlemmerne føler, at de er blevet stukket blår i øjnene, når de er blevet bedt om at prioritere.

”Folk ved det jo godt. De kender godt omstændighederne omkring de her forhandlinger”.