Udviklingen inden for lungefysioterapi skaber nye muligheder for fysioterapeuter

Det er formentlig de færreste nyuddannede fysioterapeuter i Danmark og Sverige, der kender til tapotement (rytmisk bankning), vibration og drænagestillinger. Disse behandlingsformer blev i stor stil brugt i 70’erne og 80’erne til at løsne sekret hos patienter med astma og kronisk obstruktiv lungelidelse. Dengang var det et krav, at fysioterapeutstuderende kunne banke rytmisk og hurtigt, og de blev testet i færdighederne, inden de fik lov til at behandle patienterne. Det fortalte den svenske fysioterapeut Lone Olséni i forbindelse med den nordiske lungekongres, der blev afholdt i november måned.

I dag er denne type af behandling næsten helt afskaffet i Sverige og Danmark, mens enkelte norske fysioterapeuter på kongressen kunne fortælle, at bankning og drænagestillinger stadig var en del af deres tilbud til lungepatienterne.

Lone Olséni var som hovedoplægsholder på kongressen blevet bedt om at gennemgå lungefysioterapiens udvikling fra 50’erne og frem til i dag. Lone Olséni har med sine 42 år som fysioterapeut med speciale inden for respiration og lungefysioterapi fulgt udviklingen og har selv været en af de toneangivende inden for området i Sverige. Som underviser på fysioterapeutuddannelsen i Lund har hun gjort sit til, at svenske fysioterapeuter har en opdateret viden på området.

I Sverige er der i modsætning til resten af Norden en del fysioterapeuter, der har specialiseret sig inden for lungefysioterapi; der er flere fysioterapeuter, der i deres master og ph.d.-uddannelse har forsket i lungefysioterapi, og flere er på vej.

Det er derfor ikke overraskende, at svenskerne var i overtal på den nordiske lungekongres, der blev afholdt i København. 63 svenske fysioterapeuter havde meldt sig til kongressen (59 danske, 32 norske), og det var svenske fysioterapeuter, der stod for de fleste oplæg.

Fra passiv til aktiv behandling
Lone Olsénis gennemgang viste i hovedtræk den samme udvikling inden for lungefysioterapi, som vi har set inden for andre dele af faget. Fysioterapeuter er gået fra primært passiv behandling til aktiv behandling, fra at have en monofaglig tilgang til en tværfaglig tilgang og fra envejskommunikation til patientinddragelse og patientuddannelse.

Indtil slutningen af 1980’erne bestod lungefysioterapien i Norden primært af manuel behandling i form af bankning, vibration og instruktion i specifikke drænagestillinger (drænage af veldefinerede områder af lungerne), og man frarådede fysisk aktivitet til patienter med astma og bronktis. Patienterne måtte klare sig med åndedrætsøvelser, og da man ikke til fulde kendte den udløsende årsag, var der ikke udviklet medicin, og mange af patienterne døde som følge af astma og bronkitis.

I løbet af 1980’erne blev der, i takt med at forskerne fandt frem til ætiologien bag astma og KOL, udviklet en medicinsk behandling. Denne udvikling fik ifølge Lone Olséni stor betydning for fysioterapeuternes rolle i forhold til patientgruppen, der nu kunne trænes i højere grad end tidligere. I Sverige engagerede fysioterapeuterne sig i den medicinske behandling, og det er fysioterapeuter, der i dag rådgiver patienter med astma og KOL i inhalationsbehandling, mens det i Danmark blev sygeplejerskerne, der tog opgaven.

Da svenske fysioterapeuter vejleder patienterne i inhalationsbehandlingen, kommer de ifølge Lone Olséni med på et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet og har en større mulighed for at hjælpe patienten i gang med fysisk aktivitet.

Danmark var banebrydende
I 1980’erne kom der ny forskning fra Danmark, der helt ændrede lungefysioterapien. Lone Olséni var sammen med flere svenske fysioterapeuter på kursus i Danmark hos fysioterapeuterne Ulla Ingwersen, Mette Falk, Mette Kelstrup og lægen Jens B. Andersen. Kurset byggede på viden fra respirationsfysiologien og fra den foreliggende evidens, og Lone Olséni oplevede for første gang, at der indgik videnskabelige artikler i et lungefysioterapikursus.

Merete Falk, Mette Kelstrup og Jens B. Andersen havde i et randomiseret studie undersøgt effekten af tapotement og kunne ikke påvise nogen effekt af denne type af behandling. De brugte på kurset blandt andet respirationsfysiologien til at forklare, hvorfor hverken specifikke drænagestillinger eller tapotement duede. Til gengæld havde de udviklet en PEP-maske, som de udleverede til alle patienterne. Ulla Ingerwersen, Merete Falk, Mette Kelstrup og Jens B. Andersens budskab var klart: De, der fortsatte med at give tapotement, spildte tiden.

Lone Olséni kom tilbage til Sverige og stoppede med meget af det, hun havde gjort tidligere, og fik formidlet den nye viden til studerende på grunduddannelsen.

Mere lungefysioterapi på grunduddannelsen
For at fysioterapeuter får en mere fremtrædende rolle i behandlingen af respirationsproblematikker i primær- og sekundærsektoren, er det vigtigt, at emnet prioriteres på grunduddannelsen. Lone Olséni har indtrykket af, at lungefysioterapien i grunduddannelsen er personafhængig både i Danmark og i Sverige, og at timetallet hurtigt reduceres, når ildsjælene ikke underviser. Hun mener ikke nødvendigvis, at lungefysioterapi skal udgøre et særskilt modul på uddannelsen, men at viden om respirationen og behandling af dysfunktion i den forbindelse skal tages op, hvor det er relevant.

Hun undrer sig blandt andet over, at der er så meget fokus på fysisk funktion efter for eksempel stroke og ikke på respirationen, når den er en forudsætning for overhovedet at bevæge sig.

Tidligere var mange af kapitlerne i lærebøger om lungefysioterapi skrevet af læger, men i både Sverige og Danmark er der nye lærebøger på vej, skrevet af fysioterapeuter. Lone Olséni håber, at det kommer til at betyde, at der i fremtiden kommer fornyet fokus på området og uddannes flere fysioterapeuter, der har de fornødne kundskaber og lyst til at beskæftige sig med lungeproblematikker.

Nye jobs
Som inden for andre felter af faget arbejder fysioterapeuter inden for lungespecialet i dag i høj grad i tværfaglige teams og med patienten i fokus. Lone Olséni fremhæver blandt andet samarbejdet med diætister, som har betydet en større bevidsthed hos fysioterapeuter om kostens betydning for at få patienterne i gang med at træne. Patientuddannelse har en central plads i lungerehabiliteringen. Fysioterapeuter skal i den forbindelse være opmærksomme på, om patienterne også har forstået og kan omsætte den viden, han/hun har fået, mener Lone Olséni.

I forbindelse med den nordiske lungekongres præsenterede den belgiske forsker, fysioterapeut og professor Rik Gosselink den nyeste viden om behandling af patienter med KOL. Anbefalingerne i dag peger på tidlig opsporing og intervention i form af træning. Til denne nye viden har Lone Olséni følgende kommentar:

”Det er vigtigt, vi er med i teamet omkring patienter med KOL. Vi har den viden, der skal til for at rådgive patienterne og træne dem”. For det er ikke nok bare at kende træningslæren, men man skal have et indgående kendskab til patologien, patientens respons på træningen, og hvordan træning, medicin og åndedrætsteknikker spiller sammen, mener hun.

Der er ifølge Lone Olséni gode jobs til fysioterapeuter, der ønsker at tage lungefysioterapien op i primærsektoren. Ny forskning har vist, at allerede længe inden patienterne får stillet diagnosen KOL, har de reduceret deres aktivitetsniveau markant. ”Hvis vi kan få fat på patienterne, når de har været hos lægen med åndenød, kan vi måske være med til at påvirke sygdommen i gunstig retning. Ofte er der kun læger og sygeplejersker omkring lungepatienterne i primærsektoren, men vi skal også være der”, mener Lone Olséni.