Plads til fremtiden

Det skulle være så godt…

Da regionsformand Bent Hansen i oktober 2009 tog det første spadestik til Det Ny Universitetshospital i Skejby (DNU), var de store ord i brug. Der blev talt om hospitalsbyggeri ”i verdensklasse” og hospitalsbehandling ”på højeste niveau”. På tegnebrættet lå en hel hospitalsby, hvor funktionerne fra det tidligere Århus Kommunehospital, Århus Amtssygehus og Marselisborg Hospital skulle smelte sammen med det nuværende hospital i Skejby. Nybyggeriet ville blive på i alt 232.000 m2, og budgettet var på 9,3 millioner kroner.

Det var dengang.

Da regionens ansøgning havnede på regeringens bord, blev den straks sendt retur med en besked om, at anlægsbudgettet skulle ned på 6,4 milliarder, før regeringen overhovedet ville kigge på det.

Derfor ser det DNU, arkitekterne nu er i gang med, noget anderledes ud end det oprindelige. I forbindelse med nybyggeri er penge lig med kvadratmetre, og samlet har der skulle skæres 15.000 m2 væk for at få det nye budget til at hænge sammen.

Ikke mindst terapiområdet har måttet holde for. Fagbladet har mødt ledende ergoterapeut Helle Kruuse-Andersen (billede længere ned på siden), Århus Sygehus, og overfysioterapeut Dorrit Pind, Skejby (billede th.), til en snak om de konsekvenser, de mener, det vil få, at der er skåret så kraftigt i arealet – konsekvenser for både det terapeutiske arbejde med patienten og konsekvenser for de ansatte.

Træningshuset røg hurtigt ud
DNU organiseres i syv faglige fællesskaber fordelt i syv blokke som en slags minihospitaler. De syv blokke bliver: Akut, kvinde-barn, hjerte-lunge-kar, hoved-neuro, onkologi, abdominal og inflammation.

I det oprindelige udkast til DNU rådede terapiområdet over i alt 5235 m2. Det var ambitiøst, men hverken utopisk eller urealistisk, mener Dorrit Pind. Hensigten var, at der skulle kunne gives terapi i alle de faglige fællesskaber på fire niveauer: På sengestuer, på den enkelte afdeling, i ambulatorier og i et centralt træningshus med bl.a. bassin, ganglaboratorium og træningsfaciliteter, hvor også sygehusets ansatte skulle kunne træne.

Træningshuset røg ud som noget af det første, da der skulle skæres i kvadratmetrene, men siden er også en del hel del af de kvadratmetre, terapien skulle råde over i de faglige fællesskaber beskåret. Det betyder blandt andet, at der bliver gået på kompromis med det nærhedsprincip, der er en central del af visionen for DNU, idet der primært vil være terapienheder i tre af de syv blokke: Akut, kvinde-barn og hjerte-lunge-kar. Når patienter fra andre blokke har brug for ergoterapi eller fysioterapi, skal behandlingen foregå på sengestuen eller i opholdsrum. Alternativt skal patienten ud på en længere tur på op til 15 minutters varighed, for at komme til lokaler indrettet til behandling og træning.

Holdtræning, der kræver mere plads end 48 m2, vil slet ikke kunne finde sted på hospitalets matrikel, og bassintræning vil høre fortiden til, når DNU tages i brug.

Med de planer, der foreligger i øjeblikket kommer ergoterapi og fysioterapi i alt til at råde over 2046 m2. Det er knap halvdelen af det areal, terapierne samlet set råder over i dag på de tre matrikler, hvor der i alt er 200 terapeuter ansat.

Leje ude i byen eller ændre snitflader
På spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre at give den nødvendige ergoterapeutiske og fysioterapeutiske udredning, diagnosticering og behandling inden for DNU’s rammer, svarer Helle Kruuse-Andersen, at det bliver vanskeligt og kommer til at kræve nytænkning ”Og der vil være ting, vi gør i dag, som vi ikke vil kunne gøre fremover. Når vi ikke kan varetage holdtræning for større hold, er spørgsmålet, om vi skal leje lokaler ude i byen, eller om snitfladerne til den tid vil have ændret sig, så det er blevet en kommunal opgave”.

De hold, det drejer sig om, er eksempelvis hjerterehabilitering, cancer mammae, osteoporoseskole og KOL.

Og pladsproblemerne vil også vise sig på sengeafsnittene, mener Dorrit Pind. I den nye del af DNU vil alle patienter få enestuer, hvor en del af den terapeutiske aktivitet kan foregå, men i den del af sygehuset, der kommer til at bo i Skejbys nuværende bygninger, er der ikke enestuer.

Terapeuterne er ikke de eneste, der har fået deres kvadratmetre beskåret - langt fra - men omfanget springer i øjnene. Helle Kruuse-Andersen (billede)  mener, at det til dels skyldes, at de, der træffer beslutningerne ikke ved tilstrækkeligt om, hvilken opgave terapeuterne løser.

”Vi taler meget om lokaler til træning, men terapeuternes arbejde på et akut hospital i dag drejer sig jo næsten mere om diagnosticering, udredning og behandling i tæt samarbejde med læger og sygeplejersker. Det giver ikke nogen mening, hvis ikke det kan foregå i fysisk nærhed af hinanden. Hvis en idrætspatient kommer ind i ambulatoriet, skal idrætsterapeuten have et lokale ved siden af lægen, hvor man kan undersøge og ultralydsskanne, stille en diagnose, vejlede patienten og udarbejde en genoptræningsplan i tæt samarbejde med lægen. Så kan det ikke nytte noget, at patienten skal flytte sig et andet sted hen, fordi det er dér, vi tilfældigvis har et lokale”, siger Helle Kruuse-Andersen, der stærkt beklager, at der kun bliver terapienheder i tre af de faglige fællesskaber.

”Den blok med flest terapeutfaglige ydelser overhovedet er den akutte blok (indeholdende al ortopædkirurgi og endokrin medicin), men her var vi ved at miste vores kvadratmeter og vi kan se, at det ikke er en selvfølge, at vi organiseres omkring de patienter, vi arbejder mest med".

Andre vil skæve til Skejby
Der er planlagt renovering af eksisterende og bygning af nye sygehuse over hele landet, herunder bygning af fem nye store såkaldt supersygehuse. Endnu er der langt igen, før de første patienter kan lægge sig i sengene på supersygehusene, der ikke ventes færdige før om mindst 10 år. De konkrete planer for udformningen begrænser sig mere eller mindre til krydser på de marker, hvor politikerne har valgt, at sygehusene skal ligge, og først et godt stykke forude venter arkitekternes konkrete bud på de fysiske rammer.

DNU er således et hestehoved foran de andre byggerier, hvis planlæggere derfor næppe vil kunne undgå at skæve hertil. Dorrit Pind og Helle Kruuse-Andersen er derfor bekymrede for, om det meget beskedne areal til ergoterapi og fysioterapi på DNU kommer til at danne præcedens for disponeringen af de nye sygehuse. Det er derfor, de stiller op til interview – ikke fordi de tror, at det vil bringe de mistede kvadratmetre tilbage til DNU.