Blev hjulpet ved en tilfældighed

En dans til en firmajulefrokost tilbage i 2010 endte for Lone Nørgaard Andersson med en hjernerystelse og 10 måneder med konstant hovedpine, kvalme, koncentrationsbesvær, lyd- og lysfølsomhed, der førte til en fyring fra arbejdspladsen efter 120 sygedage.

Det var først da Lisbeth Ebbesen fra Holte Fysioterapi undersøgte hendes nakke og fandt indikation for at mobilisere de øverste hvirvler, at hun kom sig. Fra den ene dag til den anden var hun næsten fri for hovedpinen og sin lys- og lydfølsomhed.

Lone Nørgaard Andersson er farmaceut og havde i december 2010 lige fået et nyt spændende job i et medicinalfirma, da der blev holdt julefrokost. Under dansen blev hun grebet bagfra af en kollega, som løftede hende op og tabte hende, så hun landede med baghovedet i betongulvet.

”I første omgang var jeg fortumlet, fik en stor bule og havde ondt i hovedet og nakken. Jeg havde svært ved at huske, hvad der var sket i løbet af aftenen, men jeg kunne og kan stadig huske den lyd, det gav, da jeg ramte gulvet”, fortæller Lone Nørgaard Andersson.

Kollegerne fik hende overbevist om at tage hjem. Da hun vågnede dagen efter, var hun træt havde hovedpine og kvalme og to dage efter kunne hun ikke løfte hovedet, havde rotatorisk svimmelhed, kvalme med opkastninger, havde svært ved at fokusere og var lyd- og lysfølsom. Hun blev tilset af en vagtlæge, der rådede hende til at slappe helt af og hverken se fjernsyn eller læse, og hun blev sygemeldt. Selv om hun hvilede sig, blev hun dårligere de efterfølgende dage og sov det meste af tiden.

Efter to uger forsøgte hun at genoptage arbejdet på trods af konstant hovedpine, men hun kunne ikke holde på en kuglepen, og at læse på skærmen fremprovokerede kvalme, svimmelhed og opkastning, og hun blev sendt hjem og sygemeldt. I den efterfølgende periode blev hun behandlet hos en fysioterapeut, der var meget forsigtig med at fremprovokere smerter, men selv den mest blide behandling gav symptomer og gjorde hende uendelig træt og dårlig.

Scanningen viste ikke noget

Lone Nørgaard Andersson blev henvist til neurolog, der i første omgang fik hendes hoved og nakke MR-skannet, men skanningen viste normale forhold.

”Det fortager sig efterhånden, kræver ro og tålmodighed og de fleste kommer sig inden for de første tre måneder”, fik hun at vide.

Lone Nørgaard Andersson blev ved med at have ondt i hovedet hele tiden, var utilpas og lyd- og lysoverfølsom. Hun kunne ikke tåle at have besøg ret længe ad gangen.

”Når en veninde kom forbi, blev jeg helt udmattet efter en time. Og så kunne jeg sove i flere timer bagefter”, siger Lone Nørgaard Andersson.

Der var langsom fremgang, ikke fra uge til uge, men over flere måneder. Efter ca. et halvt års sygemelding, i juli måned, fyrede hendes arbejdsgiver hende uden varsel.

”Det var et hårdt at få beskeden, mens jeg stadig ”lå ned”. Når jeg ser tilbage på det i dag, var det måske godt for mig, at jeg ikke havde det pres fra min nye arbejdsplads hængende over hovedet og i stedet kunne koncentrere mig om at træne og have tid til at hvile mig hver eftermiddag, inden mine tre børn og mand kom hjem ”, siger hun.

En fornyet neurologisk undersøgelse bringer intet nyt med sig. Lægen tilbyder medicinsk behandling af smerterne og bemærker samtidig, at medicinen vil kunne tage toppen af bekymringerne.

”Jeg følte nu ikke, at jeg var deprimeret, men det er da klart, at jeg var ulykkelig over min situation efter et mere en 8 måneder med konstante smerter og var på det tidspunkt taknemmelig for al hjælp”, slår Lone Nørgaard Andersson fast.

Men heller ikke medicinen hjalp, og hun stoppede efter fem uger.

I hele forløbet forsøgte Lone Nørgaard Andersson at være så fysisk aktiv som muligt. Hun vidste godt, at det var vigtigt. I svømmehallen havde hun ikke hovedpine, når hovedet var under vand. Så tre måneder efter ulykken begyndte hun at svømme korte strækninger, et halvt år efter begyndte hun på yoga og at løbe korte strækninger i skoven på de gode dage.

Mobilisering hjalp

I hele forløbet får hun behandling hos en praktiserende fysioterapeut. Selv om hun nogle gange er i tvivl om behandlingernes effekt, holder hun fast, da hun føler, at hun er i de bedste hænder, og hun ikke magter at starte forfra hos en anden behandler. I sommerferien skifter hun mellem fysioterapeuterne på klinikken, hvilket ikke ændrer situationen.

”Men da Lisbeth (Ebbesen; red.) kommer til, fordi den anden fysioterapeut skal på ferie, prøver hun noget helt nyt. Hun tager fat dybt i nakken og kan mærke, at de øverste halshvirvler er ude af led og fastlåste. Hun spørger mig, om det er ok, at hun forsigtigt mobiliserer nakkehvirvlerne på plads. Jeg nævnte, at jeg jo var blevet skannet og tilset af flere eksperter og fysioterapeuter og var ikke særlig fortrøstningsfuld, men gav det selvfølgelig en chance”, fortæller Lone Nørgaard Andersson, der ikke kunne mærke effekt lige med det samme.

Da hun kom hjem, blev hun om aftenen utrolig træt og fik kulderystelser og for første gang i lang tid sov hun godt. Da hun vågnede, var tågen lettet og 90 procent af den hovedpine og lys- og lydfølsomhed, hun havde lidt af i 11 måneder, var væk.

Lone Nørregaard Andersen kom ugen efter til en ny manipulationsbehandling hos en læge, og også dette havde en markant effekt med lettelse af smerterne i hele rygmuskulaturen,

Motionen hjælper også

En lang periode med smerter havde sat sine spor i Lone Nørgaard Anderssons krop og i den efterfølgende periode fik hun behandling af ryg og nakke, som var overbelastet.

Hun blev i september 2012 tilset af en neurolog på Rigshospitalet, der anbefalede hende at intensivere den træning, hun allerede var i gang med.

”Jeg syntes faktisk ikke, jeg kunne gøre mere. Jeg både svømmede, løb, og dyrkede yoga. Men han insisterede på, at jeg skulle intensivere træningen (enten træne mere eller hårdere), hvis jeg ville opnå yderligere forbedring af min tilstand, og at det ville hjælpe på smerteopfattelsen. Da jeg kom hjem efter besøget, kunne jeg måske godt se, at han kunne have en pointe. Jeg fulgte hans råd, og det har hjulpet. Jeg mærker fortsat langsom bedring, men hvis holder jeg pause med træningen, får jeg ofte ondt i nakken, bliver utilpas og hovedpine”.

I dag, to år efter traumet, arbejder Lone Nørgaard Andersson som selvstændig konsulent og har det godt. Hendes hoved og nakke er ikke helt det samme som før, men træningsmæssigt kan hun det samme som før ulykken. Hun kan stadig udtrættes og blive utilpas ved længere tids arbejde ved computerskærm.

”Før behandlingen hos Lisbeth følte jeg, at jeg var inde i en osteklokke. Jeg tænkte som patient hele tiden. I et år var jeg min sygdom. Jeg har kæmpet en lang, sej kamp for at komme der til, hvor jer er i dag, men jeg har hele tiden følt, at alle behandlere har taget mine symptomer meget alvorligt og støttet mig i, at jeg med mine ressourcer nok skulle komme igennem det. Alle har gerne villet hjælpe, men har ikke kendt til anden behandling end ro og tålmodighed og ikke set dokumenteret effekt af fysioterapibehandling. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det ville være endt, hvis ikke Lisbeth havde hjulpet mig”, siger Lone Nørgaard Andersson.

Lone Nørgaard Andersson har indvilget i at stå frem af hensyn til de mange patienter, der har fået diagnosen postcommotio-syndrom. Hun ønsker at gøre alle behandlere opmærksom på, at der findes nogle fysioterapeuter og behandlinger, der kan gøre en markant forskel.

Hun vil også opfordre behandlere, herunder fysioterapeuterne, til at hjælpe patienterne videre, hvis behandlingerne ikke viser sig at have mærkbar effekt. Det kan være svært at magte og overskue, når man har det dårligt.

”Jeg blev hjulpet ved en tilfældighed. Jeg kan se på en hjemmeside for patienter med postcommotio syndrom, at der må være mange andre som mig, der måske har gavn af den behandling, jeg fik, og som mange andre sidenhen har fået hos Lisbeth. De ved det bare ikke, men det er et forsøg værd”.

I artiklen ”Mobilisering af nakken hjalp på symptomer efter commotio” beskriver fysioterapeut Lisbeth Ebbesen sin undersøgelse og behandling af Lone Nørgaard Andersen.