Portræt: Den evigt nysgerrige

Man ser det nærmest for sig. Finn Bojsen-Møller i lægekittel på Anatomisk Institut klar med skalpellen bøjet over en nyligt afdød person, der har doneret sin krop til videnskaben, og fysioterapeut Birte Carstensen fra Bispebjerg Hospital parat til at tage ind til Panum for at være med til en skulderdissektion. To ildsjæle over et stykke anatomisk forskning.

”Det var et usædvanligt opkald for sin tid”, indrømmer Birte Carstensen.

Der var ikke tradition for, at fysioterapeuter blandede sig i forskning eller blev hørt af lægerne op gennem 1960’erne og 1970’erne, så den lidt makabre invitation fra en læge var en personlig og faglig anerkendelse.

På den anden side har den 86-årige fysioterapeuts liv både privat og arbejdsmæssigt været en perlerække af usædvanlige oplevelser i stil med omtalte kolde skulder, og de fleste oplevelser har Birte Carstensen selv opsøgt.

Tidligere på året var hun i Vancouver for at deltage i en international kongres om fascier, og da sidste indlæg var holdt, rejste hun videre på egen hånd for at opleve Niagara Falls.

”Jeg ville derud, men det holdt hårdt, for offentlig transport er åbenbart ikke noget, folk benytter sig af i USA. Lige fra jeg landede i lufthavnen, blev de ved med at sige: „Don’t you have a car?”, hvad jeg jo ikke havde. Men det lykkedes til sidst”, fortæller Birte Carstensen.

Hendes ihærdighed blev belønnet med en regnbue på tværs af Niagara-faldene. Fra USA til Canada.

En timeløn på 2,67 kr.

Birte Carstensen er vant til kæmpe. Hun tog specialkurser i muskuloskeletal fysioterapi i Norge og Sverige, og i 1973 tog hun eksamen i Sverige, hvorefter hun arbejdede i en årrække på at få Danske Fysioterapeuter til at godkende en eksamen i muskuloskeletal fysioterapi herhjemme og endte med at få sin vilje i 1992.

Og allerede som ung fysioterapeut ønskede hun at få verificeret effekten af fysioterapi.

”Jeg bad om at få lavet før- og efter-røntgenbilleder af en skulder i forbindelse med en manuel stabilisering, og jeg var meget glad, da det også kunne ses på røntgen. Det har været en vigtig del af mit arbejde at undersøge og dokumentere. Da jeg modtog Maitland Memorial Award i 2010, sagde min chef fra Bispebjerg Hospital, at hun var glad for, at hun havde sagt ja, hver gang jeg havde en ide til et projekt eller havde præsenteret hende for et kursus, jeg gerne ville deltage i”, fortæller Birte Carstensen, der var ansat på Bispebjerg Hospital, til hun gik på pension.

Hendes lange arbejdsliv afspejler de kolossale forandringer, der er sket med fysioterapifaget siden 1950 med ti timers arbejdsdage og en timeløn på 2,67 kr. til i dag.

Men samtidig er den også et kighul til, hvordan det var som kvinde med faglige ambitioner at klare sig i en tid, hvor der skulle kreativ tænkning til at få puslespillet med mand, børn og job til at gå op.

”Jeg kan huske, at jeg kørte op til Norge i bil i 1971 for at gå føl hos Freddy Kaltenborn i Oslo. Jeg var blevet skilt fra min første mand et par år forinden og havde min ene søn og hans kammerat med i bilen. Vi havde telt med, så vi camperede på en campingplads uden for Oslo, og om dagen tog jeg så ind og fulgte fysioterapeut Kaltenborn, mens drengene legede på campingpladsen. Det var også Kaltenborn, der opfordrede mig til at tage med til mit første internationale seminar i 1973 på Gran Canaria”, forklarer Birte Carstensen og fortsætter smilende:

”Det var lidt svært at forklare Københavns Kommune, at man sagtens kunne foretage sig noget fornuftigt på Canarie Øerne. Det var jo i 1970’erne og storhedstiden for charterferie og grisefester”.

Det var på Gran Canaria-seminaret, Birte Carstensen første gang hørte om Vladimir Janda, som senere blev hendes gode ven.

Og forresten behøvede Københavns Kommune ikke at være så bange for deres investering i Birte Carstensens rejser, for hver gang hun har lært noget nyt, har hun skyndt sig at lære det fra sig.

I mange år underviste hun læger og fysioterapeuter både i København og Københavns Amt.

Gennem sit 62-årige virke har hun prøvet de fleste roller inden for sit fag – fra menig til underviser, medstifter og faglig leder af MT-gruppen, som hun har været æresmedlem af siden 1997.

Travl pensionist

Det er svært at finde en ledig tid i Birte Carstensens tætskrevne Mayland-kalender. Mandag går hun til gymnastik og har patienter om eftermiddagen, torsdag går hun til dans og så videre.

Men vi finder et hul til at tale om et mangeårigt arbejdsliv, der langt fra er slut.

Birte Carstensen tager imod i sin lejlighed i højhuset Domus Vista på Frederiksberg iført lilla lædervest, lillablomstret skjorte, læderbælte og slacks og åbner gæstfrit døren til altanen.

”Udsigten er bedre højere oppe”, fortæller hun. Vuet tæller Frederiksbergs tage, Valby Bakke og Zoo-tårnet, men det mest imponerende syn er snarere Birte Carstensen selv, der bevæger sig og gestikulerer som én, der var tyve år yngre.

Hun har aldrig haft problemer med sine hænder eller sin krop som følge af manuelle behandlinger, og hun mener, at det skyldes, at hun dansede ballet som barn.

”Jeg har en god fysik, og jeg tror, det skyldes, at jeg dansede. Det, man laver som barn, har stor betydning for det motoriske hele livet igennem. I de sidste par år er jeg faldet lidt sammen i ryggen, og jeg tager fat i gelænderet for en sikkerheds skyld, når jeg går på trapper. Men ellers intet at bemærke”, fortæller Birte Carstensen.

Birte Carstensen sætter varm te, friske druer og chokolader på bordet. Hun er lige kommet hjem efter at have behandlet en patient i Holte, og hun ser også stadig klienter på klinikken i Smallegade på Frederiksberg.

Officielt gik hun på pension i 1993, men hun kan ikke lade håndværket være.

”Jeg har kun sagt nej til at behandle to patienter i mit liv. Begge gange var det af faglige grunde. Den ene patient valgte efter mit afslag at blive behandlet et andet sted og kom lam tilbage. Den anden havde en tumor, viste det sig. Men det er ikke noget, man får tak for bagefter, til gengæld lærte jeg at stole på mig selv, og det jeg mærkede. Da jeg testede de to personer, opførte testene sig nemlig atypisk. Derfor ville jeg ikke behandle”, siger Birte Carstensen, som trods sine mange fysioterapeutiske titler faktisk slet ikke har papir på at være fysioterapeut.

Hun er derimod „lægeeksamineret massøse og sygegymnast”, som det hed dengang, fra Teilmanns Kursus på Blegdamsvej i 1950.

”Vi blev uddannet af to massøser. De havde faget i hænderne og lærte os, at vi skulle gå efter nogle bestemte punkter, men de vidste ikke, hvorfor lige de punkter havde den effekt. Vi havde ikke evidens dengang. Alt det, vi lærte og praktiserede, var empiri. Ikke desto mindre ligner meget af det, vi gjorde uden at vide hvorfor, de teknikker, man anvender i dag. Et af de største fremskridt er nok elektromikroskopet, der giver mulighed for at se de fine nervetråde, som bl.a. indgår i ledreceptionen”, siger Birte Carstensen.

Grundstenene i den uddannelse hun fik dengang fejler ikke noget, for ud over sin anatomi lærer man allermest af praksis, mener hun.

”Det er anatomi, der kommer ind ad døren hver gang. Misforstå mig ikke, det er et helt menneske, ikke bare en ryg, man skal forholde sig til som fysioterapeut. Vi kan ikke skille soma og psyke. Jeg må sige, at jeg har lært noget af hver eneste patient, jeg har haft igennem årene. Nogle gange tror man, at man har været klog, og så viser det sig, at man har taget fejl. Men man lærer også af fejlene og laver de nødvendige justeringer undervejs. Sådan er det, når man har været med i mange år”.

Verdens tredjebedste hænder

Janda, Maitland, Kaltenborn, som de fleste yngre fysioterapeuter kender fra pensum og for deres teorier, er Birte Carstensens kolleger og venner.

Hun kender dem alle sammen, og Vladimir Janda har endog udråbt Birte Carstensens manuelle evner til at være verdensklasse!

”Professor Janda påstod, at mine hænder var de tredjebedste i verden. Det var da noget af en kompliment! På førstepladsen lå hans egen lærer, på anden pladsen Sister Kenney (grundlæggeren af moderne fysioterapi, red.), og så kom jeg", siger Birte Carstensen, som i virkeligheden synes, at dem, hun har lært allermest af i sit liv, er patienterne.

Siden påske 2012 har hun blandt andet behandlet personer uden cpr-nummer.

”Det vil sige mennesker, som af den ene eller anden årsag ikke har adgang til det danske sundhedssystem, såkaldte non-existing persons”, slår Birte Carstensen fast og nævner sit arbejde for Center for Torturofre, som noget af det, der har givet hende positiv feedback.

”Der gør man en stor forskel. Når en patient, der har haft det rigtig dårligt, pludselig får det bedre, glæder alle de professionelle sig på tværs af faggrænser. ’Hvad gjorde du ved ham?’. Alle spørger hinanden og prøver at forstå, hvad det var for en knap der skulle trykkes på. Sådan en knap har de fleste patienter forresten, og det er den, det gælder om at finde som behandler. Det er kunsten. Ingen kan helbrede et andet menneske, men vi kan trykke på knappen, så mennesket begynder at helbrede sig selv”.

Vi lader ordene hænge lidt. Birte Carstensen er matematiker og naturvidenskabskvinde.

Hun tror ikke på magi, men hun er overbevist om, at berøring og omsorg har en helende virkning på mennesker.

”Vi er kemiske fabrikker. Det limbiske system, som blandt andet indeholder vores følelsesliv, regulerer også muskler og fasciers spændingsgrad. Når mennesker er følelsesmæssigt stressede eller smerteplagede, påvirker det kroppen. At arbejde med torturofre viser dette meget tydeligt. Den smerte, et menneske, der har været udsat for tortur, oplever, influerer også på hele hans eller hendes familie. Jeg har for eksempel hørt fra en farmaceut, at der et ekstra stort forbrug af håndkøbsmedicin i familier, hvor faderen har været udsat for tortur. Ikke til ham, men til børnene. Konen ved, at han ikke tåler støj, og derfor dysser hun børnene ned, for hun ved også, at han kun kender vold som reaktion på sin frustration og smerte.

Manglende respekt for viden

En af de ting, der har generet Birte Carstensen ved hendes eget fagforbund i mange år, var holdningen: Alle er lige gode.

”Den eneste måde, du kunne avancere på, handlede om anciennitet - du kunne blive over-fysioterapeut”, som hun siger.

Hendes ambitioner lå aldrig dér. En anden ting, der irriterede hende, var, at fysioterapeuters viden ikke blev taget alvorligt af lægerne.

”Bare sådan en ting som, at mave- og rygmuskulatur hænger sammen. Det vidste vi jo godt, derfor trænede jeg altid mavemuskulaturen på rygpatienter. Jeg kan huske, der var en læge, der engang vrissede til mig, da en patient skulle have ordineret træning og kommanderede: „Træn hans ryg, og så de maveøvelser, du alligevel laver med ham, hvis du insisterer”. Selvfølgelig insisterede jeg, for fysioterapeuter vidste jo, at curl ups virkede. Den sammenhæng var lægerne længe om at erkende", siger Birte Carstensen.

Hendes kampe har også været private. Hun mistede sin ældste søn i et trafikuheld i 1971, og mand nummer to var syg i en årrække, blandt andet med Parkinsons Sygdom.

Og når man er kommet op i alderen, falder flere og flere af éns venner og kolleger også fra, men Birte Carstensen tæller ikke, hun samler i stedet på oplevelser med sin familie og yngre kolleger:

”Da min mand døde, solgte jeg vores sommerhus i Hornbæk. Jeg orkede ikke at køre derop og skulle holde alt det. Det frigav nogle penge, som jeg har brugt på at rejse med min familie. Mit barnebarn, hans kone og deres barn var med mig i Vancouver i påsken, og jeg labber deres selskab i mig. Det er et privilegium, at ens familie også i flere generationer, har lyst til at tilbringe tid med én. Vi skal sejle på Middelhavet i Kristi himmelfartsferien”, siger Birte Carstensen.

Også i sit fysioterapeutiske arbejde er hun vant til at være sammen med mennesker, der er fyrre år yngre end hende, og hvis man holder ud længe nok, bliver selv interesser som bogbinding og 1700-tals-dans åbenbart trendy igen.

Birte Carstensen har gået til klassisk engelsk kvadrilledans i årevis, men som hun siger „nu er det blevet meget populært blandt de unge”, så også der har hun glæde af yngre selskab.

Midt i interviewet bliver hun ringet op og inviteret med til Det Døde Hav af sit barnebarn.

”Det kan jeg jo ikke”, siger hun og peger på kalenderen for december, som er tæt pakket allerede.

Patienten har altid ret

I en gruppe kvinder, Birte Carstensen har holdt sammen med og haft stor faglig og menneskelig respekt for, finder man blandt andre reumatolog og antropolog Grethe Skylv, der har været med til at katalogisere bækkenløsning, én af de fire såkaldt patientopfundne diagnoser, whiplash, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi og bækkenløsning.

”I min optik har patienten altid ret, og siger hun, at hun har ondt, så har hun ondt. Grethe Skylv fandt gennem sin antropologiske forskning ud af, at bækkenløsning var velkendt i alle ’racer’, bare ikke ’den gule race’. Den slags er meget interessant. Hun lavede også en undersøgelse af, hvad der sker med sport, når den overføres fra én kultur til en anden. Dengang var det meget in at dyrke kampsport, men folk fik så voldsomt mange skader. Det viste sig, at man kun havde taget en del af kampsportstraditionen til sig i Vesten, nemlig alle øvelserne. Meditationen, som i Østen bruges både før og efter havde man overset. Da man indførte opvarmning og nedkøling faldt skadefrekvensen”, fortæller Birte Carstensen.

Kroppen er den samme, men holdninger kommer og går. Det har Birte Carstensen erfaret mange gange i sit professionelle liv. Et andet eksempel hun husker er babyselerne i starten af 80’erne:

”Det var vanvittig populært at have barnet siddende på maven. Det var jo tæt på, så det måtte være godt, tænkte man. Men barnet sidder jo i closed pack position med låst hofteled. Det giver muligvis mening i Afrika, hvor moderen er nødt til at bære barnet, så hun kan arbejde samtidig, og barnet ikke løber og bliver ædt af løverne, men der er ingen grund til at udsætte danske børns hofteled for den belastning. Det er et godt eksempel på, at man ikke bare kan overføre noget fra én kultur til en anden, uden lige at tænke på konsekvenserne”.

Træning er ikke løsningen på alt

Aktivitet er godt, men ikke stress og jag. Birte Carstensen synes, hun kan se på de kroppe, hun kigger på i dag, at vi har travlt og er blevet bevægeindskrænkede.

”Det hele foregår i det sagitale plan, hvilket ikke er godt for kroppen, som er skabt til at bevæge sig i alle retninger. For mit eget fags skyld ville jeg ønske, at fysioterapeuterne snart fandt på noget andet end kun træning. Træning er altså ikke løsningen på alt; patienterne skal være motiverede, og kroppen skal være parat til de valgte øvelser”, siger Birte Carstensen.

”Mennesker er hele væsner og unikke. Jeg er tilhænger af evidens, men man skal bare huske, at evidens er et gennemsnit, og når man vælger midten, har man kasseret yderpolerne, og det er jo i den negative ende vores problematiske patienter befinder sig”, understreger Birte Carstensen.

Lige nu er det faglitteratur om fascier og Bruce Liptons videnskabsbestseller „Intelligente celler”, der ligger på den 86-årige fysioterapeuts natbord, og som hun er optaget af indholdet af.

Og netop som vi skal sige farvel til hinanden slår det mig, hvem jeg under hele interviewet har siddet tænkt på. En lille, slank, meget ambitiøs, venlig, bestemt og meget nysgerrig ældre dame.

Det er det, Birte Carstensen er: Kroppens Miss Marple.