Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage...

For otte år siden var jeg i færd med min første sæson som fysioterapeut i den danske håndboldliga. Jeg havde været uddannet som fysioterapeut i lidt over et år, så min erfaring med idrætsfysioterapi endnu ganske sparsom.

En tilfældig onsdag aften til en hjemmekamp i Frederiksberg Hallen blev jeg en markant erfaring rigere.

Ti minutter inde i anden halvleg bliver vores stregspiller tacklet hårdt og slår baghovedet i gulvet. Hun tager sig med det samme til hovedet og krummer sig sammen.

Inden for et minut er jeg på banen, hvor jeg som den første ser hende i øjnene. Hun har tårer i øjnene og er for mig overraskende mest frustreret over dommerens manglende udvisning af modspilleren. Jeg får hendes opmærksomhed, og hun fortæller, at det bare var et slag, og alt er okay.

Jeg registrerer, at hendes pupiller ser ens og normale ud, spørger til hovedpine, og da hun giver udtryk for, at alt er okay, og hun bare vil ned og hjælpe til i forsvaret, giver jeg hende lov til at fortsætte.

Hun spiller kampen færdig i fin stil, men efter kampen kommer hun til mig og fortæller, at hun har fået hovedpine.

Efter en snak og to timers overvågning lader jeg hende tage hjem med instrukser om, at hun ikke skal se tv eller læse samt at hun ikke skal sidde i kraftigt lys. Alt sammen for at aflaste hjernen mest muligt.

Hun får besked på, at hun kan ringe til mig, hvis det bliver værre.

Næste morgen ringer hun. Hun har det ikke godt, har stadig kraftig hovedpine og lyset udefra generer hende voldsomt. Tilstanden er dog ikke forværret siden aftenen forinden.

Hun får at vide, at der ikke er andet at gøre end at hvile sig uden tv og læsning, indtil symptomerne lægger sig. Jeg får hende til at ringe til holdets læge, der bekræfter tilgangen til problematikken.

I ugerne efter forbedres symptomerne en anelse, men hver gang hun forsøger opstart af fysisk aktivitet får hun tilbagefald.

Efter tre uger og et par forsøg på opstart sender holdets læge spilleren til yderligere udredning hos neurolog og efter en MR-skanning, der intet viste, konstateres det, at det er en almindelig idrætsrelateret hjernerystelse grad 1 med særlig voldsomt efterforløb.

Forløbet ændres ikke. Symptomerne som hovedpine, lyd- og lysfølsomhed og nedsat koncentrationsevne forsvinder ikke og resulterer i karrierestop som professionel håndboldspiller og indstilling af studie.

Og som om dette ikke skulle være nok, kan hun i mere end et år ikke deltage i sociale arrangementer med mere end 2-3 personer.

Her otte år efter har hun fået det bedre. Hun kom aldrig til at spille håndbold igen, hun har for nyligt færdiggjort sit studie og kan igen dyrke motion og være almen social.

Kunne jeg have håndteret situationen anderledes og skånet hende for et så voldsomt efterforløb?

Måske, hvis jeg havde pillet hende ud af resten af kampen og forlangt, at hun skulle hvile med det samme.

Vurderingen af graden af hjernerystelse

Men der er jo mange, der i sportens verden falder og slår hovedet. Betyder det, at alle skal pilles ud?

Jeg er i dag sikker på, at hvis det havde været min generelle tilgang, ville jeg blive anset som Peter fra Peter og ulven inden første halvdel af sæsonen var færdigspillet.

Efter denne episode blev jeg bekendt med SCAT2, der benyttes til at vurdere graden af hjernerystelse. I vurderingen indgår blandt andet Maddocks Score, der går ud på at stille fem simple spørgsmål, der vil kunne afdække korttidshukommelsen.

Netop korttidshukommelsen bliver hurtigt påvirket ved hjernerystelse.

Almentilstanden kan sagtens snyde ved første øjekast. Der er eksempler på, at spillere, der akut er blevet tilset af fagperson, har fået lov til at fortsætte, hvorefter de løber i modsat retning, skyder på eget mål eller stiller spørgsmål, der tydeligt viser, at den er helt gal.

Spørgsmålene fra Maddocks Score er: I hvilken hal er vi? Hvilken halvleg? Hvem scorede det sidste mål? Hvilket hold spillede vi imod i sidste uge? Vandt vi den kamp?

Dette skema gennemgår jeg nu jævnligt som en del af min forberedelse til træning og kamp. Og når situationen er til det, benytter jeg de fem spørgsmål i samspil med en almindelig tilstandsvurdering.

Senest brugte jeg det i en kamp, hvor en spiller for anden gang inden for en måned fik et slag mod hovedet. Da jeg kom ind til ham, kiggede han mig i øjnene og sagde:

”Slap bare af. Vi er i Brøndby Hallen, anden halvleg, Hansen har lige scoret ind, sidste uge kørte vi Kolding på røv og albuer”.

Jeg løb fra banen med en fornemmelse af, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne for at vurdere omfanget af hovedpåvirkningen. Det var en god fornemmelse. Gid jeg kunne skrue tiden otte år tilbage, måske det kunne have gjort en forskel...

Læs hele temaet om commotio

Blev hjulpet ved en tilfældighed

Personer med følger efter hjernerystelse skal lære at graduere træning

Mobilisering af nakken hjalp på symptomer efter commotio

Fysioterapi til patienter med postcommotio-syndrom