Fortjener vores fag ikke endnu større ambition?

I Fagblad nr. 7 2021 var der sat fokus på de nye opgaveområder, fysioterapeuter får uddelegeret tværfagligt rundt omkring i Danmark. Artiklen beskrev spændende udviklinger, hovedsageligt på hospitalerne, hvor fysioterapeuter varetager lægefaglige opgaver. Her savnede jeg et fokus, der bredte sig længere ud, helt ud til praksissektoren.

Der er netop nu et enormt stort fokus blandt nyuddannede på, hvordan vi undgår at ende i stillinger, som kræver kompetencer, der ligger uden for vores fagområde. Det er for eksempel kombinerede stillinger på plejehjem og hospitaler, som indeholder plejeopgaver, der ikke er fysioterapeutisk faglige. Det er godt, at der bliver råbt alarm, da det er nødvendigt at tage hånd om de problemer, der ligger til grund for, at negativ opgaveflytning sker. Men skal vi ikke i stedet fokusere på de områder, hvor vi som fysioterapeuter har uforløste potentialer og forsøge at komme på banen her?

I 2020 bakkede Danske Fysioterapeuter op om projektet “Direkte adgang”, hvilket tillod en tilskudsordning til borgere, der søgte første konsultation ved en fysioterapeut uden henvisning fra egen læge. Her vil jeg gerne stille spørgsmålet; er det ambitiøst nok?

Vi bliver fortsat flere fysioterapeuter på arbejdsmarkedet, ældreområdet vokser markant, og lægemanglen bliver kun større. Men i stedet for at gå efter at få deltidsfysioterapeuter på sundhedscentre eller en kommunal tilskudsordning, bør vi så ikke presse på for en større nytænkning af systemet? Evidensen for fysioterapiens effekt indenfor muskuloskeletale problematikker og udredning hober sig op fra hele verden.

Hvorfor udnytter vi ikke dette momentum til at arbejde mod en fremtid, hvor alle borgere med muskuloskeletale problematikker møder en fysioterapeut først, med fuld dækning, og et ydelsessystem ligesom hos den alment praktiserende læge?

Kan vi udvikle et redskab, der kan fordele patienter mellem lægen og fysioterapeuten? Kan vi skabe et bedre tværfagligt samarbejde med alment praktiserende læger og fysioterapiklinikker for at aflaste denne del af primærsektoren? Hvordan kan vi videreuddanne og certificere fysioterapeuter specifikt til at varetage sådan et job? Kan vi udvikle evidensbaserede redskaber til fysioterapeuter, der kan bruges til at spotte alvorlig patologi eller forløb, der kræver lægefaglig indblanding?

Alle disse spørgsmål står tilbage hos mig som nyuddannet, og de er ikke nemme at løse, det er jeg klar over. Mit håb er dog, at de kollegaer og repræsentanter, jeg nu deler titel med, fortsat kigger efter mulighederne, i stedet for begrænsningerne, i udviklingen af vores fælles fag. Og at vi fortsat bruger vores ressourcer der, hvor vi bedst kan hjælpe borgeren i sundhedssektoren.