Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Fysioterapeuter bag tværfaglig smerteklinik

Fysioterapeuter er en oplagt drivkraft i behandlingen af de kroniske smertepatienter, mener ophavsmændene bag Danmarks første tværfaglige smerteklinik ejet af fysioterapeuter.
En del af det tværfaglige team på klinikken. Fra venstre fysioterapeut Torben Eriksen, speciallæge og anæstesiolog Christian Nielsen, fysioterapeut Martin Christensen og psykolog Dionne Pedersen.
Kroniske smertepatienter kan komme til at vente helt op til to år på behandling på en offentlig smerteklinik. Derfor kører patienter gerne til Horsens, så langt væk fra som f.eks. Svendborg, Varde og Viborg, for at blive behandlet på den private klinik Østjysk Center for Smertebehandling.
 
Centeret drives af de to fysioterapeuter Torben Eriksen og Martin Christensen. Her er ventetiden kun 14 dage, og patienterne kan blive behandlet på det det offentliges regning i henhold til ventelistegarantien og frit sygehusvalg.
 
Omfanget af ventetid er dog ikke den eneste forskel mellem det offentlige tilbud, og tilbuddet på centeret i Horsens.
 
De to fysioterapeuter har forud for etableringen undersøgt blandt andet den tværfaglige sammensætning på de offentlige smerteklinikker, og erfaringen er, at den fysioterapeutiske del af behandlingen ofte er reduceret til, hvad Martin Christensen betegner som ”let træning eller afspænding”.
 
I Østjysk Center for Smertebehandling spiller fysioterapien en mere afgørende rolle, men uden at der er gået på kompromis med den tværfaglighed, som de to fysioterapeuter mener, er helt afgørende for at komme hele vejen rundt i behandlingen af den kroniske smertepatient. Klinikken har tilknyttet en speciallæge i anæstesiologi, der tager sig af den medicinske del af behandlingen, og derudover er ansat en socialrådgiver og en psykolog.
 
Patienterne henvises fra egen læge. Henvisningen gælder som udgangspunkt til behandling på en smerteklinik i det offentlige system, men er ventetiden her over en måned, kan der vælges et privat tilbud, og det er så her centeret i Horsens siden etableringen i september i år har været inde i billedet.
 
Østjysk Center for Smertebehandling har været på tegnebrættet i to år og skulle egentlig have slået dørene op allerede i begyndelsen af 2008, men efter konflikten i sygehusvæsenet i foråret 2008 blev ventelistegarantien midlertidigt suspenderet, hvilket fjernede centerets økonomiske grundlag i en periode.
 
Tværfaglig vurdering
Når patienterne begynder i centeret kommer de i løbet af én dag til vurdering af henholdsvis anæstesilæge, psykolog, fysioterapeut og socialrådgiver.
 
Lægen vurderer i forhold til eventuelle røde flag, om den smerteramte er fuldt ud diagnosticeret, og om medicineringen er i orden. Psykologen afdækker en eventuel psykologisk overbygning på smerterne og taler med patienten om dennes mål for smertebehandlingen og forventninger til centerets indsats. Socialrådgiveren afdækker patientens sociale kompetencer og ressourcer, den økonomiske situation og situationen i forhold til arbejdsmarkedet.
 
Den fysioterapeutiske vurdering består af en biomekanisk og neuromuskulær screening baseret på Mckenzie og Manuel Terapi og IMS a.m. Gunn koncepterne, forklarer Martin Christensen.
 
"Det primære fysioterapeutiske fokus ligger i at vurdere, hvorvidt forbedring af funktion eller smertereduktion kan ske via en fysioterapeutisk indsats med hovedvægten primært lagt på patientens egenomsorg og håndtering. Til kvalitetssikring og effektmåling af indsatsen bruges måleredskaber i form af bl.a. SF36", fortæller han.
 
Herefter visiteres patienten til det relevante behandlingsforløb individuelt og/eller i gruppe. Eksempelvis et 12 ugers smertehåndteringskursus kombineret med moduler med individuel behandling og/eller rådgivning.
 
Ims er et godt supplement
Torben Eriksen og Martin Christensen har drevet fysioterapiklinik sammen i 10 år, og har i løbet af årene udviklet en stigende interesse og kompetence inden for smertebehandling.
 
I jagten efter flere værktøjer stiftede de bekendtskab med IMS akupunkturen (intramuskulær stimulering) og drog til Canada for at blive uddannet i metoden af dens ophavsmand, den canadiske læge Chan Gunn.
 
Ifølge Martin Christensen er der moderat evidens for brug af IMS akupunktur i behandlingen af muskuloskeletale problemer herunder også smerte.
 
"Konceptet er et godt supplement til de allerede brugte koncepter som MT og McKenzie idet IMS tager udgangspunkt i en kendt fysioterapeutisk undersøgelse med yderligere vurdering af autonome, motoriske og sensoriske manifestationer. De kliniske fund danner basis for behandlingen af smerte - og dysfunktionsproblemer via intramuskulær stimulering, IMS. IMS’ens styrke, at den kan give en effekt her og nu i form af øget bevægelighed, øget funktion og reduktion af smerten", forklarer han.
 
Selvom der er langt mellem de private tværfaglige smerteklinikker, vil tilfældet, at der hele to i Horsens, men det skræmmer ikke Martin Christensen og Torben Eriksen. ”17 procent af danskerne har kroniske smerter. Det fortæller noget om, at en stor gruppe mennesker kunne have behov for behandling, men det offentlige system kan kun tage 3.000”, siger Martin Christensen, der derfor kun hilser det mere end velkomment, hvis flere finder på at etablere private klinikker.
 
Forudsætningen for at kunne komme i betragtning som tilbud inden for ventelistegarantien er, at klinikken tilbyder en tværfaglig indsats, der kommer hele vejen rundt om patienten, men ifølge Martin Christensen er det oplagt, at fysioterapeuter med specialkompetence inden for smertebehandling byder sig til som nogle af de primære aktører.
 
”Det vi har set på nogle af de offentlige smerteklinikker, vi har besøgt, er at den fysioterapeutiske indsats ofte er nedprioriteret. Men vi har som faggruppe utrolig meget at byde ind med i smertebehandlingen, eksempelvis MT, McKenzie og akupunktur. Desuden er vi som udgangspunkt er meget holistisk tænkende, hvilket har stor betydning i håndteringen af denne gruppe”, mener han.
 
Slipper ikke patienterne helt
Der er en maksimum ramme for den offentligt finansierede behandling. Det er ikke altid nok, men det er et skridt på vejen mod et godt liv trods smerter, mener Martin Christensen.
 
På samme adresse driver de to Center for Fysioterapi og Træning. Det giver, forklarer Martin Christensen, en synergieffekt, idet patienterne kan fortsætte med behandling/ og eller træning, når de er færdige med det fastsatte smerteforløb.
 
Endnu har Østjysk Center for Smertebehandling kun været i gang i så kort tid, at der ikke har kunnet følges op på behandlingen, men planen er, at der skal følges op seks måneder efter afslutningen af et forløb.