Nu er hun rigtig formand

Det er en lettet Tina Lambrecht, der tager imod på det formandskontor, hun har beboet siden maj 2012, men som hun først nu for alvor kan kalde sit. Selve valgkampen har varet i tre måneder, og det er lang tid, mener hun – også for lang tid.

"Det er vigtigt med en grundig proces, men jeg tror, foreningen vil gøre sig selv og medlemmerne en tjeneste, hvis vi ikke har så lang en valgproces, næste gang der skal være valg til formandsposten eller en regionsformandspost", siger Tina Lambrecht, mens telefonen ligger og hopper på bordet i takt med, at den ene sms efter den anden tikker ind med lykønskninger, der afspejler det overbevisende resultat på 65 procent af de afgivne stemmer.

"Det er dejligt med et så tydeligt mandat, ikke mindst fordi jeg i løbet af valgkampen er blevet bekræftet i, at vi har nogle medlemmer, som har meget forskellige interesser. Alt lige fra nogle ekstremt loyale tillidsrepræsentanter, der agerer for foreningen helt ude i felten, og som meget gerne vil tale om arbejdsvilkår, nogle ledere, der har mod til at forholde sig kritisk til foreningen og nogle medlemmer, der er dybt fagligt engagerede, og for hvem faget og fagets udvikling er det aller vigtigste. Det har gjort det tydeligt for mig, at man som formand ikke kan fokusere ensidigt på enten fagligheden, løn- og ansættelsesvilkår eller medlemsservice; man er nødt til at spille på alle strengene, og man er som formand den, der skal understøtte den fællesskabsfølelse, en forening skal bygge på".

Og selvom interesserne er forskellige, er de ikke nødvendigvis modstridende, mener Tina Lambrecht, der heller ikke sidder tilbage med en fornemmelse af, at valgkampen har skærpet modsætningerne.

"Som forening skal vi bruge de forskellige interesser konstruktivt, både på det politiske og organisatoriske plan. Medlemmernes ønsker til foreningen er alle afsendt i en positiv ånd og ud fra en tiltro til, at foreningen er det, der skal binde os sammen for at udvikle vores vilkår, vores fag, vores position og vores rum til at skabe et bedre sundhedsvæsen. Jeg synes ikke, at modsætningerne er skærpet på en måde, der gør, at de trækker sig fra hinanden. De medlemmer, der har faglig udvikling som deres kæphest, er med til at løfte faget til gavn for alle, og de medlemmer, der kæmper for ordentlige løn- og arbejdsforhold, løfter også for os alle, så samlet set er de forskellige interesser jo netop vores styrke".

De første 100 dage

Tina Lambrecht har i praksis siddet ca. 300 dage i formandsstolen allerede, men man sidder med en anden tyngde, når man sidder der efter ønske fra medlemmerne og ikke kun fra hovedbestyrelsen, mener hun, og giver derfor gerne et bud på, hvordan de første 100 dage som rigtig formand skal bruges.

"En forening er jo ikke drevet af en formand alene, men af en hovedbestyrelse, som formanden er en del af. Derfor er der også et arbejde, der allerede kører med den strategiplan, som hovedbestyrelsen har vedtaget, og som blandt andet betyder, at der er planlagt en politisk interessevaretagelse, blandt andet med relation til vores målsætninger om flere job, nye jobfunktioner, tværfaglige udviklingsmiljøer og så videre. Men jeg sagde under valgkampen, at jeg, hvis jeg blev valgt, ville tage en snak med de fire andre kandidater for at også at få båret deres visioner med i mit videre arbejde. Det var ikke bare populistisk valgkampssnak, men faktisk noget, jeg mener, og som jeg glæder mig til at få ført ud i livet. Det er jo ikke alle medlemmer, der har stemt på mig, og det er vigtigt også at få båret ønskerne fra de medlemmer, der hellere ville have haft en af de andre kandidater, med ind i foreningens arbejde".

Et andet ønske, for ikke bare de første 100 dage men også for tiden fremover, er at komme ud på arbejdspladserne og møde fysioterapeuterne dér, tilføjer Tina Lambrecht. "Jeg vil meget gerne ud til medlemmerne. Min fordel er jo, at jeg allerede kender det organisatoriske og det politiske set up i foreningen, så det behøver jeg ikke at bruge tid på at lære at kende. Men jeg vil gerne ud til nogle af de arbejdspladser og faglige udviklingsmiljøer, jeg ikke kender så godt. Det må gerne læses som en stående invitation til medlemmerne om at invitere mig på besøg. I det hele taget er det essentielt for mig at være en åben og inddragende formand. Også i forhold til foreningens etablerede netværk i for eksempel faglige selskaber og fraktioner. Det er vigtigt, at vi får et godt samarbejde, så jeg ved, at når vi beslutter noget i hovedbestyrelsen, er det med baggrund i medlemmernes ønsker".

Alles interesser er lige meget værd

Formandsposten er en ærefuld post, men også en udsat post, vurderer den nye formand, der derfor indtager den iført en god portion ydmyghed.

"Jeg er drevet af, at jeg gerne vil være med til at udvikle foreningen og sætte retning, og det har man en særlig mulighed for, når man sidder her. Men man kan ikke sætte retning uden at prioritere i, hvilke skibe man sætter i søen hvornår. Men medlemmerne har vist, at de har tillid til, at jeg mener det, når jeg siger, at alles interesser er lige meget værd, og det er jeg rigtig rigtig stolt af og meget overvældet over", erklærer Tina Lambrecht og indrømmer, at hun fredag før valgets afslutning i flyveren hjem til Nordjylland havde spekuleret på, om det skulle blive hendes sidste flyvetur som formand.

Det blev det ikke, og dagene skal nu for alvor deles mellem lejligheden på Christianshavn og huset i Nibe, hvor tre børn på henholdsvis 7, 8 og 11 år nok skal sørge for, at der bliver tid til andet end at være formand alle ugens timer.

"Jeg nyder at have et hektisk arbejdsliv – virkelig. Men der hvor jeg lader mentalt op, er, når jeg er hjemme i Nibe og kan gå eller løbe en tur ved havet eller gå i svømmehallen med børnene". Og skulle nogen spekulere på, hvad de tre børn siger til at skulle dele deres mor med 12.000 fysioterapeuter, lyder svaret, at "de synes, det er helt vildt fedt!". Tina Lambrecht tager fat i den dansende telefon og læser højt fra børnenes sms'er "Hej mor, hvor er du sej!". "Hvor meget vandt du med?". "Tillykke, nu vil jeg ha' en Ipod!".