De glemmer sygdommen, når de kommer ud i naturen

En bildør smækker, en kvinde træder ud iført træningstøj og hue. Dagens hold – ni mænd og en kvinde – står klar udenfor en hvidmalet stråtækt gård ti minutters kørsel udenfor Svendborg. Nogle er i træningstøj, andre kommer i almindelige bukser og vindjakke. Det er en kølig og solrig forårsdag, og træningsholdet fra Sundhedshus Svendborg er samlet inden halvanden times fysioterapi i naturen. Fysioterapeut Lene Buur Jensen står for dagens træning, som hun undtagelsesvist er alene om.

Lene Buur Jensen trækker deltagerne op i skoven og spreder dem i en kreds under de nøgne trækroner. Så sætter hun gang i en navneleg, hvor alle præsenterer sig selv plus sidemanden. Derefter starter dagens første øvelse.

“Træk vejret ind, mærk det helt ind i brystkassen. Og pust ud igen. I må gerne lukke øjnene,” siger hun. “Mærk efter. Hvordan har I det nu?” Deltagerne ser ud til at nyde den lille nærværsøvelse, som skal forberede dem på dagens træning. Kort efter bliver de sendt afsted i makkerpar, to og to. Det er opvarmning, og de får besked på at gå raskt til eller løbe, men uden at pulsen kommer helt op.

“Husk Borgs skala! I må ikke nå snakkegrænsen! Brug træerne og buskene. I skal over noget, under noget og rundt om noget,” siger hun og spæner selv ind i et krat med en mand i hælene.

Livskvaliteten blev forbedret

Vi befinder os på Naturskolen ved Skårupøre Strandvej, et naturskønt, bakket terræn med skov, sø, enge og kløfter. Her har fysioterapeut Lene Buur Jensen fra Sundhedshus Svendborg siden 2018 kørt genoptræningshold for borgere med alvorlige kroniske sygdomme. Projektet, med titlen Aktiv i Naturen, har blandt andet undersøgt, hvorvidt patienter med KOL, hjerte-kar-sygdomme, kræft og diabetes får bedre sundhed og livskvalitet, hvis man rykker genoptræningen ud i naturen. Projektet er nu afsluttet og evalueret, og det gik så godt, at sundhedshuset nu tilbyder genoptræning i naturen permanent.

I en spørgeskemaundersøgelse blev de 126 deltagere spurgt, hvordan de mente, forløbet havde påvirket deres helbred. 75 procent angav, at forløbet gav dem bedre trivsel og livskvalitet. 80 procent svarede, at de fik bedre humør, og cirka 74 procent siger, at de kom i bedre fysisk form.

“Vi kan se, at både det psykiske og det fysiske velvære bliver løftet hos deltagerne. Særligt deres mentale sundhed boner positivt ud. Og det var et væsentligt mål: At deres livskvalitet blev forbedret,” fortæller Lene Buur Jensen.

"Det vigtigste er, at de bliver glade i låget. At de fortsat vil benytte naturen. Og at de mærker, at naturen påvirker dem positivt, " siger fysioterapeut Lene Buur Jensen. 

Naturvejledning er del af forløbet

Det særlige ved projektet i Svendborg er, at der er koblet naturvejledning på. Hver anden gang møder deltagerne en naturvejleder, som fortæller om den lokale natur og inddrager deltagerne i aktiviteter. Det kan være indsamling af forskellige planter, undervisning i sæsonens dyreliv eller en fortælling om landskabets historie. Et element, som projektgruppen bag håbede ville tiltrække borgere, som normalt ikke opholder sig i naturen. Det lykkedes, dog kun til en vis grad. Til gengæld havde de held med at motivere borgere til fysisk træning, som normalt har svært ved at se sig selv i en træningssal.

“Naturvejledningen virker motiverende for nogle. Nogle af deltagerne sagde, at ‘vi må jo tage det sure med det søde.’ Det søde var naturvejledningen, det sure var træningen. Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, men der er en sandhed i det,” forklarer hun.

Lene Buur Jensen giver et eksempel med en patient med claudicatio intermittens, som var helt uvant med fysisk bevægelse. Han var 16 minutter om at gå rundt om en bakke, som andre tog på fire. Til gengæld blev han så optaget af naturvejledningen, at han følte, tiden fløj.

“Det var meget smertefuldt for ham at gå. Men naturvejledningen fik ham til at glemme smerterne,” forklarer hun.

Det har dog også givet udfordringer at mixe fysioterapien med en dosis naturvejledning.

“I starten blandede vi de to ting, men det fik vi kritik fra deltagerne af. De syntes, træningsniveauet var for lavt, og at naturvejledningen tog intensiteten ud af træningen. Naturformidling er også at gå stille og roligt rundt, fordybe sig og kigge på blade og blomster. Det er en modsætning til at få pulsen op. Det har vi forholdt os til, så vi nu er opmærksomme på at skille de to ting ad og indlejrer træningsblokke den dag, der er naturvejledning,” fortæller Lene Buur Jensen.

Krav til fysioterapeutens opfindsomhed

I dag sender Lene Buur Jensen holdet ind i en stejl kløft, hvor halvdelen skal løbe op ad en bakke og klappe træer, mens deres makker laver squats. Nogle spurter op ad bakken uden besvær, andre hiver efter vejret. En mand stopper op: “Jeg kan ikke, det er for hårdt terræn at løbe i,” siger han til fysioterapeuten. Lene Buur Jensen sender ham ned til et fladere terræn. Den eneste kvinde på holdet ser bekymret ud, mens hun langsomt bevæger sig ned af den stejle skråning.

“De tørre blade er glatte. Det er ligesom en skitur,” siger hun.

Fysioterapeuten sætter i et højt gadedrengepift: “Så er der time out! Jeg har lige fået nogle input. Hvis det er for hårdt at løbe op og ned ad bakken, så skru lidt ned for tempoet, og hvis I føler jer usikre på terrænet, så find et sted, hvor der er mindre bakket.” Deltagerne fordeler sig på ny, så de, der vil skånes, træner i fladt terræn. Andre knokler videre med høj energi.

Lige netop den form for omstillingsparathed er nødvendig, når man tilrettelægger træning i naturen. For både omgivelser og vejr kan være omskiftelige og give overraskelser. Samtidig kan der være stor forskel på deltagernes niveau, forklarer Lene Buur Jensen. Derfor er de normalt to fysioterapeuter om at varetage træningen.

“Nogle patienter kommer nyopererede og må af gode grunde tage den med ro. Andre ønsker at udfordre sig selv mere. Derfor fandt vi hurtigt ud af at niveauopdele holdet, så den ene fysioterapeut tager sig af dem, som gerne vil have en ekstra udfordring, og den anden tager sig af dem, som vil have det lidt mere stille.”

Bevægelserne er overførbare

Oprindeligt var meningen, at man ville sammenligne resultaterne fra projektet med folk, der trænede indendørs. Men det satte corona en bremser for. Derfor kan Lene Buur Jensen kun berette om deltagernes selvoplevede vurderinger. Men udover de positive resultater for livskvalitet og bedre fysisk form svarede 28 procent eller næsten hver tredje, at de nu bruger naturen på en anden måde end tidligere. 34 procent siger, at de bruger naturen mere end før. Lige præcis dét glæder fysioterapeuten sig over. For det bakkede og ujævne terræn skaber erfaringer, som borgerne kan tage med sig hjem.

“Vi kan se, at træningen er overførbar til borgernes hverdagsliv, for man skal tage sig i agt, når man er herude. Det er ikke et linoleumsgulv, underlaget er ujævnt, og du skal hele tiden orientere dig, når du bevæger dig. Ligesom du skal i dit hverdagsliv.”

Hun fortæller, hvordan også almindelige øvelser som mavebøjninger giver noget ekstra, fordi deltagerne skal op igen, uanset om de ligger på en stejl bakke eller en blød skovbund.

“Det er med til at give noget selvtillid. For hvis man kan komme op her, så kan man også komme op, når man falder derhjemme. Man får også trænet balancen, og det er en stor del af forudsætningen for at være selvstændig.”

En anden iagttagelse, Lene Buur Jensen har gjort, er, at deltagerne forholder sig anderledes til hinanden.

“Man tager større ansvar og hjælper hinanden. På et indendørs træningshold kan folk sidde og cykle ved siden af hinanden i uger uden at vide, hvem sidemanden er. Deltagerne her er meget opmærksomme på hinanden. Hvis vi skal over en grøftekant eller gennem et brombærkrat, så hjælper de hinanden. Der er en anden gruppedynamik. Vi ved, at det at være aktiv sammen med andre har betydning for den mentale sundhed. Så fællesskabet er enormt betydningsfuldt.”

Borgs skala

Lene Buur Jensen bruger konsekvent Borgs skala i træningen. Hun beder flere gange i løbet af sessionen deltagerne vurdere, hvor de befinder sig i forhold til deres åndedræt eller oplevelse af anstrengelse på en skala fra 6 til 20.

“Jeg vil gerne have, at de lærer at mærke efter, hvordan det føles, når de træner kredsløbet. Kan I snakke nu, eller hakker talen? Det er et godt redskab, når man har en meget heterogen gruppe. På den måde kan man både udfordre den tidligere maratonløber og den, som skal passe på, fordi hun er helt nyopereret. Man giver deltagerne en fornemmelse af og viden om, hvad der skal til for, at de træner deres kredsløb, også når de er stoppet her. For et forløb er jo altid en parentes i en borgers liv. Vi tilbyder dem værktøjer, der kan øge deres kompetencer til fysisk aktivitet resten af livet.”

En holddeltager i gang med sine nærværsøvelser.

Nærværsøvelser er fast ingrediens

Holdet samles igen. Kinderne har fået farve. Nu er det tid til et hvil. Deltagerne lægger sig i skovbunden og lukker øjnene. Freden sænker sig. Der er to minutters stilhed. Lene Buur Jensen lægger altid nærværsøvelser ind i sit program.

“Det er et fast element i træningen, at vi lægger os ned og lukker øjnene, eller vi sætter os og kigger ud over vandet. For mennesker, der kommer med alvorlig kronisk sygdom, kan føle sig meget stressede. Det er noget af det, som forskningen peger på. At når man forbinder sig med sanserne, kommer man til at mærke sin krop. På den måde bliver det et fristed udenfor lægesamtaler og sygehuskontroller. Det kan være med til at dæmpe kroppens stress.”

Dagens fysioterapeutiske træning er slut. Nu tager naturvejlederen Lasse over. Han guider deltagerne hen til et birketræ, hvor han har opsamlet birkesaft i en flaske. Alle får et glas frisk og kølig birkesaft. Bagefter sender han deltagerne ud for at indsamle planter. Naturvejlederen fortæller om forårets spirende vækster og om de dyr, som ikke klarede vinteren. Halvanden time er gået. Deltagerne siger farvel. For nogle var det sidste gang, andre kommer igen næste uge.

“For mig er det vigtigste ikke, at forløbet får deltagerne i super-duper kondition og styrke og helbredstilstand. Det kan man ikke nå på seks-otte uger. Det vigtigste er, at de får en positiv oplevelse af træning og bliver glade i låget. At de fortsat vil benytte naturen. Og at de mærker, at naturen påvirker dem positivt. Nogle af vores deltagere sagde, at det gør dem så godt, at de glemmer sygdommen, når de kommer ud i naturen. Det er det, det handler om.”