Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

”Jeg er blevet en bedre stuntman af at være fysioterapeut”

Ved siden af sit job som fysioterapeut på Psykiatrisk Center Amager arbejder Jack Hansen også som stuntman. Der er mange paralleller mellem fysioterapi og stunts, og fysioterapien har både gjort Jack Hansen til en bedre stuntman og mere eftertragtet i stuntbranchen.
Jack Hansen er fysioterapeut og har bijob som stuntman og stuntkoordinator. Ansat på Psykiatrisk Center Amager og Stunt360. Foto: Sisse Stroyer.

Hvad laver du?

Jeg har et fuldtidsjob som fysioterapeut på Psykiatrisk Center Amager. Ved siden af har jeg et bijob som stuntman og stuntkoordinator. Det var egentlig meningen, at jeg skulle erstatte mit stuntarbejde med fysioterapi. Men det gik i den modsatte retning. Jo længere, jeg kom med min uddannelse, desto mere populær blev jeg inden for stuntbranchen. Jeg har heldigvis en rigtig god arbejdsplads og chef, som lader mig flekse, så det er muligt at gøre begge ting. Det er jeg enormt glad for.

Hvad laver du som stuntman?

Jeg kan slås og falde, jeg er rutineret inden for høje fald – op til 12 meter – og ild i kroppen. Hvis nogen skal bruge en gut, der skal have ild i kroppen, er det ofte mig, de ringer til. Som stuntman skal du have overblik og koldt vand i blodet. Jeg har været stuntman i 15 år, og jeg har ikke haft en eneste skade ud over selvfølgelig en enkelt forstuvning eller to. Men hvis jeg brækker en arm, er det et tegn på, at jeg ikke har gjort mit forarbejde godt nok. Derfor er det vigtigt, at vi udraderer alle risici for, at man kan komme til skade.

Hvordan bruger du din baggrund som fysioterapeut i dit arbejde?

Jeg er overbevist om, at jeg er blevet en bedre stuntman af at være fysioterapeut. Jeg er også en bedre fysioterapeut af at være stuntman. Hvis en skuespiller, som ikke har erfaring med at slås, skal sparkes i hovedet, pro- og regredierer jeg og lader være med at gå for hurtigt frem ligesom med fysioterapi. Lad være med at bede en person om at løbe, hvis du ikke er sikker på, at personen kan gå. Det handler om at skabe overblik og tryghed og have en åben tilgang. Det er fuldstændig det samme, jeg gør, når en patient skal op og gå for første gang med et nyopereret knæ.

Kan du give andre eksempler?

Jeg er jo en skidegod stuntdouble for skuespillere. Jeg laver en holdningsanalyse og ganganalyse af den skuespiller, som jeg skal være double for, og så tager jeg en løbetur med personen for at se, hvordan personen bevæger sig. Omvendt kan jeg også bruge min stunterfaring i mit arbejde som fysioterapeut. Når jeg får nye patienter, skal jeg overbevise dem om, at jeg er en mand, de kan stole på. Det er præcist det samme, jeg har gjort i mit stuntarbejde i 15 år.

Hvad er den sjoveste opgave, du har prøvet?

Det var nok en opgave for Canon. De havde fået journalister fra hele verden til at teste et nyt kamera, og så havde de hyret stuntfirmaet til forskellige stunts. Jeg skulle komme løbende, hoppe op på en gemt trampolin, og så hoppe op i luften, imens der kom en kæmpe eksplosion i baggrunden. Det sjove ved den dag var, at jeg havde folk til at forberede det for mig. Det værste og hårdeste ved at være stuntman er, at du skal slæbe, forberede, rydde op og resette. Det er et hårdt arbejde. Her var der folk til at gøre det for mig. Jeg skulle bare møde op og posere med eksplosionen bagved. Og vi fik nogle fantastiske billeder ud af det.