Femårs-opfølgning bekræfter, at træning bør være førstebehandling ved korsbåndsskade

Endnu engang har en svensk forskergruppe, med deltagelse af blandt andre professor Ewa Roos fra Syddansk Universitet, kunnet fastslå, at træning er et fornuftigt førstevalg til unge aktive idrætsudøvere med korsbåndsskade. Resultaterne er fremkommet efter femårs opfølgning på et studie, der første gang blev omtalt i 2010.

I 2010 publicerede Richard Frobell, Ewa Roos, Harald Roos, Jonas Ranstam og Stefan Lohmander resultaterne fra et stort randomiseret studie, der sammenlignede effekten af tidlig genoptræning med tidlig rekonstruktion af korsbåndet og efterfølgende genoptræning til patienter med forreste korsbåndsruptur. Forskerne fandt ved follow up efter to år, at der ikke var forskel på de to grupper, og at 61 procent af dem, der var begyndt at træne uden at få rekonstrueret korsbåndet, helt undgik operation. Der var heller ikke forskel på frekvensen af meniskskader i de to grupper. En af begrundelserne for at operere patienter med korsbåndsruptur er blandet andet, at patienterne i højere grad skulle risikere at få yderligere skader på grund af det instabile knæ efter rupturen. Men også dette kunne studiet afvise.   

I starten af 2013 blev resultaterne af femårsopfølgningen på samme studie publiceret i British Medical Journal. Og endnu har forskergruppen kunnet fastslå, at tidlig rekonstruktion af korsbånd og efterfølgende genoptræning ikke har bedre effekt end at begynde med genoptræning og udelukkende tilbyde rekonstruktion til dem, der efter træningen havde behov for det.  Forskerne konkluderer således, at der kan være god mening i, at klinikere anbefaler træning som førstevalg til unge aktive idrætsudøvere med korsbåndsskade.

Struktureret og standardiseret træningsforløb

Det oprindelige studie bygger på data fra 121 unge idrætsudøvere mellem 18-35 år. 120 af disse var med i follow up-studiet fem år efter. De inkluderede var fysisk aktive idrætsudøvere under eliteniveau. Langt de fleste havde fået korsbåndsrupturen i forbindelse med fodbold. Der blev til studiet udarbejdet et standardiseret og struktureret genoptræningsforløb med mål og delmål for genoptræningen indenfor balance/koordination, gang, muskelfunktion og aktivitet.   

Genoptræningsprogrammet tager højde for de forskellige faser i genoptræningen og forskelligt funktionsniveau, og der er retningslinjer for progression. Det betyder, at forskerne havde et standardiseret tilbud, der samtidig tog højde for de individuelle forskelle, der var hos de inkluderede. Genoptræningen er velbeskrevet og publiceret, og det er derfor muligt for klinikere at benytte det samme træningsforløb til egne patienter.

I forbindelse med fem års follow up benyttede forskerne de samme outcome scorer som i det oprindelige studie og ved to års followup. Det drejer sig om selvrapporterede data fra KOOS , SF-36 og Tegner activity scale. Derudover vurderede forskerne mekanisk knæstabilitet (Lachmans test og pivot shift test) og røntgenforandringer. Studiet viste, at der ikke var forskel i smerter, funktion, ADL, tilbagevenden til idræt, knærelateret livskvalitet, artroseforandringer i knæet eller frekvensen af meniskkirurgi hos patienter, der fik rekonstruktion og genoptræning, og den gruppe, der blev behandlet med genoptræning alene umiddelbart efter skaden.