”Jeg kan ikke få lov at gå på arbejde”

Hvad laver man som underviser på en sosuskole?

Det, jeg bliver betalt for, er at undervise de kommende social- og sundhedshjælpere i, hvordan de kan aktivere og rehabilitere borgerne samt, hvordan de kan passe på sig selv i arbejdet, dvs. ergonomi og arbejdsmiljø.

Og så er jeg valgt som arbejdsmiljørepræsentant, så det går der også noget tid med.

Desuden hører det jo med til at være fysioterapeut, at når folk, både elever og kolleger, har et eller andet med kroppen, så hiver de fat i mig og siger ”Engelien kan du ikke lige…”.

Hvordan er du havnet her?

Jeg har været her i snart tre år. Tidligere arbejdede jeg som ergonomisk konsulent og har altid interesseret mig for arbejdsmiljøet i hjemmeplejen. Da der blev en stilling ledig her, tænkte jeg, at tiden var inde til at beskæftige mig med de kommende sosu-medarbejdere, efter at have samarbejdet rigtig meget med deres ledelser.

Men jeg blev overrasket over, hvor lidt ergonomi og arbejdsmiljø egentlig fylder i sosuhjælper-uddannelsen. Faget fylder kun én uge, men jeg trækker det ind løbende, hvor det er relevant.

Som fysioterapeut har jeg ikke undervisningspædagogik med i bagagen, men her er et krav om, at man skal tage en diplomuddannelse i pædagogisk faglighed inden for de første seks år, man er ansat her, så det er jeg i gang med.

Hvad med livsstil?

Det kommer vi heller ikke udenom. Uddannelsen som sådan har fokus på borgerne, men jeg prøver at kringle den, så vi også kommer ind på elevernes egen livsstil. Der er mange af dem, der ryger, vejer for meget, får for lidt motion og spiser forkert.

Her på skolen har vi heldigvis en gymnastiksal, som vi kan gøre brug af, så jeg sætter dem i gang med styrketræning, konditions- og balancetræning og propper det ind løbende.

De er ikke så lette at få til at sidde stille i lang tid ad gangen, så det er under alle omstændigheder godt at kunne bruge noget tid i gymnastiksalen, selvom det også er en udfordring at motivere alle til at røre sig.

Hvad betyder det øgede fokus på rehabilitering i hjemmeplejen for uddannelsen?

Tidligere underviste jeg i et fag, som hed Aktivets- og praktisk fag. Efter en nylig reform underviser jeg nu i to fag: ”Arbejdsmiljø og ergonomi” og ”Rehabilitering og social og sundhedsfaglig indsats”.

Vi er begyndt at bruge adl-taxonomien i undervisningen, da det er svært for eleverne at vurdere, hvad borgerne selv kan, men i forhold til social- og sundhedshjælpernes arbejdsopgaver giver det ingen forandringer, at de skal rehabilitere, hvor de før skulle aktivere.

Men eleverne oplever, når de kommer ud i praksis, at der er et større fokus på, at borgerne skal rehabiliteres, og det øgede fokus på rehabilitering betyder, at eleverne rent faktisk får plads og tid til rehabilitering.

Det gør mig mere optimistisk i forhold til tidligere, hvor man hele tiden hørte, at den måde at arbejde på alligevel ikke kunne lade sig gøre på grund af for lidt tid osv. Eleverne er mere lydhøre overfor mine argumenter i dag.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Den findes ikke. Vi har ikke et fast skema, fordi vi foretrækker at samle timerne i større klumper, og skemaet derfor varierer fra dag til dag og fra uge til uge.

Vores arbejdstidsregulering er koblet sammen med folkeskolelærernes, og derfor er vi også blevet lockoutet. Hvis jeg får mindre tid til rådighed til forberedelse, bliver det jo, som det bliver.

Savner du ikke et fysioterapeutfagligt miljø?

Vi er tre fysioterapeuter og tre ergoterapeuter her, og hvis jeg sammenligner med, hvor mange terapeuter, vi var på min sidste arbejdsplads, er det mange. Desuden er jeg glad for det tværfaglige samarbejde med de andre faggrupper på skolen.

Min krop har sagt fra over for den behandlende del af fysioterapien, men jeg synes, at jeg her får brugt min fysioterapeutfaglighed på en anden måde, uden at det går ud over min egen sundhed.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Min frihed. Jeg er selvfølgelig bundet af skemaet, men jeg kan tilrettelægge min egen undervisning, som jeg har lyst til.

Der er uger, hvor man har travlt med undervisning og må arbejde over, men så er der også uger, hvor eleverne er i praktik, og man derfor har skemafri og plads til udvikling eller måske en omsorgsdag, så trykket er ikke hele tiden det samme; det kan jeg godt lide.

Desuden holder jeg af at se, at eleverne udvikler sig så meget i løbet af deres uddannelse. De vokser ligefrem i selvværd, selvtillid og meget mere. Det er en god fornemmelse at være en del af den proces.

Hvad er det værste?

Lige nu er mit værste mareridt, at jeg ikke kan få lov at gå på arbejde. Jeg er ved at afslutte et hold, der skulle have været op til den afsluttende eksamen den 3. april, så lockouten har fyldt rigtig meget – også i den lange periode op til den trådte i kraft.