Kan du sætte grænser for din omsorg?

Hvordan går det? Har du fået lavet øvelser siden sidst?” Helt almindelige spørgsmål, som fysioterapeuter stiller hver eneste dag til deres patienter. Ind i mellem kan spørgsmålene dog være et startskud til en bølge af problemer.

Som fysioterapeut lader du måske patienterne tale. For du ved, at patienten er nødt til at læsse af, før de kan komme frem til det fysiske problem, de er kommet med. Efter en halv times beskrivelse af skilsmisse, dårlig økonomi, sygdom, arbejdsløshed, går patienten lettet ud ad døren. Og du sidder drænet tilbage.

Alle fysioterapeuter møder patienter med behov, der kan være svære at indfri indenfor en normal tid på 20 eller 30 minutter: Det kan være patienter med så mange smerter, at forventningerne til smertelindring er urealistisk høje. De kan have problematikker oveni det fysiske, som gør, at der er brug for flere ressourcer og ekstra tid. Nogle oplever ikke fremgang, uanset hvad man gør. Andre har en livshistorie, der går ind under huden, og som man ikke kan slippe igen. I mange tilfælde er det ikke et problem. Men for nogle behandlere betyder det, at de en dag pludselig reagerer uhensigtsmæssigt. Mødet med patienterne gør dem irritable, kortluntede, trætte eller måske apatiske. Problemet kan være, at de ikke har fået sat de nødvendige grænser.

Empatien: En del af den faglige identitet

Det, at omsorgen er omdrejningspunktet for mange fysioterapeuter, er helt centralt i forhold til at forstå, hvorfor det kan være svært at sætte grænser. Et godt eksempel giver den norske psykolog Per Isdal, forfatter til bogen “Medfølelsens pris – når professionelle hjælpere har brug for hjælp.”

Han beskriver i bogen, at han en dag sidder i bilen og pludselig begynder at græde, ryste og hulke, uden at kunne holde op. Han konstaterer også, at det typisk er fagpersoner som sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere og ja – fysioterapeuter – professionelle, der alle arbejder med at yde omsorg – der er i størst risiko for at blive ramt af dét, han definerer som omsorgstræthed.

For ham kom omsorgstrætheden til udtryk ved, at han løb fuldstændig tør for medfølelse. Han ramte en mur, hvor der kun var gråd og siden vrede tilbage overfor patienterne.

Omsorgen, empatien og medfølelsen er en ufravigelig del af den faglige identitet og det at være fysioterapeut, konstaterer Janne Høgh.

“Det er altafgørende for patienters bedring at blive mødt af en, der forsøger at forstå og fornemme, hvordan de har det. Vores spejlneuroner er på arbejde her: Vores sind, vores krop, og for fysioterapeuternes vedkommende også hænder, mærker med for at forstå og støtte,” forklarer Janne Høgh, der bliver bakket op af Peter Goetz.

“Det er derfor svært at forestille sig en fysioterapeut, der ikke sætter omsorgen i centrum af sit arbejde,” forklarer Peter Goetz.

Myten om den grænseløse hjælper

Udfordringen kan være, hvis man som fysioterapeut ind i mellem kommer til at ligge under for den udbredte, men også meget misforståede, forestilling om, at en god hjælper er en grænseløs hjælper. Det skriver Peter Goetz om i sin fagbog ‘Den gode, den onde og den virkeligt velmenende hjælper’, der udkom i foråret 2020.

Her konstaterer han, at vi i vores kultur, uden at tænke over det, opfatter den uforbeholdne hjælper som en særligt god hjælper.

“Ikoniske forbilleder på den slags dyder er typisk Florence Nightingale og Moder Teresa – selv om få ville mene, at man skal sætte fagets grænser eller sine egne grænser over styr,” forklarer Peter Goetz.

“Pointen er, at det her idealbillede kan gøre det svært at sætte grænser. I hvert fald ikke uden at føle sig, ja, hvis ikke ond, så i hvert fald forkert,” pointerer Peter Goetz.

Følelsen af at være forkert hænger sammen med følelsen af skam, forklarer både Peter Goetz og Janne Høgh: Det er skamfuldt, hvis man en dag ser sig selv blive uforholdsmæssigt vred på en patient, eller hvis man i sit stille sind håber på et afbud fra specifikke patienter. Af samme grund er det ikke noget, man som fysioterapeut – eller sygeplejerske, pædagog eller socialrådgiver – råber højt om.

Men måske skal man mobilisere sit mod? Janne Høgh har i en årrække undervist i blandt andet omsorgstræthed, også for fysioterapeuter, og hver gang hun underviser, går der et lettelsens suk gennem en del kursister, når der først er en, der tør indrømme, at de har prøvet at miste deres medfølelse.

“Det lader til at være en lettelse for mange, når de opdager, at de ikke er alene med at have de her følelser, der jo på mange måder er tabuiserede,” fortæller Janne Høgh.

“At sige svære ting højt er også et redskab. Heldigvis findes der i det hele taget mange helt konkrete redskaber, som man kan bruge, hvis man vil styrke egne grænser i det professionelle hjælpearbejde,” fastslår Janne Høgh.

Ledelsen har også et ansvar

Spørger man psykologerne Peter Goetz og Janne Høgh findes der gode konkrete og mentale redskaber til at sætte sunde grænser i hjælpearbejdet. De nævner f.eks., at det er centralt at have en realistisk forventning til sig selv som fysioterapeut.

“Det er groft sagt ikke din opgave at hjælpe med alt det svære. Derfor skal du afgrænse din patient ved f.eks. at fortælle om din kerneopgave og forklare, at andre faggrupper kan være bedre valg i den her situation og eventuelt sende vedkommende videre til en læge eller en psykolog,” forklarer Janne Høgh, der forsker og holder kurser i omsorgstræthed og egenomsorg.

Hun understreger væsentligheden af at være lidt mere tough, som hun siger. At holde fast i, at patienterne også har et ansvar.

“Yder de ikke deres, så skal du ikke løfte tilsvarende mere. Hvis du kan se, at der er forløb, der ikke rykker, så er det vigtigt at stoppe, hvis det er muligt,” forklarer Janne Høgh, der understreger, at hun godt ved, det kan være en udfordring:

“Det ligger i vores gener at drage omsorg for mennesker. For de små, de svage, de syge og gamle. Tilmed kan nogle være prægede gennem deres opvækst til at pleje andre og tilsidesætte sig selv af en lang række grunde.”

Både Janne Høgh og Peter Goetz understreger dog, at ansvaret for at sætte sunde grænser ikke kun ligger hos fysioterapeuterne selv. Det er mindst lige så meget et ansvar, der ligger hos arbejdsgiveren.

“Ledelsen har en forpligtelse til at skabe et godt, psykisk arbejdsmiljø, hvor der er lydhørhed fra ledelsen. Hvor det er ok at sige det højt, hvis der er patienter, man oplever er svære. Kulturen er hamrende vigtig,” konstaterer Janne Høgh. Samme pointe har Peter Goetz:

“Hvis der stilles større krav, end der er ressourcer, så brænder du ud. Når du yder omsorg, skal du også selv have omsorg, og det ansvar påhviler ledelsen,” understreger Peter Goetz.

Læs guiden: Sådan sætter du sunde grænser