Min fysioterapeutiske cirkel er sluttet

For nogle år siden kom en kvinde ind til Marianne Kongsgaard med akut lændehold. Hun ville ikke have behandling, men derimod undersøges og have de bedste råd og øvelser med fra sin fysioterapeut. Det fik hun, og Marianne Kongsgaard hørte aldrig fra hende igen.

“Og det tog jeg som et godt tegn,” ler Marianne Kongsgaard, der tænkte, at her var fremtidens patient:

“Hun tog i den grad hånd om sin egen situation og vurderede, at hun kunne klare det selv. Samtidig viste hun tillid til, at hun kunne få vejledning fra mig,” siger Marianne Kongsgaard.

Oplevelsen har lagret sig som et eksempel på, hvordan faget har udviklet sig gennem de 44 år, årets modtager af Danske Fysioterapeuters Pris har været uddannet.

“Vores fags kerne er, at vi kan undersøge en patient grundigt og ræsonnere os frem til, hvilken behandling der skal til, for eksempel for at styrke balancen eller nedsætte smerten. Da jeg blev uddannet, var det meget individuel behandling, ofte forudgået af varmebehandling og afslutningsvis med massage, som var gængs. I dag skal man næsten ikke lægge hænder på folk mere. Der er kommet kliniske retningslinjer på mange diagnoser, som er dem, vi skal forholde os til. Det er en kæmpe forandring – til det gode! Folk kommer faktisk med de samme problematikker som for 44 år siden – dårlig ryg, nakke, hovedpine og så videre – men der er en helt anden tilgang til behandlingen i dag, og især træningspassene, synes jeg, er af det gode,” siger hun.

Fra underviser til praksis

Marianne Kongsgaard ville oprindeligt have været ergoterapeut, men et studenterjob som medhjælper på et bosted for unge psykisk og fysisk handicappede ændrede planerne.

“Der var rigtig mange af beboerne, som havde været involveret i trafikulykker eller var sprunget ud på for lavt vand med lammelser af store dele af kroppen til følge. De var overhovedet ikke interesseret i ergoterapi, men vendte sig mod fysioterapi og genoptræning. Her blev jeg klar på, at det var fysioterapi, det skulle være,” siger Marianne Kongsgaard.

Hun startede, som mange andre dengang, klassisk med at arbejde på forskellige hospitaler på Fyn, i Aarhus og i Nordjylland. Da fysioterapeutskolen åbnede i Ålborg, søgte hun ind som underviser og var med til at starte skolen.

“Jeg var der nogle år, men savnede det praktiske arbejde og patienterne. Så jeg søgte orlov, startede i en lille klinik i Dronninglund og kunne se, at det var her, mine ambitioner kunne udleves; i praksis.”

Hun købte klinikken, drev den i 24 år, og solgte den for seks år siden. I klinikken gik hun gerne forrest med det nye inden for sit fag. Da holdtræning kom frem, var hun en af de første til at tage det til sig og udbød holdtræningskurser i regi af Danske Fysioterapeuter.

“Jeg er selv gymnastikpige og har altid syntes, det var utrolig dejligt at bevæge sig. Folk bliver glade, når de bevæger sig, de bliver dygtigere med kroppen og får det bedre. En gruppe presser hinanden på den gode måde, det er en fed oplevelse,” siger hun.

90 kurser og en master

I det hele taget har Marianne Kongsgaard været ambitiøs i sin praksis; fagligheden har altid været i højsædet.

“Vi havde visioner om at være med i alle ting, der foregik; vi var med i den første danske lændeaudit, i patienttilfredshedsundersøgelser, nakkeaudit og Det Nationale Indikatorprojekt, der lagde op til akkrediteringen. Vi ville være med i det hele for at være på forkant.”

Sideløbende dygtiggjorde Marianne Kongsgaard sig selv med kurser; op til 90 af slagsen er det blevet til gennem årene, kulminerende med en Master i Kvalitet og Ledelse i Social- og Sundhedssektoren, som hun tog på Syddansk Universitet i 2011.

“Jeg kan godt lide at være god til noget. Man kan ikke altid være den bedste, men jeg har virkelig stræbt efter at være dygtig til mit arbejde, og så må man holde sig ajour,” siger hun.

I Marianne Kongsgaards klinik var patienten det vigtigste.

“En god fysioterapeut kan inddrage patienten og træffe fælles beslutninger. For det, der er vigtigt for mig som fagperson, er ikke nødvendigvis vigtigt for patienten. Hvis jeg for eksempel har en patient med en halvsidig lammelse, kan mit fokus fejlagtigt være, at patienten skal opnå at gå et antal skridt. Men patienten vil måske bare gerne kunne stå op og holde balancen, når hun hænger vasketøj op. Du skal som fysioterapeut møde patienten der, hvor han eller hun er. Det gjorde vi ikke i samme grad i starten af min fysioterapeutkarriere. Der kom folk, blev behandlede og var glade, når de gik. I dag har du som behandler brug for empati og kommunikation, så du finder ud af, hvad det er for en patient, du sidder over for og hvilke behov pågældende har.”

Slutter ringen med kvalitetsstandarder

I Marianne Kongsgaards klinik var der procedurer for første konsultation, for at give hånd til patienten og så videre. Dermed løber en rød tråd frem til hendes nyeste – og nok sidste – job.

“Jeg har den glæde, at da akkreditering kom ind i overenskomsten i 2019, blev jeg surveyor for IKAS (Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, red.). Så var min fysioterapeutiske cirkel sluttet. Jeg har i overenskomstmæssig sammenhæng været stor fortaler for, at vi fik akkreditering ind i praksis, fordi jeg var ret sikker på, at det ville være med til at højne fagligheden i klinikkerne,” siger Marianne Kongsgaard.

Og det har den gjort, mener hun.

“Jeg tror, de fleste klinikker har bandet akkrediteringen langt væk, fordi det tager så lang tid at komme på beatet med alle standarderne. Men de fleste siger også:

“Det har været hårdt, men hvor har det været godt – vi har fået styr på så mange ting.” Og det glæder mig utrolig meget, for jeg kan se, at de klinikker, der har arbejdet konstruktivt med akkrediteringen, har lavet et superflot arbejde, som de fortsat vil udvikle på.”

Egentlig skulle survey-arbejdet have været færdigt i december 2021, men på grund af corona forventes det nu færdigt cirka 1. marts næste år. Måneden efter stopper Marianne Kongsgaards arbejdsliv.

“Jeg vil gerne slutte på toppen, inden nogen kommer og siger, at jeg er blevet for gammel. Så skal jeg spille golf, løbe og have tid til at være mormor og farmor. Jeg har ikke haft patienter et stykke tid, så det har jeg vænnet mig til. Men jeg kommer til at savne fagligheden og alle de dejlige samarbejdspartnere, jeg har haft igennem mange år.”