Barndommens svigt sidder i den voksne krop

Dagligt fjerner myndighederne i Danmark knap 10 børn og unge fra deres hjem. Ligegyldigt hvor velbegrundet en anbrin-gelse er, kan den af barnet eller den unge opleves som livstruende.

”Traumet ligger i nervesystemet og ikke i historien. Nervesystemet reagerer uvilkårligt, og mennesker bliver fysisk anspændte, fordi kroppen er på overarbejde. De føler sig hudløse og hængt op. De mister overblik og kan ikke finde sammenhæng. De kan ikke overskue hverdagens krav”.

Sådan forklarer fysioterapeut og SE-terapeut Lisbeth Ingvartsen Roberts, hvorfor det er vigtigt at beskæftige sig med nervesystemet i traumebehandling og mindre vigtigt med årsagen – selve traumet.

Gennem mange år har hun arbejdet med mennesker, der lider af symptomer fra nye og gamle traumer og har med støtte fra Bikubenfonden netop afsluttet et pilotprojekt med et rehabiliteringsforløb for voksne med en opvækst kendetegnet af svigt og voldsomme oplevelser især som følge af en barn- og ungdom på institutioner eller i plejefamilier.

Pilotprojektet er gennemført på Baglandet i Århus, et rådgivningscenter og mødested for tidligere anbragte. Gennem otte uger i efteråret 2009 har ni brugere og stedets leder, Bente Nielsen, deltaget i et aktivt rehabiliteringsforløb: ”Livtag med fortiden – indtag nuet”. Her fik de smagsprøver på, hvad de selv kan gøre for at normalisere deres overbelastede nervesystem og få det bedre.

”Kroppen husker og reaktionerne bliver liggende i kroppen resten af livet, hvis vi ikke gør noget ved dem. Muskler og bin-devæv reagerer på chok ved at spænde op og trække sig sammen. Adrenalinen er på spil hele tiden. Vores behandling skal få kroppens velværehormon, oxytocin, på banen, så der igen kan komme ro og balance i kroppen,” siger Lisbeth Ingvartsen Ro-berts.

Mere end lindring

Rehabiliteringforløbet bestod af undervisning i nervesystemets fysiologi set i sammenhæng med deltagernes symptomer og barndomsoplevelser. Deltagerne øvede sig i at komme til stede i deres krop, være nærværende og afbalancere kroppens forskellige spændigstilstande. Til det brugte de øvelser hentet fra psykosomatisk fysioterapi, yoga, mindfulness og meditation.

Deltagernes reaktioner er så klare, at Bente Nielsen og Lisbeth Ingvartsen Roberts begge mener, at metoden har større per-spektiver end blot at rette op på fortidens skader. Alle, som arbejder med anbragte børn og unge, skal have den viden, så de kan hjælpe børnene med at afbalancere kroppens reaktioner med det samme. Det vil give færre langtidsvirkninger og mere velfungerende voksne.

”For eksempel ved vi, hvordan et weekendophold hos forældrene kan være retraumatiserende for børnene. De kommer tilbage til institutionen eller plejefamilien og er totalt umulige. De første dage kan de ikke koncentrere sig i skolen, og de kommer i konflikter med pædagogerne eller plejeforældrene. De voksne skal kunne hjælpe børnene med at regulere nervesystemet”, siger Bente Nielsen.

En træning i at få det bedre

”Der burde være en højskole for ”baglændere”, så vi kunne lære alt det, I andre har lært som børn,” siger 47-årige Jens, der er en af deltagerne i rehabiliteringsforløbet ”Livtag med fortiden - indtag nuet”.

”Den eksistentielle kamp for at finde mening med livet og følelse af totalt intethed kan næsten ikke beskrives. Jeg forstår godt dem, der falder af i svinget og enten tager deres eget liv eller bliver stofmisbrugere,” siger Jens.

Han kom som 2½ årig kom han på spædbarnehjem, og indtil han blev overladt til sig selv som 17-årig, var hans hjem skiftende institutioner og plejefamilier. For et par år siden fik han en dyb depression og opsøgte i den forbindelse Baglandet, et rådgivningscenter og mødested for tidligere anbragte i Århus, Ålborg og København. Indtil mødet med baglænderne havde han aldrig mødt andre med de samme oplevelser.

Om baggrunden for sin deltagelse i rehabiliteringsforløbet, fortæller Jens: ”Jeg deltog, fordi der var fokus på de fysiske symptomer og ikke alt det psykologiske hokus pokus. Jeg kunne genkende mig selv i beskrivelsen af PTSD (posttraumatisk stress forstyrrelse, red.)”.

Jens fortæller, at samværet med de andre i gruppen var afgørende. Det gjorde indtryk på ham at høre de andres oplevelser – og se deres reaktioner på undervisningen og øvelserne.

”Jeg var aldrig nærværende i nuet, og var mentalt i fremtiden eller fortiden. Normalt er jeg angst, men øvelserne lærte mig at slippe anspændtheden og bare være til nu og her. Det havde jeg aldrig prøvet før,” siger han.

Jens nåede så småt at kunne bruge teknikkerne i hverdagen, men ærgrer sig over, at han ikke længere får lavet de øvelser, han ved, hjælper ham, fordi han nu skal gøre det alene.

”Jeg fik det bedre, mens det varede. Det var godt at få en forståelse for, hvorfor jeg har det, som jeg har – og træning i at få det bedre”, siger han.

”Mit budskab til dem, som læser artiklen er, at det er invaliderende at være alene som barn.”

Menneskekamæleoner

”Vores brugere har oplevet at være konstant observeret og vurderet af omgivelserne. Derfor har de lært at skintilpasse sig. De har udviklet sig til kamæleoner og skifter personlighed efter omgivelserne. De har ikke opbygget egen identitet og evnen til at bede om hjælp. De udvikler en flokidentitet og fik aldrig oplevelsen af at være et unikt barn”, siger Bente Nielsen.

Hun er uddannet familieterapeut fra Kempler Instituttet og i gang med uddannelsen til SE-terapeut. Hun er selv vokset op på institution og i plejefamilie.

Barndommens problemstillinger gør det nødvendigt at arbejde med at skabe tillid, afgrænsning og samtidig opøve evnen til at flytte fokus fra ydre kontrol og accept til indre styring, nærvær og kropslig velvære.

”For at skabe forudsigelighed og tryghed havde alle sessioner samme struktur. Vi startede med strækøvelser eller yoga for at skabe kontakt til kroppen og skabe nærvær her og nu. Derefter kunne deltagerne koncentrere sig om undervisningen,” forklarer Lisbeth Ingvartsen Roberts.

Hun valgte at arbejde med afspænding ad modem Jacobsen (se faktaboks 2), fordi den er meget lidt indgribende og genska-ber patientens evne til kontrol – en kontrolleret afspænding. Ved at bruge en meget lidt indgribende afspændingsmetode kunne hun senere introducere de mere indgribende metoder som meditation og energiøvelser, uden at deltagerne blev overvældet af de blokeringer og traumer, som var i kroppen.

”Når de arbejder med afspænding, får de opmærksomhed på åndedrætssystemet og kommer i kontakt med en af de vitale rytmer i kroppen. De får et indirekte styringsredskab i forhold til det autonome nervesystem. Jeg sætter ikke en proces i gang, hvor klienten ikke er i kontrol, for med deres baggrund har de oplevet, at det var andre, der havde kontrollen over dem. De skal genskabe troen og evnen til selv at kontrollere,” siger Lisbeth Ingvartsen Roberts.

Nærværende, nu!

”Normalt er mennesker, som har været anbragt, meget mentale og meget lidt kropslige. Men på dette kursus trænede vi nærvær, og deltagerne fik redskaber, som de kunne gå ud og bruge. Somatic Experience giver forklaringer, som ligger uden for personen selv. Det er ikke så vigtigt at finde årsagen til det ene eller andet. Alle menneskers nervesystemer reagerer på en bestemt måde, når det bliver udsat for en voldsom handling. Det kan de forholde sig til, og det giver umiddelbar mening for dem. De har endda kunnet mærke ændringer med det samme,” siger Bente Nielsen.

”Deltagerne fik viden og oplevede samtidig en kropslig sammenhæng. De opøvede forskellige teknikker til indirekte at få styring og træne afbalancering af nervesystemet,” siger Lisbeth Ingvartsen Roberts.

For eksempel begynder det autonome nervesystem automatisk at regulere sig selv, når man beskæftiger sig på en bevidst og nærværende måde – eksempelvis ved at koncentrere sig om slowmotion-bevægelser fortæller hun.

Viden og øvelse giver liv

”Hvis man forsøger at forstå kroppens forunderlighed med intellektet, finder man ikke svaret. Man går ind ad den forkerte dør,” siger Lisbeth Ingvartsen Roberts. ”Det er noget, som skal opleves. Viden skal kombineres med erfaringer fra føle- og sansesyste-met”.

I rehabiliteringsforløbet har opgaven været at give deltagerne viden og øvelser i en passende mængde – ikke at gå over grænsen, så de bliver genstresset - deres nervesystem må ikke bombarderes igen. Derimod skal tempoet og øvelserne tilpasses nervesystemet, så det kan nå at absorbere og fordøje i små bidder, og langsomt vender balancen tilbage, forklarer Lisbeth Ingvartsen Roberts.

”Smerter og angst er som magneter, der tiltrækker 100 procent opmærksomhed. Derfor træner vi opmærksomheden til ikke at fokusere 100 procent et sted i kroppen. Pendulering mellem et område med en god fornemmelse og et problematisk sted giver sammen med øvelser og meditation en afbalancering,” siger hun.

”Under rehabiliteringsforløbet går viden hånd i hånd med erfaring. Her er ingen hokus pokus. Det virker bare. Nu er de ikke længere så meget i følelsernes vold, men kan handle og gøre noget ved det,” siger Bente Nielsen.