”Man skal vælge sine kampe med omhu”

I receptionen i ergo- og fysioterapien på Regionshospitalet i Skive ligger et stykke papir, hvor man kan skrive under, hvis man vil bevare den neurologiske genoptræning i Skive. Det ligger der bare. Der lyder ingen opfordringer til at skrive under, og ”nu må vi se”, siger fysioterapeuterne, når man spørger til den trussel om at flytte deres arbejdsplads til Lemvig, der hænger over deres hoveder i øjeblikket.

For de er efterhånden vant til lidt af hvert i Skive. Ikke mindst Bodil Bruus Nielsen der har været på sygehuset i 30 og kan huske dengang, der var både ortopæd- og thoraxkirurgske afdelinger og 300 senge. I dag er der ca. 80 senge, hvoraf de 50 står med i hvert fald det ene ben på vej ud af døren.

”Der er ikke meget af den kampånd, vi oplevede i 90’erne, hvor jeg var med til at strejke ulovligt i 11 dage, da de begyndte af skære ned. I dag engagerer man sig ikke på samme måde. Man prøver selvfølgelig at komme med nogle modargumenter, men det er svært at sparke sig op til det, fordi man ved, at det bliver poliske hensyn og ikke faglige argumenter, der bliver afgørende. Man skal vælge sine kampe med omhu”, mener Bodil Bruus Nielsen.

Var udtaget til strejke
Fysioterapeuten er taget til Skive for at tale med nogle af de offentligt ansatte fysioterapeuter, der i løbet af april og maj skal komme med deres krav til de overenskomstforhandlinger, der skal finde sted næste forår. Foruden Bodil Bruus Nielsen har Helen Kragh og Camilla Andersen sagt ja til at medvirke.

Bodil Bruus Nielsens bemærkning om at vælge sine kampe med omhu vækker minder om de seneste overenskomstforhandlinger, hvor netop fysioterapeuterne i Skive var blandt de 10 procent af Danske Fysioterapeuters medlemmer, der var udtaget til at strejke. En strejke, der som bekendt kom til at vare i to måneder.

Helen Kragh, der er tillidsrepræsentant for de 19 menige fysioterapeuter på regionshospitalet husker stemningen i foråret 2008 som god i begyndelsen, men mere og mere mat, efterhånden som tiden gik. ”Særligt de yngre havde det vist lidt mærkeligt med at gå og synge kampsange”, mener hun, mens Bodil Bruus Nielsen tilføjer, at det også kunne være svært for de lidt ældre: ”Jeg husker det som helt fantastisk at være en del af en massedemonstration på Christiansborg, men det havde ikke helt den samme storhed over sig at gå nedad gågaden i Skive som en ud af 15, mens man råbte slagord om mere i løn”.

Lånte cykler ud
Ingen af de tre tror, at hverken strejke eller slagord bliver en del af overenskomstforhandlingerne i 2011. Det er tiden og finanskrisen ikke til, mener de, men det betyder ikke, at de har glemt, hvad det var de kæmpede for sidste gang. Eller rettere sagt - hvad det var Bodil Bruus Nielsen og Helen Kragh kæmpede for, for Camilla Andersen var studerende og deltog derfor ikke i strejken på anden måde end ved at låne cykler ud til nogle af dem, der skulle ud at demonstrere. Og hun indrømmer blankt, at det der med løn stadig ikke er blevet så vældig vigtigt for hende, selvom det da er begyndt at dæmre.

”I forhold til at være på SU syntes jeg jo, at jeg var millionær og havde lyst til at smide med hundredekronesedlerne, da jeg fik min første løn som fysioterapeut, men jeg kan da godt se nu, når jeg sammenligner mig med mine veninder, at så mange penge er det jo heller ikke”.

At der også er noget, der hedder lokal løn, gør det ikke lettere at engagere sig i lønspørgsmål, mener hun. Snarere tværtimod.

”Som nyansat har jeg brugt tid på alt muligt andet. Så jeg har ikke haft ressourcer til at finde ud af dét også - hvad kan man søge på, og hvordan er det lige, man gør. Det er ikke lige dér, jeg har prioriteret at bruge mine kræfter i første omgang”, siger Camilla Andersen, der derfor ikke aner, om hun kunne have forhandlet sig frem til et tillæg.

”Afskaf den” kommer det prompte fra Helen Kragh, der dog opbløder sit forhold til lokal løn en lille smule.

”Jeg kan godt forstå tanken bag lokal løn. Men der burde være mere automatik i det, så det udløstes automatisk ud fra faste kriterier og ikke var noget, man skulle søge”.

Det gør det heller ikke lettere, at løn ikke rigtig er noget, man taler om, mener hun. ”Så længe Camilla ikke ved, hvad vi andre får, er det svært for hende at regne ud, hvad hun selv kan bede om”.

Bodil Bruus Nielsen: ”Der er traditionelt sådan noget underligt hemmelighedskræmmeri omkring løn. Man ved simpelthen ikke, hvad kollegaen ved siden af får. Dengang jeg var tillidsrepræsentant var jeg fortaler for, at fik man et tillæg, var det jjo fordi, man var dét værd, og det burde man også kunne sige højt. Men det var der meget stor uenighed om, så sådan blev det ikke. Og sådan er det stadigvæk ikke”.

Helen Kragh er enig: ”Og så mange penge er det jo heller ikke. Listen skal bare være sådan en sjov ting, der hænger på en opslagstavle, og så giver man brød, når man får mere i løn”.

Omsorgsdage til alle
”Vi ligner nogen, der er kommet på arbejde i pyjamas”, siger Helen Kragh, da Fysioterapeutens fotograf dukker op og beder de tre tage opstilling. Det er ikke kutyme at stille krav til uniformens udseende ved overenskomstforhandlingerne. Men når man ser de forvaskede og hullede t-shirts og pyjamasbukserne med slap elastik, som fysioterapeuterne bliver udstyret med på Regionshospitalet i Skive, ville det ikke umiddelbart undre, hvis et sådan at krav dukkede op.

Det gør det dog nok ikke. Uniformens udseende griner de bare af, og umiddelbart lyder gættet, at det vil de også komme til at gøre af lønnen.

Bodil Bruus Nielsen tror i hvert fald ikke, at forventningerne til en ny overenskomst er ret store:

”Der er ikke nogen, der tror på, at vi kan hente ret meget rent lønmæssigt. Vi skal nok finde på noget andet - omsorgsdage til alle for eksempel. Jeg har ingen mindre børn, men jeg har nogle gamle forældre. Vi ved jo også fra vores arbejde, at mange gerne vil have deres pårørende med til for eksempel en samtale på sygehuset og den slags”.

Helen Kragh: ”Hvis der var omsorgsdage til alle, kunne man selv vælge, om man ville bruge dem på sine børn, eller om man ville bruge dem på sine forældre, eller om man ville bruge dem på sine tænder”, mener hun.

Men hvad så med Camilla Andersen, der er så ung, vil hun være med til, at det er den slags, overenskomstmidlerne går til?

”Jeg har ingen gamle forældre, men jeg har nogle virkelig dårlige tænder, så det er fint med mig”, griner hun og forklarer, at især det med betalte fridage er noget af det, man har allermest brug for som nyuddannet.

”Jeg har i løbet af det sidste år kun haft to ugers ferie, fordi jeg som nyuddannet ikke havde optjent ferie og jo skulle betale det selv. Det kan mærkes”, forsikrer hun.

Også de to andre veksler gerne lønkroner til frihed og taler for eksempel om muligheden for at optjene ret til orlov, men men men – det kommer an på, hvilke konsekvenser friheden får.

”I øjeblikket er det meget let at få orlov, fordi vi ellers skal fyre folk. Men der kommer ikke vikar, når folk er på orlov. Hvis mere frihed betyder, at de, der er på arbejde, skal løbe hurtigere, så er det jo en stressfaktor. Friheden skal ikke tages ud af normeringen”, mener Helen Kragh.

Men bliver den ikke det, er de tre enige om, at for eksempel mere frihed til seniorerne kunne være værd at satse på. Selv Camilla Andersen er indforstået: ”Hvis bare ordningen også gælder, når jeg når derop”, som hun siger.

At den tid dog forekommer hende lidt fjern, viser sig, da talen falder på pensionsbidragets størrelse. ”Det tænker jeg ikke på, før jeg er fyldt 30 - det har jeg slet ingen mening om endnu!”, siger Camilla Andersen, hvilket møder stor forståelse fra Bodil Bruus Nielsen.

”Det vil jo i sidste ende være Camilla, der får mest ud af det, hvis pensionsbidraget hæves. Men jeg synes ikke, man kan fortænke hende i hellere at ville have pengene nu. Det er nu, hun måske skal købe bolig og investere i børn”.

Om Camilla burde kunne vælge mellem løn eller pension, er Bodil Bruus Nielsen ikke sikker på.

”Jeg ville helt sikkert selv have taget pengene dengang, men nu kan jeg da se, at det var rart, at nogle andre havde taget beslutningen om at spare sammen til pension for mig”.

”Ja det er godt, at der er nogen, der siger ’det gør du bare’”, supplerer Helen Kragh.

Arbejdsgiveren skal betale uddannelse
I det debatoplæg, Sundhedskartellet har udarbejdet til inspiration for indsamlingen af overenskomstkrav, indgår et afsnit om mere efter- og videreuddannelse, men det er ikke et krav, der umiddelbart finder opbakning hos Helen Kragh:

”Jeg synes ikke, man skal bruge mine lønkroner til at betale uddannelse med. Det må være arbejdsgiveren, der skal betale både uddannelse og frihed til uddannelse”, siger hun og vender igen tilbage til spørgsmålet om løn, selvom logikken siger hende, at det bliver der ikke ret meget mere af.

”Jeg ved godt, der er finanskrise, og at det måske er mere realistisk at komme med krav om bløde værdier, men når jeg tænker tilbage på konflikten, så tænker jeg løn, selvom jeg godt ved, jeg ikke bliver lykkeligere af 500 kroner mere om måneden”.

Om Camilla Andersen bliver lykkelig af 500 kroner ved hun ikke, men jo tak – mere i løn vil hun nu gerne have.

Et sted, de tre er enige om, at der bør ofres nogle lønkroner, er på forskellen mellem kommunalt og regionalt ansatte fysioterapeuters løn. Fysioterapeuter i kommunerne får en højere startløn og har et kortere lønforløb end dem i regionerne, og det er urimeligt, mener de tre.

”Når man taler så meget om ligeløn, så synes jeg også, man skal få gjort noget ved den uligeløn, der er mellem regioner og kommuner. Jeg synes, man skulle se på at få udjævnet forskellene imellem overenskomsterne. Begrundelsen for, at de skulle være højere lønnet i kommunerne, var jo, at de ofte arbejdede alene og dermed sad med et større ansvar, men sådan er det jo ikke i dag. Nu er de jo mange flere”, argumenterer Helen Kragh.

Deltid modarbejder ligeløn
Med til det gode arbejdsliv hører en fornuftig sammenhæng mellem arbejdsliv og fritid. Camilla Andersen har ingen børn, og de to andres er voksne, så det med at få arbejde og små børn til at passe sammen er ikke en aktuel problemstilling for nogen af dem, men det kan den være for andre, mener de.

”Arbejdstiderne kan være svære at harmonere med mindre børn. Har man små børn, vil man gerne arbejde først på dagen, men arbejdsgiverne vil gerne have os til at arbejde mere sidst på dagen”; siger Bodil Bruus Nielsen, der selv har været på deltid mens børnene var mindre. Dengang var det snarere reglen end undtagelsen, at fysioterapeuterne var på deltid, men i dag er det blevet sværere at få lov, så de tre taler også, om det burde være en overenskomstsikret ret at kunne gå på deltid, hvis man havde behov for det.

”Skal man så også have ret til at komme tilbage på fuld tid?”, spørger Helen Kragh, der i det hele taget er lidt loren ved deltidskonceptet. ”Man skal i hvert fald være klar over, at det kommer til at koste på pensionen i den anden ende”, minder hun om.

De tre er heller ikke sikre på, at det set i et ligelønsperspektiv er den rigtige strategi at kræve ret til deltid. For uanset hvordan man vender og drejer det, er det næppe mændene, der vil gøre brug af en sådan ret, mener de.

”I mandejobbene findes deltidsstillingerne slet ikke, mænd kommer ikke og beder om at komme på deltid. Jeg kan huske engang min mand, der også er offentligt ansat, sagde, at han ikke var klar over, om han havde ret til barns første sygedag. Selvfølgelig havde han da det!”, siger Bodil Bruus Nielsen.

Camilla Andersen fortæller om en kollega, der blev forsøgt ringet hjem af sin mand, der havde taget barns første sygedag, men som gik i panik, da barnet havde diarré. ”Vi kunne ikke lige finde hende, og så klarede han det jo – han fandt ud af at holde ungen ind under bruseren og smide tøjet ud”.

Og det manglede da bare, mener de. Lige så meget som det da bare manglede, at der er ligeløn, selvom man stadig taler om ’mandejob’ og ’kvindejob’.

Men ligeløn har stadig lange udsigter spår Bodil Bruus Nielsen: ”Selvfølgelig vil vi da alle sammen gerne have mere i løn. Det var jo det, vi strejkede for sidste år. Men det er altså svært at sidde og sætte krydser ud for krav om ’mere i løn’, når vi alle sammen godt ved, at vi er ansat i et fallitbo. Man kan nu engang ikke plukke hårene af en skaldet”.