Forhandlerne skal klædes på
De mange offentligt ansatte fysioterapeuter, der strejkede sig gennem foråret i 2008 husker det måske, som fandt det sted i går. Men det gjorde det ikke. Faktisk er tiden nu gået i et sådant omfang, at det er ved at være tid til at rydde bordet igen og gøre klar til en omgang forhandlinger om en ny treårig overenskomst, der kan træde i kraft til april næste år. Selve turen om bordet sammen med arbejdsgiverne finder først sted til efteråret, men inden det når så vidt skal de offentligt ansattes organisationer blive enige med sig selv og til dels med hinanden om, hvilke krav de vil fremsætte over for arbejdsgiverne, og den proces starter nu.
Den 26. april lukkes dørene op for indsamling af krav på fysio.dk, hvor offentligt ansatte medlemmer af Danske Fysioterapeuter frem til den 23. maj hver især har mulighed for at fortælle, hvilke krav, de mener, foreningen skal bære frem til forhandlingsbordet. Resultatet af kravsindsamlingen i Danske Fysioterapeuter behandles i forhandlingsudvalg og hovedbestyrelse og bæres herefter videre til Sundhedskartellet, hvor de 11 medlemsorganisationer skal blive enige om, hvilke krav de vil gå videre med i samlet flok, og først herefter starter de egentlige forhandlinger med arbejdsgiverne.
Slå koldt vand i blodet
Som inspiration til kravsindsamlingen har organisationerne i Sundhedskartellet udarbejdet et debatoplæg, der kan downloades fra fysio.dk
I oplægget fokuserer organisationerne på temaerne løn, faglig udvikling og det gode arbejdsliv, men det står medlemmerne frit for at komme med nye emner eller fortolke de allerede foreslåede på en ny måde. Dog står det allerede klart, at forventningerne til en ny overenskomst er moderate.
”Screw down a little bit the expectations”, lyder et berømt citat fra en tidligere landstræner, og det er nogenlunde det budskab, Johnny Kuhr kommer med i forordet til debatoplægget - dog udtrykt en anelse mere elegant:
”Da vi indgik den nuværende overenskomstperiode tilbage i 2008, efter en lang konflikt, var verdensøkonomien langt mere gunstig end den er i dag. Ingen havde forudset, at vi i 2010 ville være midt i en finanskrise, med en presset økonomi til følge”, skriver Johnny Kuhr og tilføjer, at de nylige overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked kun har budt på beskedne lønstigninger.
Med andre ord vil træerne næppe komme til at vokse ind i himlen, men giver det overhovedet mening at bede medlemmerne være med til at komme med krav, hvis forventningen er, at der ikke er penge til at opfylde dem?
Det gør det, mener arbejdsmarkedsforsker Jesper Due, men kun til en vis grad.
”Hvis der ikke er realisme i organisationerne om mangel på ressourcer, og man bilder medlemmerne ind, at der er tale om en ønskeseddel, ligesom når man skriver til julemanden, så snyder man dem. Men der er sket en ændring - ikke mindst på det private område - i den måde, der forhandles på. Der forhandles ikke om ultimative økonomiske krav, men om temaer som for eksempel tryghed i ansættelsen, uddannelses- og pensionsspørgsmål og så videre. Det er en tradition i en demokratisk organisation at spørge medlemmerne, og man kan sagtens bede medlemmerne bidrage til diskussionen om, hvordan man skal prioritere mellem for eksempel fagets udvikling og arbejdsforholdene i den almindelige dagligdag”.
Flemming Ibsen, der ligeledes er arbejdsmarkedsforsker, beskriver udviklingen fra overenskomstforhandlingerne i 2008 og til nu som ”et dramatisk skift”:
”Sidste gang red man på toppen af en højkonjunktur. Der var lagt op til lønfest og man talte om at lukke et løngabet til de private. Nu er der krise, og der er næsten ikke givet noget ved overenskomstforhandlingerne på det private område. På funktionærområdet har de stort set ikke fået andet en halv fridag, der oven i købet falder i en weekend de næste par år. Man har lavet aftaler om barsel og fratrædelse, men har med flid undgået noget, der koster penge, og lønstigningstaksten er stort set halveret. Og på grund af reguleringsordningen skylder I jo nærmest, inden I overhovedet får sat jer til bordet”.
Det handler om at finde noget, ”som medlemmerne kan lide, men som ikke koster noget”, mener Flemming Ibsen. ”Det kunne være for eksempel bedre vilkår for tillidsrepræsentanter, efter-/videreuddannelse eller seniorpolitik”.
Især krav, der kan være med til at øge udbuddet af arbejdskraft - som for eksempel seniorpolitik- vil arbejdsgiverne være lydhøre over for, gætter han.
”Uanset at der lige nu fyres folk i det offentlige, er det jo kun et øjebliksbillede, og på den lange bane, vil der være mangel på arbejdskraft. Så hvis I kommer med noget, der vil kunne fastholde medarbejdere på arbejdsmarkedet igennem længere tid, vil arbejdsgiverne være helt vilde for at komme jer i møde”.
Alle kan være med
Kravsindsamlingen på fysio.dk finder sted fra den 26. april til den 23. maj. Tidligere foregik indsamling af krav på møder rundt om i landet, hvor kun få dukkede op og gav deres mening til kende, men da den elektroniske kravsindsamling blev en realitet i 2007 var der flere end 1000 offentligt ansatte fysioterapeuter, der benyttede sig af muligheden for at tage aktiv del i prioriteringen. Helt uden møder og dialog kommer det dog ikke til at foregå, for på mange arbejdspladser vil tillidsrepræsentanterne indkalde til debatmøder om overenskomstkravene, og alle opfordres desuden til at give deres mening til kende i debatten på fysio.dk.
Reguleringsordningen
Ved de seneste overenskomstforhandlinger lykkedes det Sundhedskartellet at strejke sig til højere lønstigninger, end arbejdsgiverne længe var indstillet på at give. Men det er ikke hele beløbet, der er kommet til udbetaling. Lønstigningen er fordelt ud over den treårige overenskomstperiode, og ifølge overenskomsten skulle lønnen den 1. april være steget med 0,5 procent på det kommunale område og 0,37 procent i regionerne, men stigningen blev kun på henholdsvis 0,16 procent i kommunerne og slet ingenting i regionerne. Ikke som en følge af en kedelig form for aprilsnar, men derimod på grund af den reguleringsordning, der er en del af overenskomsten.
Det normale er, at det private arbejdsmarked er lønførende, og at reguleringsordningen skal sikre, at lønudviklingen på det offentlige område ikke halter for meget efter udviklingen på det private arbejdsmarked. Men i 2009 har den økonomiske krise sat en kraftig bremse på de private lønninger, samtidig med at lønudviklingen på det kommunale og regionale område har været relativt høj. Så for en gang skyld har situationen altså nærmest været omvendt, og reelt har der været risiko for, at offentligt ansatte kunne komme til at gå ned i løn i 2010.
Ved udsigten til risikoen for en lønnedgang udtalte Johnny Kuhr i september sidste år til Jyllands Posten, at reguleringsordningen efter hans mening burde fjernes. Hertil siger arbejdsmarkedsforsker Jesper Due, at det ville gøre hans arbejde som forsker ”vanvittigt spændende”, men han antyder dermed også, at der vil være en vis form for gambling forbundet med at gå efter at få ordningen afskaffet.
Til det siger Johnny Kuhr: ”Det kan godt være, Jesper Due mener, det vil gøre hans arbejdsliv mere spændende, hvis vi ikke havde reguleringsordningen, men det er nu ikke derfor, vi i Sundhedskartellet mener, at vi skal af med den. Den seneste udvikling, hvor der er blevet modregnet i de aftalte lønstigninger på grund af reguleringsordningen taler for, at det var bedre, hvis vi var fri af den. Reguleringsordningen er jo en hindring for ligelønsdagsordenen, fordi den gør det umuligt at lukke løngabet. Jeg har tillid til forhandlingssystemet uden at der behøver at være denne form for automatik i det”.
