Danmark er et uland

Tværsektoriel rehabilitering af kroniske neurologiske patienter i Danmark foregår tilfældigt og ukontrolleret. Hjerneskadede patienter svigtes skriver Hjerneskadeforeningens formand i Politiken den 25. marts 2011. Efter kommunalreformen i 2007 hvor kommunerne har overtaget mere og mere af den specialiserede rehabilitering omkring mennesker med apopleksi, parkinson og sklerose er Danmark sammenlignet med det meste af Vesteuropa blevet et uland på området. Det skyldes overordnet tre ting:

For det første at den ambulante genoptræning i dag primært er kommunernes ansvar, samt at de kroniske neurologiske patienter af både kommuner og regioner efterlades i ingenmandsland i forhold til løbende speciallægekontrol. Neurologerne på sygehusene i Jylland kontrollerer efter udskrivelse eksempelvis ikke systematisk apopleksipatienterne samt kvalitetssikrer, at de løbende får den korrekte medicin og relevante evidensbaserede rehabilitering herunder fysioterapi. Dette gælder, uanset om speciallægerne eller terapeuterne på sygehuset skriver en genoptræningsplan eller ej.

For det andet at Danmark som det eneste land i Europa ingen specialiserede rehabiliteringslæger uddanner. At intet lægefagligt speciale har denne patientgruppe som særinteresse og særligt fagligt ansvarsområde medfører som nævnt ovenfor alvorlige kvalitetsbrist set med patienternes øjne, men også set med sundhedsfaglige og samfundsøkonomiske øjne. Alles ansvar er som bekendt ingens ansvar!

For det tredje at terapeuterne samt terapeutlederne i kommunerne ikke er sikret (nok) faglig indflydelse på det økonomisk-administrative-politiske niveau i egen kommune. Det forhold, at visitation af genoptrænings- og rehabiliteringsydelser i kommunerne er ledelsesmæssigt adskilt via den såkaldte BUM model betyder, at et særskilt lag af bevilgende visitatorer reelt definerer og bestemmer rammen for de behandlende terapeuters arbejde med den enkelte patient. Især dette forhold er fagligt helt uantageligt, fordi ansvaret for kvalitetssikring af rette evidensbaserede terapeutfaglige ydelse til den enkelt unikke patient herved gøres til et administrativt, økonomisk samt ledelsesmæssigt anliggende mere end en terapeutfaglig vurdering omkring patientens konkrete genoptrænings- og rehabiliteringsbehov. Som nævnt er der ingen løbende sygehus-speciallæge kontrol heraf, ligesom de praktiserende læger reelt og formelt ingen indflydelse har på kommunal rehabilitering.

Ovenstående tre forhold betyder at de kroniske neurologiske patienter bliver taberne og risikerer at blive mere handicappede, end de behøver at blive. Danmark er lysår bagefter eksempelvis Norge på dette område. Hvis jeg var patient eller pårørende til en kronisk neurologisk patient ville jeg være dybt bekymret. Det er alvorligt bekymrende, at MTV rapporten ikke forholder sig til ovenstående udfordringer, bl.a. fordi Sundhedsstyrelsen lige nu udarbejder forløbsprogrammer eller kliniske retningslinjer på området.