Christopher bygger bro til 1.000 foreninger

En ældre borger med demens havde i nogen tid gået til træning i kommunalt regi, men han var gået i stå og trængte til luftforandring. Brobygger Christopher Hjorth blev koblet på og foreslog ham at deltage på et særligt dansehold for borgere med Parkinson, og borgeren gik med på ideen.

“Han syntes, det var megasjovt og genfandt glæden ved fysisk aktivitet,” siger Christopher Hjorth. Historien er en af de positive historier, som passer perfekt ind i den jobbeskrivelse, som Christopher Hjorth arbejder efter. Han blev i april i år ansat i stillingen som brobygger ved Folkesundhed Aarhus, som har til opgave at levere gratis sundhedstilbud til borgerne. Siden har han haft nok at se til. Frem til udgangen af september har han modtaget 188 henvisninger.

Aarhus Kommune har siden 2018 investeret i brobyggerindsatsen. Christopher Hjorth er den ene af to brobyggere. Den anden brobygger tager sig særligt af forebyggelse af ensomhed.

Med indsatsen vil Aarhus Kommune give borgerne mulighed for at indgå i sociale fællesskaber, være fysisk aktive og i det hele taget opleve højere livskvalitet, men det er ikke altid en nem opgave at opfylde ambitionen. Det kan for eksempel være svært at finde frem til præcis det foreningstilbud eller den aktivitet, der kan skabe en god overgang mellem et genoptræningsforløb og en aktivitet i civilsamfundet.

En jungle af aktiviteter

Det er her, Christopher Hjorth kommer ind i billedet.

“Foreningslivet i Aarhus er en jungle. Der findes over 1.000 foreninger i kommunen med et hav af forskellige aktiviteter. Det er en umulig opgave for fysio- og ergoterapeuter på de forskellige genoptræningscentre at finde rundt i det virvar, og derfor er jeg ansat til at hjælpe med at finde de rette tilbud,” forklarer han.

Christopher Hjorth tager sig især af at bygge bro til træning og fysisk aktivitet for borgere, der primært har været gennem forløb enten i DemensHjørnet, Neurocentret eller i Ortopædisk GenoptræningsCenter.

“Jeg opholder mig en dag om ugen i henholdsvis Ortopædisk GenoptræningsCenter og Neurocentret. Her møder jeg kolleger, som henviser borgere til mig. Nogle gange møder jeg derefter borgerne nede i centrene, eller også tager jeg en snak med dem i telefonen,” forklarer Christopher Hjorth.

DemensHjørnet henviser primært seniorer med demensproblematikker, mens målgruppen er bredere blandt de henvisninger, han modtager fra Ortopædisk GenoptræningsCenter og Neurocentret.

“En stor del af dem er typisk borgere med rygproblemer, eksempelvis diskusprolapser, men jeg kan også få henvist unge med knæskader eller lignende. Det samme gør sig gældende for Neurocentret, hvor det ofte er ældre borgere med hjerneblødninger eller blodpropper i hjernen, jeg får henvist, men der kan også være yngre borgere blandt de henviste,” forklarer Christopher Hjorth.

Knowhow om foreningerne

Når han enten mødes med eller ringer til en ‘ny’ borger, sporer han sig ind på, hvilket tilbud i foreningslivet der passer bedst til borgeren. Der kan være mange barrierer at forholde sig til.

“Jeg bruger god tid på at afdække borgernes ønsker, udfordringer og logistiske problemstillinger. Sidstnævnte kan for eksempel handle om, at der er bestemte ugedage eller tidspunkter på dagen, som passer borgeren dårligt. En barriere kan være, at borgeren er uoplagt om formiddagen eller ikke har energi om aftenen. Min opgave er så at finde aktiviteter, der passer til den virkelighed,” forklarer Christopher Hjorth.

Foreningerne skifter for det meste program hvert halve år, og derfor bruger han en masse energi på at undersøge, om en aktivitet stadig er på programmet, om der er plads på holdet, og om tidspunktet er flyttet.

“Det er vigtigt for mig at samle en masse knowhow om, hvad der sker ude i kommunens foreningsliv, og jeg bruger rigtig meget tid på at ringe rundt,” siger Christopher Hjorth.

Utraditionelle metoder

Borgere, der bor i kommunens udkant, kan være særligt vanskelige at finde aktiviteter til, fordi tilbuddene her er begrænsede. Derfor må han nogle gange tænke kreativt og gå utraditionelt til værks for at skabe det perfekte match mellem borger og aktivitet.

“En ældre kvinde i kommunens periferi døjede med svimmelhed og ville gerne have kontakt med en besøgsven, der kunne gå ture med hende. Det viste sig, at hverken Ældre Sagen eller Røde Kors havde besøgsvenner i den del af kommunen. Heldigvis har de fleste små bysamfund en Facebook-gruppe, hvor borgerne deler stort og småt, og her skrev jeg et opslag, der fortalte om problematikken – selvfølgelig uden at nævne kvindens identitet,” fortæller Christopher Hjorth.

Han var usikker på, om denne model overhovedet ville virke, men alle bekymringer blev gjort til skamme. 100 borgere reagerede på opslaget, og 10 af dem meldte sig som besøgsvenner.

“Lige nu går kvinden tur med to besøgsvenner på skift og har også været med dem til jazzkoncert,” forklarer Christopher Hjorth.

I udgangspunktet vil borgere med mange resurser blive opfordret til selv at tage kontakt til en forening, mens sårbare borgere med få resurser får mere hjælp. Her kan barriererne bestå i besværlige transportmuligheder eller en belastet økonomi.

Tager bussen med borgeren

“Det er særligt vigtigt for mig at nå de sårbare borgere, der oplever flest barrierer. I de tilfælde hjælper jeg for eksempel med at tage kontakt til foreningen. Hvis borgeren ønsker det, tager jeg også gerne med ud til aktiviteten de første par gange. Det kan være, at jeg tager bussen sammen med borgeren, hvis transporten udgør en barriere, og nogle gange deltager jeg også selv i aktiviteten og følger borgeren hjem bagefter. Derefter taler vi om muligheden for, at borgeren selv kan klare turen næste gang,” siger Christopher Hjorth, der dog ikke har resurser til at følge de sårbare borgere ud til aktiviteterne mere end et par gange.

Hvis borgeren stadig har brug for følgeskab, kan han hjælpe borgerne med at få kontakt til den landsdækkende NGO Social Sundhed, der tilbyder at følge borgere ud til aktiviteter.

I nogle tilfælde er barriererne imidlertid uoverstigelige. Christopher Hjorth måtte for eksempel opgive at hjælpe en ældre mand, der ønskede at gå til herresvømning. Han boede midt i kommunen, og de to eneste tilbud om herresvømning lå i henholdsvis kommunens sydlige og nordlige del, og den ældre mand havde ikke særlig gode muligheder for at transportere sig rundt i kommunen.

“Jeg spurgte ham, om han kunne være interesseret i andre tilbud, men han var kun interesseret i herresvømning, så derfor blev det en meget kort kontakt, vi havde med hinanden,” forklarer Christopher Hjorth.

Opfølgning tre måneder efter

Tre måneder efter, at en borger er blevet koblet på en aktivitet, vender Christopher Hjort tilbage for at høre, om borgeren stadig er i gang. Hvis det ikke er tilfældet, spørger han ind til årsagen og tilbyder eventuelt at finde en anden aktivitet.

31 af de borgere, som han har været brobygger for, har ikke ønsket opfølgning. I mange tilfælde skyldes det, at borgeren på egen hånd har fundet en passende aktivitet, men der er også andre og mindre opløftende forklaringer.

“Nogle borgere oplever regression. Det kan for eksempel gøre sig gældende for borgere med demens. Andre kan jeg ikke få kontakt med trods gentagne forsøg,” forklarer Christopher Hjorth.

Hvis han ikke kan få kontakt til borgeren, prøver han i første omgang at tale med den ergoterapeut eller fysioterapeut, der har henvist borgen til brobygning, men det hænder, at brobygningen mislykkes.

“Nogle gange lykkes det ikke, men det kan i nogle tilfælde skyldes, at det er noget helt andet, de har brug for – for eksempel bostøtte. I så fald kan jeg overlade sagen til borgerens sagsbehandler,” siger Christopher Hjorth.