Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Maiwand kom med på holdet

TEMA // En diskusprolaps i begyndelsen af året satte Maiwand Marjan ud af spillet, men med hjælp fra brobygger Christopher Hjorth er han nu aktiv i foreningslivet.
“Jeg er rigtig glad for, at Christopher fik mig koblet til Folkenetværket, og indtil videre har jeg ikke planer om at stoppe. Jeg kommer hver gang, med mindre jeg har så ondt i ryggen, at jeg ikke kan gå,” siger Maiwand Marjan (th). Foto: Jesper Voldgaard.

“MUHAMMAD ALI!”

På træneren Garo Kerfesz’s kommando knytter de cirka 15 deltagere næverne og går i gang med skyggeboksning på den asfalterede parkeringsplads i Aarhus-bydelen Frydenlund.

Maiwand Marjan følger øvelsen i sit eget tempo, der ikke overbelaster hans ryg. Især da næste besked ‘VASKETØJ!’ lyder, passer han på ikke at hente det imaginære tøj helt nede ved jorden.

I februar fik han en diskusprolaps i lænden og takkede nej til at lade sig operere for diskusprolapsen, men sagde ja til fire måneders genoptræning i Ortopædisk GenoptræningsCenter i Aarhus Kommune. Da forløbet sluttede, blev han kontaktet af fysioterapeut og brobygger i Aarhus Kommune, Christopher Hjorth, som skulle skabe kontakt mellem Maiwand Marjan og en passende idrætsforening, hvor han kunne fortsætte med at træne.

“Jeg har tidligere dyrket forskellige former for kampsport og fitness, men på grund af mine rygsmerter kan jeg slet ikke deltage i den slags,” forklarer Maiwand Marjan.

Han havde brug for hjælp til at finde et tilbud, der tog hensyn til ryggen, og som var helt nede i gear. Samtidig ville han gerne træne i dagtimerne, så han kunne fortsætte, når han igen skulle på aftenvagt i det pizzeria, han arbejder i.

Christopher Hjorth guidede Maiwand Marjan gennem de mange, mange foreningstilbud i Aarhus Kommune og fandt frem til den forening, der passer til hans dårlige rygstatus.

Valget faldt på foreningen Folkenetværket, der er åben for alle, men primært henvender sig til borgere, der ligesom Maiwand Marjan har eller har haft en fysisk eller psykisk skade. De fleste af de 287 medlemmer er lidt ældre end Maiwand Marjan på 39.

“Jeg har indtil videre været her 7-8 gange, og det er dejligt at være i selskab med ældre mennesker, der har en masse erfaringer og kan give gode råd om, hvordan man skal passe på sig selv,” siger Maiwand Marjan.

Kontingent: 125 kroner om året

Det koster 125 kroner om året at være medlem af Folkenetværket, der har aktiviteter seks af ugens dage. Som medlem af foreningen kan man møde op til lige så mange aktiviteter, man har lyst til. Udetræningen, som Maiwand Marjan deltager i, foregår på flere adresser rundt omkring i Aarhus.

“Det tiltaler mig at træne udendørs. Selv når det regner, synes jeg, det er sjovt at være med,” siger Maiwand Marjan.

Boksning-main2.jpg

Folkenetværkets medlemmer kan også melde sig til gå-fodbold, badminton eller benytte det kommunale træningslokale med fitness-maskiner, som ligger på samme adresse som Folkesundhed Aarhus’ afdeling i bydelen Frydenlund.

“Jeg deltog tre gange i gå-fodbold, men de andre gik alt for hårdt til den. De løb i stedet for at gå, og det kunne min ryg ikke holde til,” siger Maiwand Marjan med et grin.

Da han første gang skulle møde op til udetræningen i Folkenetværket, blev han fulgt derhen af Christopher Hjorth, som introducerede ham til de øvrige deltagere og trænerne.

“Jeg mente, at Folkenetværket ville være et godt sted for Maiwand, fordi træningen tilrettelægges med hensyn til deltagernes formåen, og fordi foreningen er rigtig god til at tage imod nye folk,” siger Christopher Hjorth.

Der er altid flere trænere tilstede ved Folkenetværkets aktiviteter, så deltagere kan føle sig godt tilpas.

“Vores trænere er som udgangspunkt glade for at møde nye mennesker, og vi gør meget ud af at byde nye medlemmer velkommen. Vi havde på et tidspunkt et nyt hold med fem deltagere, hvoraf de tre var trænere,” fortæller klubbens formand Rasmus Kammersgaard.

Folkenetværkets trænere er alle rekrutteret blandt foreningens medlemmer. Når de er ‘modne’ til at påtage sig træneropgaven, kommer de på et 20-timers trænerkursus, og derefter påtager de sig rollen med at lede aktiviteterne ud fra devisen, at deltagerne skal deltage efter bedste evne – og have det sjovt imens.

Sten-saks-papir

Folkenetværkets udehold er nået frem til sten-saks-papir-stafetten. Deltagerne bliver delt i to hold, der løber mod hinanden i zig-zag mellem en række kegler. Når de møder en modstander, udkæmper de en sten-saks-papir-duel. Taberen går ud, mens vinderen løber videre.

Få sekunder inde i kampen er der godmodige diskussioner om fortolkningen af reglerne, og fra sidelinjen konstaterer træner Garo Kerfesz tørt:

“Nu opfører de sig som skolebørn!”

Maiwand Marjan deltager grinende – og i sit eget tempo.

“Jeg er rigtig glad for, at Christopher fik mig koblet til Folkenetværket, og indtil videre har jeg ikke planer om at stoppe. Jeg kommer hver gang, med mindre jeg har så ondt i ryggen, at jeg ikke kan gå,” siger han.

Helbredet har det for det meste så godt, at han er begyndt på arbejde i pizzeriaet igen – foreløbig på skånebasis 15-20 timer om ugen, og han sørger for at passe godt på sig selv.

“Jeg sørger for at holde pauser og sætter mig ned, når der er behov for det,” konstaterer han.

Christopher Hjorth fandt et tilbud, der passer til Maiwand Marjan, i Folkenetværket. Træningen tilrettelægges efter deltagernes formåen, hvilket er nødvendigt for den 39 år gamle århusianer, som har en diskusprolaps. Maiwand Marjan er igen begyndt at arbejde i et pizzeria, foreløbig på skånebasis.