USA er bedre til at hjælpe amputerede
Amerikanske soldater får flere proteser
En protese til at gå med. En til at løbe med. En til at bade med og måske også en til at svømme med. For en amerikansk soldat er det ikke usædvanligt at få tre eller fire forskellige proteser og dermed være godt rustet til at leve et liv med mange facetter, selvom han har mistet et eller begge ben. I Danmark, hvor ca. 20 soldater har fået amputeret en eller flere kropsdele, er det noget nær umuligt at få mere end en protese, vurderer fysioterapeut Annette Forsythe, der genoptræner amputerede danske soldater på Rigshospitalet. Det er ikke forsvaret, men de enkelte hjemkommuner, der behandler soldaternes ansøgninger om specielle proteser og hjælpemidler, og iflg. en artikelserie i Jyllands-Posten får soldaterne meget ofte afslag på deres ansøgninger.
”Home of Warrior Care”. Slogans I messing minder om, at dette hospital ikke er noget almindeligt hospital. Det bevogtes af bevæbnede vagter, og ingen kommer ind uden en aftale. Walter Reed Army Medical Hospital i Washington er et af den amerikanske hærs hospitaler, og det modtager en stor den af de hjemvendte sårede soldater fra Afghanistan og Irak.
Et af stedets specialer er genoptræning af amputerede, og det foregår stort set efter samme principper som i Danmark – men med mange, mange flere ressourcer til rådighed.
Alle har god tid
Træningslokalet er stort, de lave brikse står side om side, og soldaterne er enten i gang med øvelser eller sidder og småsnakker på briksene. Duften af kanel fra morgenmaden hænger stadig i luften, og stemningen er afslappet. Alle har god tid, genoptræning af en krop og et sind efter et bombeangreb tager tid, og det ved både personalet og de indlagte soldater.
Derfor kommer soldaterne her hver dag i både et, to og tre år. Først som indlagte, siden som boende i egen lille lejlighed på hospitalets område og til sidst som ambulante patienter.
I træningslokalet har de adgang til det traditionelle udstyr: krykker, stave, stokke, bolde, måtter, skråpuder, vægte og et udvalg af træningsmaskiner som romaskine, stepmaskine og kondicykel.
Pludselig kommer en benamputeret soldat trillende ind på en segway, en lille batteridrevet ”ståvogn” på to hjul, og Fysioterapeutens udsendte forstår, at der er mange ressourcer til rådighed her. I lokalet står yderligere to segways. ”De er til fri afbenyttelse”, fortæller fysioterapeut Robert Bahr, der viser os rundt. På vores vej rundt kommer han med opmuntrede tilråb og skulderklap til soldaterne, der er kommet i gang med den hårde træning.
”Det er med fuldt overlæg, at vi har patienterne i samme lokale. De får meget ud af at tale med hinanden, når de er her, og det hjælper dem at se hvordan andre er kommet igennem de kriser, de selv kæmper med”.
Denne tankegang er også fremherskende på militærhospitalet Brooke Army Medical Center i Texas, der også modtager mange amputerede soldater og på Rigshospitalet i København, hvor danske amputerede soldater genoptrænes og får proteser. Det kan Rigshospitalets fysioterapeut Annette Forsythe konkludere efter et månedlangt besøg på hospitalet i Texas.
”Det er klart, at patienterne har nogle fælles erfaringer, som de kan dele med hinanden, og som er værdifulde for dem”, siger hun.
Mens der ikke engang er plads til, at patienterne på Rigshospitalet kan få en dagligstue, er der masser af plads til patienterne i både Texas og Washington. I Washington ligger hospitalet i en park, hvor patienterne kan gå eller cykle rundt på specialbyggede cykler. De kan besøge hinanden i hospitalslejlighederne, spise sammen i fælleshusene eller bare hænge ud i møblerne omkring træningssalen.
Rundt omkring dem arbejder fysioterapeuter, kirurger, sygeplejersker, ergoterapeuter, psykiatere, bandagister og recreational therapists på at få dem tilbage til et selvstændigt liv så hurtigt som muligt.
”Soldaterne skal op og i gang. Vi kører dem ned i træningslokalet, når de er færdige med deres operation, selvom de stadig er svage og på medicin. Men de skal se, at andre, der har haft det ligesom dem, klarer sig godt”, forklarer Robert Bahr.
Er blevet en skrappere fysioterapeut
Det danske behandlersystem kan godt stille større krav til de soldater, der vender hjem fra Irak og Afghanistan uden arme og ben. Det mener Annette Forsythe, fysioterapeut på klinik for Medicinsk Ortopædi og Rehabilitering i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet, hvor hjemvendte, amputerede soldater bliver behandlet og genoptrænet. Annette Forsythe har for nylig haft lejlighed til at følge genoptræningen af amputerede soldater på et amerikansk militærhospital, og noget af det, der gjorde indtryk på hende, var, hvor store krav der hver eneste dag bliver stillet til soldaterne. ”Inden de begynder på genoptræningen, skriver de under på en kontrakt, hvor de forpligter sig til at gennemføre den træning, der tilrettelægges for dem. Og hvis de ikke møder op til en aftale, bliver de afkrævet en forklaring på, hvorfor de ikke dukkede op”. Selvom soldaterne er sårede og indlagte på et hospital, er de stadig i tjeneste, og alle på militærhospitalet betragter det som soldaternes job at blive raske igen hurtigst muligt, så de kan komme tilbage i aktiv tjeneste. ”Jeg blev overrasket over at se en fysioterapeut optræde i ørkenuniform og militærstøvler, men for soldaterne i træningslokalet var det naturligt, siger Annette Forsythe. Hun husker også en øvelse, som hun umiddelbart syntes virkede hård, men som hun nu har introduceret for sine egne patienter på Rigshospitalet: Den ørkenuniform-klædte fysioterapeut bad de benamputerede soldater om at lægge sig på maven på et håndklæde på gulvet og derefter mave sig henover gulvet. Først fremad og bagefter baglæns. Hvis det ikke gik hurtigt nok, fik den formastelige soldat et svirp med et håndklæde eller en lille bold kastet i nakken. Svirpene og kastene fungerede som almindeligt accepterede motiveringsteknikker, og tit begyndte soldaterne at konkurrere indbyrdes. ”Den øvelse bruger jeg nu på Rigshospitalet, og jeg kan se, at den er god for soldaterne, især fordi der går konkurrence i den”. Annette Forsythe er med egne ord blevet en skrappere fysioterapeut efter sit besøg i USA, og hendes råd til andre, der behandler unge, stærke, veltrænede soldater, der er kommet til skade, lyder: ”Skru forventningerne til dem op”.
Mange flere ressourcer
Selve træningen i Washington, Texas og København har mange lighedspunkter, vurderer Annette Forsythe. Det gælder f. eks. om at forebygge stivhed, at træne styrke og at træne balance.
Men når det gælder ressourcer, hører lighederne op.
I Texas har soldaterne adgang til en 275 mio. kroner dyr træningssimulator. Den 10 m x 10 m x 10 m store CAREN (Computer Assisted Rehabilitation Environment) er udstyret med en 300 graders filmskærm og tryksensitive plader i gulvet. Inde i simulatoren kan patienterne for eksempel træne, at de kører bil, styrer en båd eller går ned ad en gade med mange mennesker.
”Selv hvis det utænkelige skulle ske og vi fik sådan en simulator i København, ville vi ikke kunne skaffe plads til den på vores lille afdeling”, kommenterer Annette Forsythe.
Senest har hendes afdeling på Rigshospitalet søgt Forsvaret om en specialbygget crosstrainer til genoptræningssalen. Den blev der givet afslag på.
De amerikanske ganglaboratorier er også betragteligt mere avancerede end det danske. Mens der i Danmark kun er seks kameraer til at overvåge patientens gang, er der tilsluttet 24 kameraer i Texas, noterede Annette Forsythe sig.
”De 24 kameraer sender sammen med en tryksensitiv måtte så mange data til computeren, at fysioterapeuterne får et meget nuanceret billede af patientens gang. Men der er også en ulempe; der skal en videnskabelig assistent til at bearbejde alle de data, som computeren regner sig frem til, før fysioterapeuterne kan bruge dem til noget”.
Det texanske genoptræningscenter fylder fire etager. I stuen er der bl.a. ganglaboratorium, CAREN-simulatoren og en svømmehal med flow rider (surfsimulator, red.), hvor soldaterne kan surfe med og uden deres proteser. På første sal holder bandagisterne til.
”Alt er på lager, og bandagisterne er hele tiden til rådighed. I Danmark får vi besøg af bandagisten to gange om ugen”, forklarer Annette Forsythe.
Moralsk støtte og opbakning
Side om side med de opmuntrende slagord på væggene i Washington hænger signerede fotos af berømtheder, der enten har besøgt Walter Reed eller sendt en personlig hilsen til de sårede soldater.
Skuespiller Renee Zellweger er fotograferet, mens hun kæmpeknuser en soldat. Lars Ulrich fra Metallica har sendt en autograf og et billede af sig selv bag trommesættet, mens han rækker tunge til kameraet. Rock-orkestret Kiss har skrevet: ”To our heroes”, og producenten af filmen ”Transformers” har sendt en signeret filmplakat. Moralsk støtte og opbakning betyder noget her. Det betød noget, da talkshow-stjernen Oprah Winfrey sendte et indslag fra træningslokalet, og det betyder noget, når udenlandske ministre kommer på besøg. Alle hilsner og besøg bidrager til at holde moralen oppe.
Det gør de mange trænings- og udfoldelsesmuligheder også. Når soldaterne på Walter Reed er færdige i fysioterapeuternes træningslokale på første sal og måske har gået eller cyklet sig en tur rundt i parken, står staben af recreational therapists klar med flere aktivitetstilbud.
Vi møder en ung kvindelig recreational therapist i en gymnastiksal. Her er der basketball fra kørestol hver dag efter frokost, og det står frit for alle at være med.
Kørestolene har hverken bremser eller armlæn, hvilket styrker overkroppen. Og så er kampen en god mulighed for at lære andre at kende, som man kan være sammen med, mens man er under genoptræning”, fortæller terapeuten. Hver eneste dag byder på særlige aktiviteter, der alle har til formål at styrke soldaternes muskler, balance og stabilitet.
Case
William Steele, 21 år, sergent
Den 25. juni 2009 blev William Steele – der i det daglige kaldes Chicago Steele af personalet på Walter Reed Army Medical Hospital – ramt af en vejsidebombe i Afghanistan. Han brækkede venstre hofte, venstre lårbensknogle og venstre knæskal. I seks måneder forsøgte lægerne at redde hans ben, men til sidst var der ikke andre muligheder end at sætte det af. I dag, et lille år efter ulykken, kan Chicago holde ud at have sin protese på i 30-45 minutter om dagen. Hvis han går mere med den, får han vabler – og det får han tit, for han er en utålmodig ung mand. ”Jeg glæder mig til at kunne have den på hele dagen”, fortæller han, inden han lader sig dumpe ned i en rullestol og triller ind i en gymnastiksal for at spille rullestolsbasket med de andre benamputerede soldater, der er indlagt til behandling og genoptræning på militærhospitalet. Engang, når Chicago er færdig med sin genoptræning, vil han gerne være drill instructor (øvelsesofficer, red.) og træne nye rekrutter. ”Og det mål når jeg”, er han overbevist om.
Kæmper med betændelse og svamp
På militærhospitalet Walter Reed i Washington kæmper mange amputerede med betændelse eller svamp i deres sår. Betændelserne kommer bl.a. fra de mange bittesmå splinter, som en bombe efterlader i en soldats krop og som ikke altid kan fjernes. Eller de opstår på hospitalet som en såkaldt hospital onset infection. Multiresistente bakterier som stafylokokker udgør også et problem, og de mange betændelser hindrer soldaterne i at træne så ofte og vedvarende, som de gerne ville. I Washington sidder også en soldat, der kom hjem fra Irak med en aspergillus-forgiftning og magtesløst måtte se på, mens svampen spredte sig til store dele af hans krop. Efter flere operationer mener lægerne nu, at de har fået fjernet de sidste angrebne dele af hans krop.
Ridning, dykning, golf og ski
Om mandagen står den på rideterapi: Soldaterne sidder på hesten uden sadel, så de kan mærke deres hofter og får strakt leddene. Alle heste trækkes af en hjælper, og det foregår mest i skridt, i sjældnere tilfælde i trav og aldrig i galop.
Cykling i specialbyggede, hånddrevne cykler er også en populær aktivitet, fordi soldaterne virkelig kan give den gas op og ned ad bakkerne i parken omkring hospitalet. Alt hvad der foregår udendørs er i det hele taget meget populært, ved terapeuterne.
Svømning med og uden proteser styrker alle muskler i kroppen og er sammen med kampsport fast på ugeprogrammet. Om sommeren er der ture til golfbanen, om vinteren til skibakkerne, og hele året er der dykning under sydligere himmelstrøg.
Sideløbende med disse aktiviteter arbejder ergoterapeuterne med at lære soldaterne hvordan de bedst klarer alle hverdagens små og store gøremål som at komme i bad, stryge en skjorte, lave mad osv.
Det lægefaglige personale spiller selvsagt en meget stor rolle i arbejdet med at genoptræne soldaterne. Men en mindst lige så stor rolle spiller soldaternes pårørende og andre soldater, der har været i samme situation.
”Hver dag får vi besøg af ”peer soldiers” – det er soldater, der har været med i tidligere krige og som kommer her for at vise vores soldater deres støtte. Vi får besøg af veteraner fra koreakrigen, vietnamkrigen og andre krige. De kommer, fordi de savnede at have ligesindede at tale med, dengang de selv var indlagt på et militærhospital og havde fået fjernet en arm eller et ben”, fortæller Robert Bahr.
Hospitalets befolkning af personale, patienter, veteraner i uniform og pårørende ægtefæller, børn og forældre danner en karakteristisk familiær og uhøjtidelig stemning, som den danske forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, V, fik lejlighed til at opleve, da hun besøgte hospitalet i marts. Forsvarsministerens indtryk fra besøget skal indgå i hendes forslag til en veteranpolitik for hjemvendte danske soldater, som Folketinget skal vedtage senere på året.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
