Stort nummer - lille manege

Ikke overraskende lægger regionerne og kommunerne stor vægt på, at der skal udvises samfundsøkonomisk ansvarlighed. I dagens sprog betyder det, at praktiserendes honorarer ikke må stige. Derimod stiller arbejdsgiverne krav om produktivitetsforbedringer, og at de gældende takster fremover skal være maksimalpriser frem for faste priser. Det vil betyde øget konkurrence mellem praktiserende fysioterapeuter, uden at de får mulighed for at hente gevinsten af højere kvalitet, service og produktivitet. Ligeledes vil regioner og kommuner have nye redskaber til at styre udgifterne på fysioterapiområdet, ligesom de forhadte økonomiprotokollater, der giver mulighed for kollektiv takstnedsættelse, ønskes bibeholdt.

Der er sådan set ikke noget nyt i regionernes og kommunernes krav. Vi har hørt det hele før. Og der er desværre heller ingen nævneværdig vilje til at forbedre de praktiserendes mulighed for at levere mere sundhed og behandling til borgerne i deres nærmiljø. Det står i skærende kontrast til de udfordringer, der er på sundhedsområdet, og til de politiske hensigtserklæringer om at tænke nyt, anderledes og smartere, som toppolitikerne i regioner og kommuner fremfører ved højtidelige lejligheder.

Derfor er det også denne gang os, der ønsker udvikling og fornyelse. Eksempelvis i form af kravet om direkte adgang til fysioterapi. Erfaringerne fra udlandet viser, at det kan give bedre patientforløb og reducere omkostningerne til behandling af muskuloskeletale lidelser. Sagen har for nylig været behandlet i Folketinget, rejst af Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt. Efterfølgende har sundhedsministeren og Folketinget givet tilsagn om at undersøge sagen nærmere. Direkte adgang er nemlig ikke blot et aftalespørgsmål, men også et spørgsmål om sygesikringsbekendtgørelsen.

Et andet krav er, at vi skal have udbredt muligheden for udvidet lænderygundersøgelse. Ud fra en faglig vurdering er det det eneste rigtige: en tidlig og grundig udredning foretaget af fysioterapeuter giver langt bedre patientforløb, sparer det offentlige penge og reducerer antallet at rygopererede.

Og så bør kapaciteten i praksissektoren udvides. Alt for mange patienter må i dag undvære det offentlige tilskud, fordi de ikke rettidigt kan få behandling inden for overenskomsten.

Selvom der er stærkt fokus på de offentlige udgifter, er udvikling i honorarerne naturligvis også på kravlisten. Vi kan dokumentere, at det er svært at få indtjeningen til at følge med den generelle økonomiske samfundsudvikling. Men vi må samtidig erkende, at det bliver svært at få indfriet dette hovedkrav.

Planen er, at vi skal have en aftale i hus i løbet af september måned, så den nye overenskomst kan få virkning fra årsskiftet.  Så må de kommende forhandlinger vise, hvor meget vilje regionerne og kommunerne reelt har til at finde en tilfredsstillende løsning.

Johnny Kuhr
Formand for Danske Fysioterapeuter