Holdningspapir: Offentlige udbud af fysioterapifaglige ydelser
Dilemmaet
Hvad er et holdningspapir?
Et holdningspapir formulerer Danske Fysioterapeuters politiske ståsted i aktuelle og specifikke sager og er et supplement til foreningens overordnede politikker.
Det er Danske Fysioterapeuters repræsentantskab og hovedbestyrelse, der lægger den politiske linje for foreningen.
Hvis en kommune eller region sender en portefølje af opgaver i udbud, vil fysioterapeuterne, der hidtil har varetaget opgaven, opfatte sig i konkurrence med de fysioterapeuter, der nu har mulighed for at byde ind på opgaven. Udbud rummer derfor en iboende risiko for, at nogle medlemmer af Danske Fysioterapeuter føler, at andre medlemmer af Danske Fysioterapeuter tager deres arbejde.
Resume
Notatet bringer en række forslag til politiske pejlemærker, når foreningen skal søge indflydelse på offentlige udbud af sundhedsydelser. Notatet beskriver også, hvorfor foreningen bør afholde sig fra at yde konkret rådgivning til medlemmer, der ønsker at byde på offentlige udbud.
Det er forventningen, at der er en udbudsbølge på vej på de kommunale velfærdsområder, hvilket gælder alt fra hjemmepleje over jobcenterydelser til opgaver på træningsområdet. Senest har Høje-Taastrup og Gribskov Kommuner arbejdet med udbud på træningsområdet. Samtidig har Region Sjælland valgt at indbyde private aktører til at drive dele af sygehusfunktionerne.
Endelig er Folketinget på vej med en ændring af udbudsreglerne, der skal gøre det enklere for kommunerne at konkurrenceudsætte – dvs. udbyde - hjemmehjælpsydelser. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det: ” Det forventes, at markedspotentialet på hjemmehjælpsområdet styrkes for erhvervslivet som følge af, at kommunalbestyrelsen får lettere ved at konkurrenceudsætte hjemmehjælpen og indgå aftaler med private leverandører om levering heraf”. Forslaget forventes at ”frigøre” 132 millioner kr. i kommunerne.
Forventningerne blandt de private aktører er, at konkurrencen vil blive skærpet, men forventningen er også, at markedet vil vokse1.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har opgjort det, man kalder IKU (Indikator for KonkurrenceUdsættelse) i procent for kommunernes forskellige opgaver. IKU er svagt faldende for sundhedsområdet, og den overordnede er generelt stabil. Dermed er der reelt ikke stor udvikling i konkurrenceudsættelsen, og det er det, Folketinget ønsker at ændre.
Denne udvikling aktualiserer behovet for, at Danske Fysioterapeuter dels tydeliggør sin politik dels fastlægger hvilke tilbud foreningen skal stille til rådighed for medlemmerne, private som offentlige.
Krav til udbud af sundhedsydelser
Det foreslås derfor, at nedenstående er pejlemærkerne for Danske Fysioterapeuters politiske tilgang til udbud af sundhedsydelser:
- At der er gennemsigtighed i forudsætningerne, f.eks. hvis
udliciteringen alene er drevet af ønsket om besparelser - At kravene til kvalitet er tydelige dvs. at Danske Fysioterapeuters 10
pejlemærker for faglig kvalitet også er gældende, når det drejer sig om
udbud af ydelser.2 - At pris ikke alene er afgørende for valg af leverandør
- At leverandører benytter autoriseret sundhedsfagligt personale til
opgaverne - At leverandører tilbyder deres ansatte arbejdsforhold med
overenskomst eller på overenskomstlignende vilkår - At medarbejderne i de funktioner, der påtænkes udliciteret, får mulighed for at byde på opgaven, såfremt de ønsker det
- At udbud tilrettelægges således, at mindre virksomheder også kan byde
Medlemstilbud
Medlemmer særligt blandt de mindre klinikker vil måske efterspørge rådgivning hos foreningen om hvordan de giver tilbud på kommunale opgaver. Der kan også være en efterspørgsel blandt offentligt ansatte fysioterapeuter om rådgivning, hvis de skal byde ind på egne opgaver. Der er ikke desto mindre en række problemer forbundet med, at foreningen skal yde rådgivning om konkrete udbud.
Indledningsvist: Det vil være problematisk over for medlemmerne såvel i den private som i den offentlige sektor, hvis foreningens medlemstilbud stiller den ene medlemsgruppe bedre end den anden. Derfor skal et medlemstilbud om konkret rådgivning være gældende for alle medlemmer.
Det vil derfor indebære, at foreningen skal have i hvert fald to udbudseksperter blandt de ansatte for at undgå habilitetsproblemer ved rådgivning til fysioterapeuter (kommune og klinik eller klinik og klinik), der konkurrerer om den samme opgave. Samtidig må det bemærkes, at udbud og de forhold, der gør sig gældende omkring udbud, anses for ganske komplicerede, og det vil derfor kræve et betydeligt beredskab i sekretariatet.
Det foreslås derfor, at foreningen ikke yder rådgivning om konkret tilbudsgivning.
Det foreslås derimod, at foreningen stiller viden til rådighed for alle medlemmer f.eks. i form af konferencer om udbud, regler & erfaringer, at foreningen tydeliggør, hvor medlemmerne kan henvende sig med konkrete opgaver ved udbud f.eks. hos advokater specialiseret i den type opgaver, samt at foreningen søger politisk indflydelse på konkrete udbud og de generelle rammer om udbud.
For de medlemmer, som måtte blive omfattet af en virksomhedsoverdragelse i forbindelse med udbud, rådgiver og støtter Danske Fysioterapeuter dem i forhold til deres personlige løn og ansættelsesvilkår. Der arbejdes ligeledes på at udarbejde et kort beskrivende materiale, som kan blive sendt til de pågældende allerede i de indledende faser af et eventuelt udbud. Er der en tillidsrepræsentant på enten den afgivende eller modtagende arbejdsplads inddrages denne i den løbende orientering og rådgivning.
Danske Fysioterapeuter 2013
Noter
1. En artikel i Børsen 14. marts refererer flere leverandører for at have store forventninger til markedsudviklingen.
2. Behandlingsplan, Kliniske retningslinjer, Test og måleredskaber, Fysioterapi som et element i rehabilitering, Specialisering, Fysiske rammer, Kompetenceudvikling, Videndeling, Forskning, Adgang til information.