Procedurer for valg af tillidsrepræsentant

Ergo- og fysioterapeuter tilhører samme overenskomstgruppe, men vælger dog oftest hver sin tillidsrepræsentant og suppleant.

Almindeligvis kan der vælges en tillidsrepræsentant pr. overenskomstgruppe på arbejdspladsen, hvis gruppen omfatter mindst 5 medarbejdere.

Hvis ergoterapeut- og fysioterapeutgrupperne er for små til at vælge hver sin tillidsrepræsentant og suppleant, kan de gå sammen og vælge en, der dækker begge faggrupper.

Foreningerne anbefaler i den situation, at medlemmerne på arbejdspladsen tilstræber en fordeling af tillidsrepræsentant og suppleantposten mellem de to faggrupper.

Alle medlemmer uden ledelsesret kan vælges til hvervet som tillidsrepræsentant og suppleant.

Ifølge Danske Fysioterapeuters vedtægter indkaldes medlemmerne til møde, når tillidsrepræsentanten finder det påkrævet, eller når mindst halvdelen af medlemmerne ønsker det.

Det gælder for alle møder, herunder også valgmøder.

Ifølge Ergoterapeutforeningens vedtægter kan tillidsrepræsentant, suppleant og øvrige medlemmer uden ledelsesret indkalde til valgmøde.

I Danske Fysioterapeuters love er det formuleret således:

"Tillidsrepræsentanten vælges af og blandt de på stedet værende stemmeberettigede medlemmer i ikke-ledende stillinger".

Ifølge Ergoterapeutforeningens retningslinjer har medlemmer på arbejdspladsen uden ledelsesret, stemmeret ved tillidsrepræsentantvalg.

I Danske Fysioterapeuter vælges tillidsrepræsentanter for en 2-årig periode, og valget foregår i oktober i ulige år.

I Ergoterapeutforeningen vælges tillidsrepræsentanter med udgangspunkt for en 2-årig periode. Valgtidspunktet fastlægges lokalt på arbejdspladsen.

I forhold til at håndtere de to foreningers forskellige procedurer vedr. valg, anbefaler foreningerne, at I åbent drøfter forskellene og forsøger at finde en løsning, der passer til jeres arbejdsplads.

I den forbindelse kan det være en god ide, hvis alle har mulighed for - i god tid inden et evt. valg - at mødes og få snakket om, hvordan en lokal løsning kunne se ud hos jer. Så ved alle, hvordan de skal forholde sig.

Med hensyn til valgtidspunkt kan I f.eks. vælge at følge Danske Fysioterapeuters regler om, at valg af tillidsrepræsentanter foregår i oktober i ulige år.

Såfremt et SU/MED-udvalg har fastsat et tidspunkt for valg af tillidsrepræsentanten, som er fælles for alle faggrupper på arbejdspladsen, vil det være naturligt at følge denne dato.

Kontakt

Rådgivning for ansatte og lejere
3341 4620