Man kan ikke leve uden en blærescanner

BIRTHE BONDE TALER med hænderne. Når hun forklarer, hvordan mænds ædlere dele søger endnu længere nedad med alderen, får den i bogstaveligste forstand hele armen, mens hun taler om ”laaange testikler”, og resten af kroppen sættes i svingninger under en forklaring om den onde cirkel omkring seksualitet og underlivssmerter.

Hun taler om urin, afføring og sex uden det mindste filter, og det gør andre fysioterapeuter efterhånden heldigvis også, fortæller Birthe Bonde, der ifølge gymnasietidens ’Blå bog’ allerede tidligt var ’kvinden der ved alt om underlivet’.

”Det var dengang, da der var fri kærlighed og ingen aids, og vi var fremme i skoene, selvom vi var fra Randers”, som hun siger.

Fremtidsplanen var at blive læge. Den plan fulgte hun i et par år, men blev afbrudt, da hun som studerende en dag sad på en vagt, og skæbnen bankede på i form af en fysioterapeut, der kom ind på stuen for at lave sengegymnastik med en patient.

”Jeg anede ikke, hvad en fysioterapeut var, men hun fik det til at lyde helt fantastisk. Jeg tænkte ’hvis jeg bliver ved med at læse medicin, bliver jeg bare psykiater i Esbjerg’, og det gad jeg ikke”.

Den tilsyneladende lidt løjerlige tanke opstod, fordi Birthe Bondes bror, der så gerne ville have været øjenlæge, var endt som psykiater i Esbjerg, fordi udbuddet af lægelig arbejdskraft var større end efterspørgslen.

Så Birthe Bonde valgte fysioterapien, eller mere præcist en niche i fysioterapien. ”Jeg ved ikke noget som helst om tennisalbuer”, tilstår hun.

Ergonomisk konsulent var det største

Den faglige interesse for de nedre regioner blev grundlagt allerede på uddannelsen, men det var et svært felt at fordybe sig i for en fysioterapeut.

”Jeg søgte på universitetsbiblioteket efter artikler om bækkensmerter, men jeg fandt kun fem, og de tre var på russisk. I dag har vi europæiske guidelines med 140 sider om smerter i underlivet”.

Specialet om fødselsforberedelse blev til gennem interviews med jordemødre og obstetrikere på Hvidovre Hospital, i øvrigt imens Birthe Bonde selv ventede sit første barn – hun fødte otte dage efter den afsluttende eksamen.

”Det var en fest at være på afdelingen, og de sagde, at når jeg var færdig, skulle jeg skulle komme ud til dem, så vi kunne lave noget sammen om ergonomi i forbindelse med fødsler. Dengang fyldte ergonomi enormt meget i fysioterapien, og det fornemmeste, man kunne opnå, var at komme ind til postvæsenet som ergonomisk konsulent”, siger Birthe Bonde, der valgte at følge opfordringen om at komme til Hvidovre.

Det ergonomiske blev hurtigt trængt i baggrunden, men Birthe Bondes første artikel til fagbladet hed ”Fødselsergonomi”. En artikel der også blev læst på jordemoderuddannelsen, hvor hun derfor blev brugt som underviser i en årrække.

Herlige tider

14 gode år blev det til på Hvidovre Hospitals gynækologiske afdeling. ”Vi havde det fantastisk og fik lov at prøve alle vores ideer af – det var herlige tider i sundhedsvæsnet. Vi var de første i verden, der scannede bækkenbunden, og da jeg hørte, at de på Bispebjerg havde gode erfaringer med fysioterapi i stedet for operation til kvinder med smerter i underlivet, fik jeg lov at lave et forskningsprojekt. Effekten blev, at 82 procent af kvinderne blev helbredt eller fik reduceret deres smerter betydeligt, og derefter blev det en fast del af det fysioterapeutiske behandlingstilbud på gynækologisk afdeling på Hvidovre”.

”Men så begyndte sparsommeligheden at tage over”, fortæller Birthe Bonde. Også lægerne måtte også spænde den faglige livrem, og en dag, da en overlæge (igen) brokkede sig over forholdene, og Birthe Bonde sagde, ”så køb dig dog en klinik!”, lød svaret ”ja, og så kommer du med”.

Som sagt så gjort. I første omgang var det meningen, at hun skulle beholde sit job på hospitalet på deltid og kun være på klinikken en dag om ugen, men den plan holdt kun i et halvt år, for patienterne strømmede til. Nogle af dem så langvejs fra, at Birthe Bonde mente, hun var nødt til at være tilgængelig med offentlig transport, så da lægen og klinikken flyttede længere nordpå, valgte hun at blive på Østerbro. De sidste 23 år har hun derfor haft sin egen klinik, der trods navnet ’Birthe Bonde Klinikken’ i dag har tilknyttet yderligere tre fysioterapeuter og behandler nye 2.000 patienter om året med gynækologisk, obstetrisk, urologisk og gastroenterologisk fysioterapi samt seksualrådgivning.

Birthe Bondes behandlinger indeholder altid et element af fysioterapi, understreger hun. ”Men uden min uddannelse som uroterapeut fra Göteborgs Universitet og senere en uddannelse til klinisk sexolog, ville jeg ikke kunne favne så bredt eller kunne køre projekter med hospitalerne om afdækning af årsager til bækkensmerter, andre måder at træne bækkenbunden på eller hele problematikken omkring mænds vandladningsforstyrrelser og smerter i underlivet”.

Har måttet kæmpe for synlighed

Når Birthe Bonde beskriver sit arbejdsliv lyder det skiftevis som en fest og en kamp.

Det har været og er stadig en fest, fordi hun hele vejen har fået lov at beskæftige sig med og sætte sit præg på et felt, hun brænder for. Men det har også haft sine omkostninger. Årene på Hvidovre har kostet på pensionen, for da det ikke var muligt at få lov til hverken at læse eller skrive faglige artikler i arbejdstiden, valgte Birthe Bonde at være på deltid, så hun kunne sidde på biblioteket efter fyraften kl. 14. Og på samme måde valgte hun ofte at tage fri uden løn, når der var faglige kongresser og foredrag i farvandet.

Og at være selvstændig uden ydernummer er i dén grad en kamp, slår hun fast.

”Et ydernummer kunne lette indtjeningen, men jeg er blevet afvist, hver gang jeg har søgt”.

Den forgæves jagt på et ydernummer havde længe konsekvenser for klinikkens synlighed på internettet. Til at begynde med havde nemlig kun fysioterapeuter med ydernummer adgang til såvel Krop og Fysiks Klinikguide som listen over klinikker på sundhed.dk. Det er ændret i dag – ikke mindst takket være Birthe Bondes stædige indsats, og hun lægger ikke skjul på, at hun føler, hun har haft Danske Fysioterapeuter som en modstander og ikke som en allieret i sin kamp.

I stedet måtte hun gøre sig synlig på andre måder, eksempelvis på sin egen hjemmeside, hvor hun rundhåndet deler ud af pjecer og videoer med øvelser. Og med en lang række foredrag, lige fra dagskurser i socialforvaltningen om forebyggelse af urinvejsinfektion hos gravide, i Yngre Urologers Forening om bækkenbundens betydning for behandling af erektil dysfunktion til europæiske kongresser for gynækologer om fysioterapeutisk behandling af kroniske underlivssmerter og smerter ved samleje.

”Det er jo gået meget godt alligevel, men det er ligesom, da Daniel i 'Matador' får en pony af sin mormor og siger, ’jeg ville hellere haft den af far’. Det er sådan, jeg har det”.

Har gjort en forskel

Overraskelsen over at være årets modtager af Danske Fysioterapeuters Pris er derfor til at tage at føle på. ”Den havde jeg ikke lige set komme”, siger Birthe Bonde, men vil gerne selv give et bud på, hvorfor hun har fortjent den:

”Jeg synes jo, at jeg har gjort en forskel”, siger hun og fremlægger et helt konkret bevis på, at der er patienter, der synes det samme. En håndskrevet brev på engelsk, som en kvinde, der har været i behandling for to år siden, for nylig har smidt i hendes postkasse. ”Uden dig ville jeg ikke have haft et seksualliv med min mand i dag”, skriver kvinden blandt andet.

Birthe Bonde husker ikke lige den pågældende patient blandt de mange, der går ind ad døren til klinikken hvert år, men hun har slået efter i journalen og ved, at behandlingen, der kun strakte sig over et par gange, bestod af massage af musklerne rundt om bækkenet og instruktion i afspænding af bækkenbunden – ”hun trak halen mellem benene og var på flugt fra samlejet i stedet for at spænde af og nyde det”, forklarer Birthe Bonde og understreger sin metafor ved igen at tale med hele kroppen.

Andre af Birthe Bondes patienter kommer med en overaktiv blære ”de vil tisse hele tiden”, som hun siger og kaster sig ud i en lovprisning af sit kæreste eje – en blærescanner. ”Den er nummer tre i rækken, de andre er slidt op. Man kan ikke leve uden en blærescanner! ”, mener hun, men trækker i land, for faktisk er hun, tror hun, den eneste fysioterapeut i landet, der har en. Af gode grunde, for som hun selv forklarer: ”Hvis man er fysioterapeut i Vig, har man måske kun 2-3 af den slags patienter om måneden”.

Selvom Birthe Bondes faglige udgangspunkt var kvinderne, har hun især i de senere år haft mange mænd i behandling. Gennembruddet kom efter en tv-optræden i programmet 'Lægens Bord', hvor hun viftede med en pjece om underlivssmerter, som hun lovede at sende, hvis man blot sendte hende et brev med en frankeret svarkuvert. To dage senere kunne hun ikke åbne døren til klinikken, da hun mødte om morgenen, så stor var bunken af breve, og til hendes egen store undren var mange af brevene fra mænd.

Smerter i underlivet er med andre ord ikke forbeholdt kvinder, og at midaldrende mænd har kastet sig over cykelsporten med stor iver har ikke hjulpet, fortæller Birthe Bonde. ”De overdriver og får en irriteret prostata og afklemning af nerve og blodforsyning til testikler og penis, når de cykler for meget. Og de overdriver også, når de laver bækkenbundsøvelser – det bliver nærmest til karatehug”.

Vil hellere til kongres

Egentlig skulle prisen på 50.000 kroner have været overrakt til Birthe Bonde i forbindelse med Danske Fysioterapeuters repræsentantskabsmøde i november, men meget typisk vil hun hellere til faglig kongres end lade sig bade i klapsalver fra foreningens øverste politiske myndighed. Faglige kongresser er nemlig det bedste, hun ved, måske lige bortset fra de fire børnebørn, der næsten kan få hende til at glemme alt om underliv og bækkenbund, men kun næsten.

”Jeg har da tjekket, når jeg skiftede ble, om endetarmen trak sig sammen, når jeg pustede på den. Det er kedeligt, at børn bliver pakket ind i alle de bleer, for bleerne er blevet så gode, at børnene ikke kan mærke, hvad der sker. Lad dem dog se, hvad der kommer ud”, siger Birthe Bonde, der passer børn hver onsdag, men ikke har nogen som helst planer om at holde helt op med at arbejde, selvom hun nærmer sig efterlønsalderen.

”Jeg arbejder ikke altid, som jeg gjorde engang, men jeg bliver ved, til jeg segner. Det er en del af mit liv, og jeg bliver i godt humør af det. Og så er jeg jo nysgerrig – hvad nu hvis de finder ud af noget nyt, og jeg ikke er en del af det?”