Udfordringer i forbindelse med balancetræning øger tiltro til egne evner

Parkinson er en progressiv neurologisk lidelse karakteriseret ved bradykinesi, hviletremor, rigiditet og nedsat postural stabilitet. Nedsat balance er associeret med risiko for fald, og angsten for at falde betyder, at især ældre patienter med Parkinsons sygdom begrænser deres fysiske udfoldelse. Nedsat fysisk aktivitet medfører øget risiko for livsstilssygdomme og ringere livskvalitet.

Der er evidens for, at balancetræningsprogrammer - for at være effektive - skal være specifikke og progressive, således at patienten udfordres lige til grænsen af sin kapacitet. For at opnå dette er det vigtigt, at patienten oplever træningen som meningsfuld.

Syv kvinder og seks mænd, som havde deltaget i og gennemført et lodtrækningsforsøg med HiBalance som intervention, blev interviewet individuelt med semistrukturerede åbne spørgsmål. Deltagerne var ≥ 60 år, med Parkinsons sygdom i let til moderat stadie og ≥ 24 point i Mini Mental State test. Interventionen bestod af 3x1 times træning på hold i 10 uger superviseret af fysioterapeuter. Træningsniveauet blev konstant justeret for at maksimere udfordringerne med fokus på postural stabilitet, proaktiv balance, sensorisk, motorisk og dual-task træning. Interviewene blev analyseret systematisk med tematisk indholdsanalyse med identifikation af meningsbærende enheder, beskrivende kategorier og temaer.

Forskerne fandt, at træningen styrkede patienternes tro på egne fysiske og mentale evner. Patienterne fik en tro på, at fysisk aktivitet var et vigtigt middel til at bremse progression i sygdommen. Balanceøvelserne var så udfordrende, at det krævede deres fulde fysiske og mentale fokus, hvilket afveg fra deres vanlige bevægestrategier i hverdagen og gav dem en følelse af succes og selvtillid. Træning med andre ligestillede var motiverende, fordi de støttede og spejlede sig i hinanden.

Forskerne konkluderer, at patienter med let til moderat Parkinsons sygdom, som presses til deres yderste i træningen, gentænker deres fysiske og mentale ressourcer og oplever, at balancetræningen er meningsfuld som et middel til at forhale sygdomsprogression.