Innovation i stedet for bachelorprojekt

Fire fysioterapeutstuderende og en ergoterapeutstuderende har tilbragt deres sidste semester i Brügge i Belgien, hvor de har studeret innovation under EU-projektet ESPIEW - Entrepreneurial Spirit Improving European Welfare.

Flere og flere uddannelser har moduler inden for innovation og iværksætteri, men oftest er der tale om handels- og tekniske uddannelser, og det ligger mange fjernt at tænke entreprenørskab i forbindelse med sundhedsuddannelser. Af samme grund er ESPIEW-projektet blevet udvalgt af CIRIUS (statslig styrelse for internationalisering af uddannelser) som et de 11 mest innovative og kreative internationale projekter som Danmark i øjeblikket er partner i. Det fortæller Anette Helt Hansen, uddannelsesleder på Professionshøjskolen Metropol, der sammen med Gitte Matthiasson har sammensat Danmarks bidrag til ESPIEW-forløbet.

Formålet med projektet, der er både internationalt og tværprofessionelt, er at give de studerende forudsætninger for at kunne arbejde innovativt og med innovation inden for social- og sundhedsvæsenet. Det langsigtede mål er at bidrage til udviklingen af velfærd i Europa, og deltagerlandene er - foruden Danmark - Tyskland, Finland, Belgien, Cypern og Rumænien. Desuden deltager studerende fra Tyrkiet.

De fem studerende fra Professionshøjskolen Metropol bliver de første danske professionsbachelorer i fysioterapi eller ergoterapi med toning i velfærdsinnovation. I Brügge gennemgår de modulerne ”Introduction”, ”Law and Etics”, ”From business idea to business plan” samt ”Entrepreneurial competencies”. Semestret blev afsluttet med ”Integration in the workfield”, som er den del, skolen i København er ansvarlig for, og i januar er der så praksisafprøvning.

Erstatter bachelorprojekt
Herefter er de fem studerende færdiguddannede fysioterapeuter, for innovationsmodulet erstatter nemlig bachelorforløbet. Den kendsgerning havde nær fået to af de studerende, Gitte Isling Andersen og Katrine Kristensen til ikke at melde sig. De havde aftalt at skrive bachelorprojektet sammen, og selvom ESPIEW-projektet lød spændende, var de nervøse for, hvad det ville kunne komme til at betyde for dem ikke at skrive bachelorprojekt. ”Mangler man så erfaring og viden, når man senere hen vil skrive en master?”, lød for eksempel Katrine Kristensens bekymring.

De to har ikke fortrudt deres valg, men erkender begge, at ESPIEW ikke er gået fri af det, Gitte Isling Andersen beskriver som ”børnesygdomme”.

”Først og fremmest har indslusningskriterierne ikke været håndhævet tilfredsstillende. Det resulterer i, at her er studerende, der stort set intet engelsk taler, og det påvirker selvfølgelig undervisningen og gruppearbejdet meget. Der mangler også enighed mellem underviserne i de forskellige moduler. Men når det er sagt, så har jeg lært meget. Jeg tænker mere som en entreprenør. Undervisningen og emnerne, vi gennemgår hernede, ligger langt fra, hvad jeg ellers har beskæftiget mig med på studiet, og det ser jeg som yderst nyttigt i forhold til, hvad jeg kan bidrage med fremover i sundhedssektoren. Sundhedssektoren har behov for at følge med udviklingen og også gerne være rentabel. Dette, tror jeg, vil være afgørende i en fremtid med øget konkurrence”.

Mere gåpåmod og engagement
Også Katrine Kristensen tror, at projektet kommer til at betyde noget for hendes måde at agere som fysioterapeut på: ”Jeg er sikker på, at jeg bliver en anden slags fysioterapeut end de andre derhjemme. Jeg har lært nogle helt andre ting og har gjort mig andre erfaringer, som helt sikkert vil ændre mit fysioterapeutiske arbejde. I forhold til at tænke i andre karrierebaner, tror jeg også, der er sket en ændring. Jeg har altid haft en tanke om at jeg på et tidspunkt gerne vil være udviklingsterapeut og ikke kun behandle. Det har jeg fået mere mod på nu”.

De studerende i projektet kommer med forskellig faglig baggrund, men nok så afgørende er de kulturelle forskelle, mener Gitte Isling Andersen.

”Vi danskere er sammen med finnerne meget på i forhold til de andre nationaliteter. Vi kommer til at fremstå som styrende og kaster os ud i projekterne med mere gåpåmod og engagement end gennemsnittet. Jeg oplever i allerhøjeste grad, at det hænger sammen med nationalitet frem for faglig baggrund. Det er også forskelligt, hvad vi oplever som innovativt. De tilbud, vi allerede har i Danmark, som for eksempel hjemmepleje, oplever vi danskere ikke som innovative, mens det lyder meget innovativt for eksempel for rumænerne”.

Katrine Kristensen beskriver det internationale aspekt i projektet som en faktor, der har fremmet den innovative tænkning: ” Vi har haft mulighed for at sammensætte ideer og udvikle vores fiktive produkter i andre rammer end de danske. Det har gjort min tankegang mere fri”.

En anderledes fysiotrapeut
For Jeppe Boutrup Nielsen ligger tankerne bag ESPIEW-forløbet godt i forlængelse af planer, han længe har puslet med om produktudvikling og om at blive selvstændig, og han havde derfor store forventninger Og måske derfor blev han en smule skuffet, fortæller han. Sprogvanskeligheder hos nogle af de andre studerende har gjort det svært at komme i dybden, ligesom der er meget stof, der har skullet gennemgås på kort tid. Jeppe Boutrup har dog ikke fortrudt og mener, at han har lært meget.

”Jeg havde allerede tanker om produktudvikling, før jeg tog herned. Forløbet har givet mig en mere realistisk tilgang til, hvad der kræves for at starte virksomhed og konkurrere på markedet, og blandt andet har undervisningen i etik fået mig til at overveje, på hvilken måde jeg vil drive virksomhed”.

Jeppe Boutrup er enig med Gitte Isling Andersen i, at danskerne i stort omfang har taget styringen i grupperne. Det tilskriver han dels danskernes bedre engelskfærdigheder, dels at studerende fra Danmark er vant til at byde ind med egne holdninger.

”Hvor studerende fra nogle lande kalder underviseren ved efternavn og respekterer dennes holdninger, er vi danskere nok lidt mere åbne og stiller gerne spørgsmålstegn ved undervisningen, hvis den ikke giver mening”.

I sine tre ugers praktik i Danmark skal Jeppe Boutrup deltage i udviklingen af et elektronisk system for bl.a. fysioterapeuter til behandling, træning og forskning i et virtuelt miljø.

”Det har været min drøm gennem det sidste halvandet år og vil derfor være en optimal afslutning på min uddannelse. Jeg håber at kunne benytte mig af den faglige viden, jeg har fået hernede og dermed gøre en forskel og bidrage med andre input end en ”normal” fysioterapeutstuderende”, siger Jeppe Boutrup Nielsen, der desuden håber at kunne være med til at skabe et job til sig selv.

Det er anden gang i løbet af uddannelsen, han er væk fra fysioterapeutuddannelsens rammer i Danmark, idet praktiktiden på femte semester blev tilbragt i Malaysia. Hans uddannelse adskiller sig derved en del fra flertallets, og Jeppe Boutrup Nielsen kan da heller ikke afvise, at der er noget, han skal have indhentet, men som han siger: ”Det er min klare overbevisning, at jeg ikke er blevet en dårligere fysioterapeut - bare en anderledes fysioterapeut”.

Svært at holde fast i korpsånden
Jeppe Boutrup Nielsen har haft selskab af sin kæreste Anne Mette Bruus-Jensen i Brügge. Heller ikke hun er gået fri af følgerne af de børnesygdomme, projektet har døjet med undervejs, og hun kritiserer blandt andet, at ikke alle studerende var lige langt i deres grundforløb.

”Mange af vores studiekammerater her er på lavere semestre, end vi er, og det gør det svært at skabe en fælles korpsånd i gruppearbejderne. Motivationen for mange er forholdsvis lav, da vores indsatser jo betyder forskelligt for os. De skal bare lære noget – vi andre skal være bachelorer på baggrund af dette her”, siger Anne Mette Bruus-Jensen.

Et andet kritikpunkt er, mener hun, at der har været for meget fokus på entreprenørdelen og for lidt på den innovative proces, der ligger forud. ”Den proces er jo helt basal for ethvert entreprenørmæssigt tiltag, da ideen jo først skal skabes, før den kan udføres”, siger Anne Mette Bruus-Jensen, der dog også mener, at hun tager meget med sig hjem, både på det faglige og på det personlige plan:

”Jeg har fået et glimt ind i en for mig temmelig ukendt verden. Det at være entreprenør er meget andet end at være nyskabende og kreativ. Det er også at være vedholdende, systematisk, kritisk, realistisk, open minded og meget andet. Med andre ord, at se muligheder i alt, men også at være i stand til at teste dem og herefter at give slip på dem, hvis man ser, de ikke holder vand”.

Oplevelsen af, at danskerne kommer med flere forudsætninger end repræsentanterne fra de fleste andre deltagerlande deler Anne Mette Bruus-Jensen. ”Vi er forkælede nok til at tro på, at alt kan lade sig gøre. Og samtidig er vi gode til at forholde os kritisk, hvilket ofte fører til et solidt og kvalitativt udbytte”, mener hun.

Før Anne Mette Bruus-Jensen tilmeldte sig forløbet gik hendes overvejelser blandt andet på, om hun kunne risikere, at mødet med det anderledes og nyskabende kunne få omkostninger for den manuelle del af uddannelsen. Bekymringen er ikke gjort til skamme, men i dag taler hun ikke om det som en omkostning, men derimod som en gevinst.

”Forløbet er på sin vis så opslugende, at kontakten til den manuelle fysioterapeut i mig undertiden er sat noget ud af funktion, hvilket måske også gør, at jeg tænker anderledes, hvad angår fremtidige karrierebaner. Jeg kan mærke i mig selv, at set med personlige og fysioterapeutiske øjne, er dette min hylde ude i fremtiden. At være med til at skabe noget, der har værdi og måske skelsættende betydning for andre, må være et utroligt givende hverv”.