Man skal sætte sig selv på spil

Innovation skal redde Danmark. Hverken mere eller mindre. Hvad der startede som et modeord i erhvervslivet har efterhånden bredt sig til alle dele af samfundet, og står det til regeringen er Danmark et af verdens mest innovative samfund i 2015.

Googler man ordet innovation er der millioner og atter millioner af hits og et hav af konsulenter, der står klar til at rykke ud til arbejdspladser, der vil være med på bølgen. Innovation er blevet del af pensum lige fra folkeskolen til fysioterapiuddannelsen og er en del af værdigrundlaget i både private og offentlige virksomheder. Men hvad er det nu lige, det er, og hvordan bliver man innovativ?

Fysioterapeut Lotte Stächer er netop ved at afslutte sit speciale på kandidatuddannelsen i pædagogik med en afhandling, der beskæftiger sig med en del af den innovative proces, men man tager fejl, hvis man tror, at man i hendes afhandling eller nogen som helst andre steder for den sags skyld kan finde en fast definition af ordet innovation.

Viden brugt på en ny måde
Innovation er nytænkning, der skaber økonomisk vækst, lyder en ofte anvendt definition, men taler man innovation i den offentlige sektor, afløses ’økonomisk vækst’ af ’værdi’.

Og at tale om innovation som en ’noget nyt, der skal skabe værdi’, giver lige så meget mening på et sygehus som i en produktionsvirksomhed, mener Lotte Stächer.

”I sundhedsvæsenet og andre sektorer med problemer i forhold til rekruttering og fastholdelse giver det jo for eksempel værdi, hvis man kan få medarbejderne til at være glade og tilfredse. Og selvfølgelig brugerne og borgerne. I mange år var innovation teknologi, men det har ændret sig i løbet af de sidste 30 år af det sidste århundrede. Nu er det meget blevet processer og service. Inden for den offentlige sektor handler det om at få fokus på udvikling og nye måder at gøre tingene på. Men også om deling af viden - at tage noget viden og bruge den på en ny måde”.

Udvikling i den offentlige sektor er jo ikke noget nyt, så er innovation ikke bare gammel vin på nye flasker og en ny måde at tale om tingene på?

Både og, mener Lotte Stächer. ”Innovation er blevet det nye buzzword efter læring og udvikling. Nu skal man ikke bare lære det, de andre kan lære en, eller indpasse sig efter forandringerne. Nu skal man skabe noget helt nyt. Og det skal give værdi. Med krav om innovation er der skabt en ny diskurs, men meget af det er jo ikke nyt. Der er lavet flere undersøgelser, der viser, at der allerede er masser af innovation i sundhedsvæsnet. Vi kalder det bare noget andet - for eksempel kvalitetsudvikling, patientforløbsprojekter og så videre. Omvendt er der så også processer, som vi kalder innovation, men som ikke er det. Det er dér, hvor der ikke sker noget nyt”, siger Lotte Stächer, der har set eksempler på, at effektiviseringstiltag beskrives som innovation for at give det en positiv ladning. ”Men det er jo ikke noget nyt bare at give folk mindre af det samme. Det kan godt være, de skal have mindre, men det skal være bedre”.

Hvis man som fysioterapeut tænker ’innovation det er bare et modeord; det gider jeg ikke forholde mig til’, så skal man nok se på sig selv og sit arbejdsliv, mener Lotte Stächer.

”Mange tror jo, at kreativitet er noget med malepensler, men det er det overhovedet ikke, og det er heller ikke noget, man er født med. Det er noget, alle kan udvikle og lære, specielt sammen med andre. Man skal bare finde et eller andet, man brænder lidt for, og det skulle de fleste jo gerne kunne et eller andet sted i deres arbejdsliv. Men innovation er jo også et modeord, og det bliver brugt til mange ting. Men netop derfor mener jeg også, man er nødt til at forholde sig til det", spår Lotte Stächer og fortsætter:

"Hospitalerne har ikke nogen strategier for innovation endnu - men det får de, bare rolig. Så er der nok nogen, der får lyst til at trække på skuldrene, men man kan også vælge at se sig omkring i gruppen og sige ’hvad betyder innovation for os; har vi lavet noget de var innovativt, og er det noget, vi skal forholde os til?’ Måske gør man det i forvejen, og så behøver man ikke at tage sig af ordet”.

Det er noget, der kan læres
Innovationsprocessen starter dér, hvor der opstår et behov og slutter, når noget nyt er implementeret, og det giver værdi. Lotte Stächers kandidatspeciale beskæftiger sig kun med den første fase - den kreative fase eller det, der i innovationsterminologi ofte beskrives som ”prejekt-fasen”. Hun har undersøgt, hvilke forudsætninger der skal være til stede i gruppen og i organisationen for at noget nyt overhovedet kan opstå.

”I mange år har man ment, at kreativitet er noget, man er født med, eller som i hvert fald bliver grundlagt i barndommen. Nu er der mange, der mener, at det er det ikke. Det er noget, der skabes sammen med andre, hvor hver især kommer med det, de har. Det skal foregå i heterogene grupper - et socialt fællesskab, hvor folk bidrager med forskellig baggrund, viden og kunnen. Det er ikke nødvendigvis tværfagligt; inden for fysioterapien er der jo også mange heterogene ting; forskellige arbejdspladser, forskellige specialer, forskellige aldre, forskellige kulturer, som også kan bidrage”, forklarer hun.

Selvom en lysende el-pære eller noget i stil med Georg Gearløs’ tænkehat ofte bruges, når innovation skal illustreres, behøver man ikke nå frem til en opfindelse på linje med elektriciteten for at kunne tale om innovation, understreger Lotte Stächer. Der er radikal innovation - når man opfinder noget helt nyt som fx hjulet - og så er det den såkaldt inkrementelle innovation, som bare er de små tilpasninger i hverdagen. Men stort eller småt, så er der én vigtig fællesnævner i den kreative proces, understreger hun: ”Man kan ikke sætte sig ned og sige: ’nu skal vi opfinde sådan en’, for så ved man allerede, hvad det er man arbejder med. Så er det nogle andre processer, der går i gang; de kendte”.

At turde udstille sin ikke-viden er hele grundlaget for innovationen, men man skal et lag dybere endnu, forklarer Lotte Stächer: ”Udgangspunktet skal være ’det, vi ikke ved, at vi ikke ved’. Det er der, det nye opstår. Hvis man ved, hvad man gerne vil finde ud af, så er det ikke innovation; så er det det, man ved, at man ikke ved. Hvis man har et fastlagt mål, sker der ikke innovation, så er det bare et projekt”.

Hvad det præcis er, der sker i en gruppe, når kreativiteten udfolder sig, er der flere, der har forsøgt at beskrive, men det er svært, erkender Lotte Stächer.

”Den innovative viden kan ikke rigtig beskrives, den er lidt mystisk. Det er et lidt metafysisk felt – det er noget, der sker mellem mennesker”, forklarer hun, men skynder sig at tilføje, at det ikke er noget ”aura-agtigt”.

”Det er meget svært at forklare. Det handler om at turde stille spørgsmål. Turde vise ægte og anerkendende interesse for andre og spørge dybt ind. Det er rigtig svært, for det er en kultur, som vi måske ikke er så gode til. I vores uddannelsessystem bliver vi uddannet til at stille de rigtige spørgsmål; Ikke til at stille de dumme spørgsmål. Det handler om, at man skal kunne åbne sig for anderledes tænkende”.

Lotte Stächer bruger ordet ”undringsfællesskab” om situationen, hvor deltagerne i fællesskabet udforsker hinandens verdensbilleder er nærværende, spørgende og lyttende, og ingen ved, hvad der vil ske, eller hvor det vil ende.

For fysioterapeuter kan det være ekstra svært at stille de dumme spørgsmål, gætter Lotte Stächer. ”Fysioterapeuter er jo meget flinke og pæne og søde, og det kan gøre det rigtig svært, farligt og smertefuldt at stille de her dumme og overskridende spørgsmål. I teorien bruger man begrebet, at man ’overskrider sig selv’. Man forsøger at gå over i de andres viden og prøve at forstå den. Helt oprigtigt. De fleste stiller spørgsmål med udgangspunkt i deres egen viden. De siger det, de godt ved, og så får de det bekræftet. Det kommer der ikke noget nyt ud af”.

Men har man først opmærksomheden på, hvad det er, der skal til, er der også i sundhedsprofessionerne nogle gode forudsætninger for innovativ tænkning, mener Lotte Stächer.

”Jeg tror faktisk, at fysioterapeuter kunne være særlig gode. Vi har jo erfaring med, at vi faktisk ikke ved, hvad der er patientens hovedproblem. Anamneseoptagelse er selvfølgelig ikke innovation, men man sidder sammen med patienten og prøver at åbne sig. Der er mange fordomme om professionerne; at de er siloer, og at de ikke kan samarbejde. Og sådan optræder de jo også ofte som grupper. Men når man ser på det enkelte professionelle menneske, er de fleste gået ind i faget, fordi de rent faktisk gerne vil det her med at møde andre mennesker og bibringe noget”.

Man har hele sig selv med på arbejde
I og med, at dette ”noget”, man skal komme med i en innovativ proces, ikke kun er faglig viden eller erfaring, er det store krav, der stilles, mener Lotte Stächer, for hvor meget kan man egentlig forlange af folk, der går på arbejde?

”Man taler om, at man kan udvikle de her evner ved at forholde sig til sine egne livsværdier. Man kan så diskutere, om dét er noget, man skal, når man går på arbejde. Men der er nogen, der mener, at det bliver en del af det fremtidige arbejdsliv, at man har hele sig selv med. Jeg mener godt, man kan forlange, at man bidrager til værdi i organisationen, men om man også kan forlange, at man sætter sin hele sin personlige integritet og autoritet på spil, det ved jeg ikke”.

Men er det ikke bare Lotte Stächer, der efter at have beskæftiget sig med innovation på et overvejende filosofisk plan, er kommet til at tage begrebet for alvorligt?

Jo måske, svarer hun.

”Det kan også være, at det er rigtig godt. Der er rigtig mange, der gerne vil udvikling, fordi det er dejligt og det giver en masse. Men der er også mange, for hvem det bliver for meget. Ofte fordi det bliver iscenesat instrumentelt, à la ’i dag skal vi arbejde med at udvikle vores værdier, og det gør vi sådan her, og så skulle der gerne komme det her ud af det’”.

Hvor Lotte Stächer således er bekymret for, at nogle kan føle, de kommer til at sætte sig selv for meget på spil i en innovationsproces, er hun til gengæld fortrøstningsfuld i forhold til de eventuelle konflikter, der kan opstå, når forudsætningen for nytænkning er forskellighed.

”Der må godt være konflikter. Det skal der være. Hvis man kan finde ud af at høre efter og hive fat i ”hov du sagde noget andet end mig”, så er det meget meget bedre end konsensus. Det er godt med forskellige synspunkter og konflikter, så længe det ikke er personlige konflikter. Hvis det er faglige konflikter, så er det fint. Så hvis man kan finde ud af ikke at tage det personligt, når der er konflikter, så er det meget meget frugtbart. Det samme er dilemmaer, især uløselige dilemmaer - de kan være meget motiverende”.

Sektorerne skal mødes mere
Den 1. december foretog Lotte Stächer et skift i sin karriere, da hun begyndte som leder af træningsafsnittet i Roskilde Kommune efter flere år i sygehussektoren. Hvad kommer hendes nyerhvervede viden om innovation til at betyde for hendes nye arbejdsplads?

Meget, gætter hun, for der er flere steder, hvor det vil være oplagt at tænke nyt.

”Jeg kommer efter 18 år i regionen, så for mig vil det være helt oplagt over nogle år at få udfyldt hullet mellem region og kommune. Og koblet med IT, for det tror jeg rigtig meget på. Der må være utrolige muligheder både vedrørende kommunikation og dokumentation, men især i forhold til det her med at kunne tale sammen mellem sektorerne”. Og det er der brug for, mener hun.

”I forhold til, at kommunerne har fået 100 nye opgaver for tre år siden og oven i købet dobbelt så mange patienter, som de havde regnet med, så har de klaret det rigtig rigtig godt”, siger Lotte Stächer, der mener, at dét skal der bygges videre på og lægger op til, at fysioterapeuter fra kommuner og regioner mødes meget mere.

”Der skal være meget mere kobling både af viden og patientforløb. ’Hvem kender den her patient, hvad kan vi gøre, og hvis ikke vi kan, hvem kan vi så spørge’. Det er videndeling, men det er også at åbne op og spørge ’hvem siger at det nødvendigvis skal gøres på den her måde?’”.

Lotte Stächer taler om at ”skabe rum” for innovation og mener det helt bogstaveligt - der skal være nogle rammer at mødes i, både organisatorisk og fysisk.

”Men det handler også om mødekultur. Kan man lave et lag i et møde, hvor man ikke bare siger sin mening, men tør spørge ind. Hvor man - måske også som leder - tør sige ”det forstår jeg ikke” i stedet for at udveksle informationer om ting, man ved i forvejen”.

Evnen til undren og åben udforskning skal dog ikke opfattes som erstatning for for eksempel evidens og standardisering, men som supplement og en anden tilgang til udvikling og læring, understreger Lotte Stächer: ”Det er vigtigt at forholde sig til, hvad de enkelte tilgange kan og ikke kan og tale om, hvornår man skal forholde sig åbent og undrende, og hvornår det er nødvendigt at være lukket og målsøgende. Begge tilgange er vigtige og nødvendige, hvis der skal udvikles og implementeres ny viden og kunnen”.