Vil udbrede Mulligankonceptet i Danmark

For Josef Andersen er Mulligan-konceptet et vigtigt redskab i det kliniske arbejde med patienter med idrætsrelaterede eller muskuloskeletale problemer. Konceptet bygger overordnet på, at skader ofte fører til nedsat bevægelighed og/eller fejlsporing i leddet, og at patienten med aktive bevægelser faciliteret af fysioterapeutens passive mobilisering kan genvinde det normale bevægemønster. En dygtig kliniker kan ifølge Josef Andersen relativt hurtigt lære metoden, der let kan kombineres med andre metoder til at behandle bevægeapparatet.

Der er på nuværende tidspunkt ud over Josef Andersen kun én anden dansk fysioterapeut, der har gennemført den internationale uddannelse til Certified Mulligan Practitioner (CMP). Men der er flere på vej, og det forventes, at der i 2010 vil være 10 danske fysioterapeuter, der har gennemført uddannelsen og bestået eksamen.
Josef Andersen er en af de 48 certificerede undervisere på verdensplan (Mulligan Concept Teachers Asssociation (MCTA)), og den omfattende efteruddannelse i Mulligan-konceptet har sammen med en master i manuel terapi og idrætsfysioterapi fra universitetet i Adelaide givet ham den kliniske sikkerhed, der gør, at han i dag synes, det er rigtig sjovt at være fysioterapeut.

Josef Andersen kom til Danmark i 1984 efter at have boet i Israel i 21 år. I midten af firserne studerede han på handelshøjskolen og var deltidstræner i professionel boksning. I slutning af 80’erne og begyndelsen af 90’erne blev han sikkerhedschef i Scala og forsøgte sideløbende at etablere sig som sølvforhandler. Josef Andersen havde på dette tidspunkt en hobby som backgammonspiller, men i 1996 valgte han at skifte karriere og blive fysioterapeut.

”I min opgang boede en 12-årig dreng, der haltede. Han havde haft en neurologisk sygdom, lige siden han var helt lille. Da jeg spurgte ham om, der ikke var noget at gøre ved, at han haltede, svarede drengen, at han aldrig havde fået tilbudt behandling”, fortæller Josef Andersen. Han forsøgte selv at hjælpe drengen ved at lære ham at udspænde sine muskler, men uden den store succes. Med den oplevelse i bagagen besluttede han at søge ind på fysioterapeutuddannelsen for ”nogen skulle jo tage sig af de handicappede børn”.

Josef Andersen var 33 år, da han begyndte på fysioterapeutuddannelsen i København. Selvom det var behandling af børn, der fik ham på sporet, fandt han hurtigt ud af, at han ville satse på det muskuloskeletale område, og planen var at få sin egen klinik. Sideløbende med den obligatoriske litteratur på uddannelsen læste Josef Andersen stakkevis af fagbøger.

”Jeg fordybede mig i Maitlands teorier og metoder og læste litteratur om klinisk ræsonnering, længe før jeg blev færdig som fysioterapeut”, fortæller Josef Andersen. Han tog desuden kurser og kontaktede fysioterapeuter med speciale i manuel terapi i England og Holland.

Alligevel følte Josef Andersen ikke, at han slog til, da han i sommeren 2000 stod med sin egen klinik. Han var ofte i tvivl, når han skulle finde frem til årsagerne til patienternes symptomer og følte slet ikke, at grunduddannelsen havde forberedt ham til en dagligdag på klinikken.

”Selvom jeg syntes, jeg kunne en masse, stod jeg alt for ofte med en undren; enten fordi jeg ikke kunne forstå, hvorfor patienterne ikke fik det bedre, eller fordi jeg ikke kunne finde årsagen til, at de fik det bedre”.

Josef Andersen var ved at give op, et år efter at have fået sin autorisation, sælge klinikken og satse på en karriere som fuldtidsbackgammonspiller, da hans kone fik ham på andre tanker. ”For at kunne fungere som fysioterapeut skulle jeg blive en meget dygtigere kliniker, og det kunne jeg kun blive, hvis jeg videreuddannede mig, og Australien var stedet. I Adelaide var der dygtige undervisere som Maitland, Magarey, Patt Trott, Mark Jones og David Butler”, siger Josef Andersen.

I 2001 flyttede Josef Andersen sammen med sin kone til Melbourne i Australien. På universitetet gennemførte han en Postgraduate Diploma in Physiotherapy svarende til et års akademisk overbygning.

”Undervisningen i Melbourne var meget intens, og her fik jeg vigtig basisviden inden for ortopædi, neurologi, og hjerte-lunge området”, fortæller Josef Andersen. I Australien supplerede han også sin uddannelse med at læse artikler og bøger skrevet af kendte forskere som Mosley, Gifford, Hodges og Jull, og det var i den forbindelse, at han for første gang stødte på Mulligans bog ”Manual Therapy NAGS, SNAGS, MWMS”.  

”Men der var i Mulligans omtale af behandlingsresultaterne lidt for mange beskrivelser af noget, der kunne minde om mirakler”, mente Josef Andersen, og det var først, da han deltog i kurserne, at han kunne se potentialet i Mulligans tilgang til klienter med muskuloskeletale og idrætsrelaterede problemstillinger.

Efter det første år tog Josef Andersen sammen med sin kone og sin to uger gammel søn videre til University of South Australia (UNISA) i Adelaide, hvor han gennemførte en toårig masteruddannelse i idræt og muskuloskeletal fysioterapi. Undervejs tog han ekstra moduler på universitet i blandt andet psykologi og klinisk ræsonnering med blandt andre Mark Jones som underviser. Uddannelsen på universitetet var på et højt teoretisk og praktisk niveau, var inspireret af Maitlands teori og praktik, og det manuelle vægtede højt. Efter at have gennemført masteruddannelsen måtte Josef Andersen igennem endnu et eksamensforløb, da han, for at få lov til at praktisere som fysioterapeut i Australien, skulle bestå en praktisk og teoretisk eksamen i fysioterapi.

”Mit mål er at bringe metoden til Danmark, for jeg synes selv, det er noget af det bedste, jeg overhovedet har lært som fysioterapeut. Det tager flere år at lære at blive dygtig til at anvende Maitlands principper, men Mulligans principper bliver man hurtigere god til. Har man en god anatomisk forståelse og gode manuelle færdigheder, kan man opnå resultater relativt hurtigt”, siger Josef Andersen.

Josef Andersen tager selv afstand fra den guruficering, han mener, der gennem tiderne har præget fysioterapi. Han lægger vægt på facts og evidens, som han mener, skal være en forudsætning for den fysioterapi, der udøves. At der nu er kommet endnu en ny guru til rækken af prominente fysioterapeuter, der har udviklet nye metoder, er noget, Josef Andersen er opmærksom på.

”Vi kalder det et koncept for at definere det og for at adskille det fra andre metoder til diagnostik og behandling. Jeg er grundlæggende imod kogebogsbrugen af koncepter, men jeg mener på den anden side heller ikke, at vi kan ignorere disse dygtige praktikeres viden og erfaringer. Deres bidrag er byggesten til den fysioterapi, vi bruger i dag”, siger Josef Andersen. Han er varm fortaler for, at de forskellige metoder, der anvendes inden for den manuelle terapi, evidensbaseres, sådan som det for eksempel er sket for McKenzies principper til udredning og behandling af columna lumbalis.

Kunsten som fysioterapeut er at kunne bruge hele paletten og vælge ud, hvad der passer til den enkelte patient, mener Josef Andersen, der også fremhæver betydningen af en systematisk tilgang og en veludviklet klinisk ræsonnering.

Josef Andersen er overbevist om, at fysioterapeuter, der har dygtiggjort sig inden for en hvilken som helst metode og har en solid basisviden, kan opnå gode resultater med netop denne metode, men det bedste ville være, hvis fysioterapeuten mestrede flere metoder, mener han.

”Jo flere metoder og behandlingskoncepter, fysioterapeuter mestrer, jo større frihed har de til at vælge den rigtige behandling til den rette patient”.

Ideelt set er det vigtigste at kunne se, hvornår man som fysioterapeut ikke kan hjælpe patienten, men må sende vedkommende videre til en anden behandler eller til lægen.

”Når vi behandler ud fra Mulligans principper har det ofte en umiddelbar effekt. Patienterne bliver overraskede over, at de pludseligt har øget bevægelighed i den retning, der før provokerede smerte”, fortæller Josef Andersen og indrømmer gerne, at han har en meget ledfikseret tilgang til patienter med muskuloskeletale problemer. Massage bruger han så at sige aldrig, og den eneste flaske massageolie, han har købt, er for længst blevet harsk.

Selv om Josef Andersen ofte oplever patienter, der på meget kort tid får det væsentligt bedre med behandlingen, er han ydmyg og kender sin egen begrænsning. For patienterne kan det virke som et mirakel, at flere års smerter og bevægeindskrænkninger er væk efter få behandlinger, men for Josef Andersen indgår de såkaldte mirakler i den erfaringsbank, han trækker på, når han behandler andre patienter. Og så er der dem, der slet ikke reagerer på behandlingen og enten skal sendes videre til yderligere udredning eller skal tilbydes en hel anden behandlingsform.

Josef Andersen er glad for, at han valgte at blive i faget. Selvom han aldrig kom til at arbejde med handicappede børn, har han fundet en niche, der tilfredsstiller hans faglige ambitioner.