DNA skyld i dårlig kondi?

Hører du til en af dem, der træner og træner, men aldrig kommer i form eller har du patienter, der påstår, at de ikke kan træne sig til en god kondition? Forklaringen skal blandt andet søges i generne, fortalte ph.d. Claude Bouchard direktør for Pennington Biomedical Research Center i USA i forbindelse med den nordiske fysioterapikongres i Oslo.

Claude Bouchard har i mange år forsket i fysisk aktivitets betydning for sundhed og har i den forbindelse forsøgt at finde frem til, hvorfor der er så store forskelle på effekten af træning.

”Variation på effekten af den samme træning kan ikke forklares ud fra alder, køn eller fysiske forudsætninger”, fortalte Claude Bouchard.

Store studier har vist, at øget fysisk aktivitet nedsætter risikoen for at udvikle en lang række livsstilssygdomme og nedsætter dødeligheden som følge af hjerte-kar-sygdomme.

Tilbage i 1995 gennemførte Bouchard et interventionsstudie med 47 mænd, der normalt var stillesiddende. Interventionen bestod af konditionstræning i 20 uger. Træningen tog udgangspunkt i deltagernes indgangsniveau, men blev intensiveret i løbet af de 20 uger, så mændene til sidst trænede mindst en time dagligt fem dage om ugen på 85 procent af deres maksimale ydeevne.

I gennemsnit forbedrede mændene deres VO₂ med 20 procent. Men der var store individuelle forskelle; således viste det sig, at der var både non-responders (ingen effekt overhovedet!), low responders og high responders.

For at finde frem til, om der skulle være genetiske faktorer, der spillede ind, gennemførte Bouchard en tilsvarende undersøgelse med tvillinger. 10 par tvillinger gennemførte den samme hårde træning som mændene i det tidligere studie. Også blandt tvillingerne fandt Bouchard par, der ikke havde effekt af træning.

I 2001 publicerede Bouchard resultater fra et studie, der var en del af et stort multicenterstudie (The Heritage Family study). I studiet var inkluderet 204 familier med i alt 742 personer fra 17-65 år. De inkluderede blev ved inklusionen blandt andet testet for VO₂, BT, puls, og metaboliske faktorer.

Familierne blev trænet under supervision i forskningslaboratoriet i 20 uger, hvor træningen blev øget gradvist til hård konditionstræning. Undersøgelsen viste, at nogle familier slet ikke fik effekt træningen målt på VO₂ og andre rigtig meget. I gennemsnit forbedrede de inkluderede VO₂max med 19 procent, men igen med store variationer. 5 procent forbedrede ikke, 5 procent forbedrede med 40-50 procent.

Der var ikke forskel på mænd og kvinder. Udgangsniveauet for VO₂ havde ikke indflydelse på, hvor trænérbare den enkelte familie var. ”Det tyder på, at der er genetiske faktorer, der specifikt har indflydelse på, hvordan den enkelte responderer på træning”, fortalte Claude Bouchard.  

Man fandt i dette studie frem til, at 47 procent af effekten af træningen på VO₂ kan tilskrives generne.

Forskerne har fundet 15 gener, der spiller en rolle for effekten af fysisk aktivitet på VO₂. Disse gener kan forklare cirka 23 procent af de 47 procent, der skyldes arvelige faktorer, og der mangler således at finde gener, der kan forklare de sidste 24 procent, fastslog Clade Bouchard.

Men selv om træning for nogle menneskers vedkommende ikke har effekt på konditionen, kan det godt have effekt på øvrige parametre som blodtryk, glukosetolerance, insulinresistens, kolesterol, mv.

Det er en stor udfordring at motivere mennesker, der ikke kan mærke den gode effekt, til at træne alligevel. Derfor er det ifølge Claude Bouchard nødvendigt også at måle andre parametre end kondital eller VO₂ max. Det er vigtigt, at patienterne finder ud af, at blodtrykket falder eller kolesteroltallet bliver normalt, mener Claude Bouchard.